S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

170

0 Forfatningsforandringen?

j Kun er der noget mystiskt, nota bene , Ved den Omstændighed, SAt ellers er der ingen Sjæl, der veed Om Revisionen ringeste Besked Og aner, hvordan, den er sat i Scene, j Dog kun en Skælm skal sige Hø r up paa At hans Forfatnings-Revision vist stammer Fra samme Kilde, hvor Je. A. Har reddet sine Telegrammer. Thi den er vistnok en Pendant i Og nær i Slægt med den, som selv han Da han med Statsrevisor-Rang I sine gyldne Tider var begavet, i Den »Re v i s i on? , han udsled’ Tid cy | Fik nemlig heller aldrig Nogen Øje paa

d l J

^ ,^ v /

r„v

f \ / ' Y

v i

, £ > “ % "" ft - * > *

laved’, ->jc paa,

A f 3 Paa Falderebet,

C/n Romer paastod i sin Tid med Vægt, at V ariete* delectat. En viis Bemærkning, der paa Dansk betyder: Forandring fry d e r! E r dette Udsagn andet end en Plade, Saa er der idel Fryd i I n t e g a de, Hvis Redaktionslokaler Igennem Aarets skiftende Kvartaler Med frydefuld Forandring praler Af Idealer Og Samfundskvaler. Samt af Signaler Og Udenthingskabaler Imod hver stakkels Radikaler, Item af s By nyt og _Skandaler*. Til nys Organet gik med en »Forandring c Af »dette Lands Forfatning« ud paa Vandring. Vel blev i .» P olitiken « vi blandt andet T idt afspist med den triste Oplysning, at man ikke i de sidste Ti Aar har havt Forfatning her i Landet; Og saa skal det alligevel passere, A t Statsretslæ reren i Integade Kan en Forandring konstatere I d e n Forfatning, som man ikke Ka’d e ! Men, H erre Gud, man kan da ikke heller Forlange, at der bliver Logik i alt, hvad »Politiken * skriver, Og H ø r u p •sine Læsere fortæller, Saa det maa. Skam, slaas fast som uomtvisteligt, A t ved Forliget For anden Gang vor Grundlov listeligt Blev »revideret« her i

1

f " r#r' Puk var nede at sige Farvel.

Der var først Kamme r h e r r e n . Han var helt utrøstelig, fordi hans Bagage var gaaet forkert. Der var nemlig' kommet en rød Plakat paa i Stedet for en hvid, og derfor var den gaaet til et andet Baden end Wiesbaden. — Nu har jeg ikke andet med mig end mit Underskud, sagde han, og det har Balletten slemt tæret paa i den sidste Tid. Og det, just som vi allesammen troede, at den var »En Folkesaga« blott. Puk kunde desværre ikke give ham bedre Raad end at give Ha n s Be c k og Va l b o r g J ø r g e n s e n Gift. Saa fik Balletten jo nok Ben at gaa paa. Mar tin iu s •skulde ned til Paris og holde Vælgermøde med sine bonapartiske Vælgere. R i i s - Kn u d s e n var kommet j i lukket Droske for at sige Farvel. — Glem mig nu ikke, Martinius, hviskede han med graadkvalt' Stemme. H e i b e r g staar imellem os, men . . . Han blev afbrudt ved, at Martinius tog en Herre i Nakken, der var kommen til at staa mellem ham og Riis-Knudsen. Herren tik enkelte Prygl, men selvfølgelig bad Martinius saa mange Gange undskylde, at han havde opfattet sin gamle Direktørs Ord altfor bogstavelig, da han bagefter opdagede; at det ikke var Heiberg. Der kern Ab r a h am s.

QJ