S_PUK_SøndagDen7.Januar.1894

Pari s. Den første Paris valgte vel det skjønne, I vore Dage kan det ej sig lønne. Behold, o franske Berendsen, din Pris : Jeg holder foreløbig mig til Riis. M art i n ius (i Spidsen for en Skare Misfornøjede). Jeg snakker med Riis, til han sig forbarmer — Paa den sædvanlige, venlige Maade; Nu skal vi se, hvem tilsidst der skal raade. Nu har vi jo Gud ske Lov ingen Gendarmer. (De rykker frem. Den trojanske Krig begynder. Tæppet og Heiberg falder.)

I F a r i s ’ s D o m . Et Hyrdespil i Miniatur.

Pa r i s. M in Fa’er er ikke Priamus,

Pastor Mors. En højst meget mærkelig Historie.

Skjønt de to barde drukket Dus; Hin Trojas Konge fordum var, Min Fa er vel ingen Krone har. Men han er sine norske Børns, Blandt andet underskrevne Bjørns Den store veritable Bjørn — B j ø r n s t j e r n e Bj ø r n s o n, Norges Ørn. Jun o. Ak. lille Bjørn, skjønt ret junonisk. Jeg elsker Dig mer end platonisk. Kom lille raske norske Bams, Kom til din gamle-A braham s. Da kjender alt jo min Menage — Vil Du mig være tro og huld, Jeg skjænker Dig det røde Guld: Det halve af Ch a r l o t t e s Gage. V enus. Mit Toilet er å la Paradisicnne. Sommetider ogsaa å la Parisienne , Glemt har jeg ma foi længst det horrible Dansk, Gi’er den derimod som Konsularagent paa Fransk. Jeg byder Dig Kasinos flygtige Gunst, Og i Tilgift Integade-Peter omsonst, Selv ta’er jeg maaske Del i Ledelsen. Ellers er mit nom de guarre — Hr. Be r e nd s e n . Mi n e r v a. Jeg skjænker Visdom Dig. Vær uforsagt ! Ved Døren H e i b e r g staar paa Vagt Med He r t z — nej B r e d s t r u p — ved sin Side, Parat til med Ma r t i ni us at stride. Du veed, vi holder ej just paa det jævne, En Fjeldmand savner vi, thi R o s e n b e r g — Du veed, min lille raske, muntre Dværg — Alt længst har sat i Seene — over Evne.

Puk havde netop fuldendt et epokegjørende videnskabeligt Værk om den literære Udøde­ lighed. Det endte med følgende Storslaaethed: »Saaledes forener Puks kritiske Filosofi sig med den instruktive menneskelige Komik og med den umiddelbare Grinagtigheds Lys, og støttet fra alle Sider staar den ophøjede Yished om den personlige Humors Udøde­ lighed urokkelig fast.«

Paa en Gang bankede det paa Puks Dør, og en fremmed Mand kom ind. Han var saa mager og indfalden, at han ved første Øjekast mindede om Puks Ophav, men Puk saa dog strax, at det ikke kunde være ham. Han lignede nemlig en Gjenganger, og bemeldte Ophav har saa ondt ved at klare sig i dette Liv, at det næppe kunde falde ham ind at gaa igjen, ligesom overhovedet enhver Tanke om at s p ø g e ligger ham uendelig fjernt. — Mit Navn er P a s t o r Mors, sagde den Fremmede. — Formodentlig opkaldt efter R i i s - K n u d s e n s Hjem­ stavn som en lille Opmærksomhed fra Gj el l e rup? Professoren er jo som hekjendt fra Mors. — Professoren ? Ak nej! En Mand, der uskadt har været Marti ni us’s Direktør i sex Aar, paa ham bider hverken Jern eller Bly. Han er udødelig og jeg er Døden. Men nu skal jeg vise Dem noget . . . . . . . . Og inden Puk saa sig om, stod han med Pastor Mor s helt udenfor Byen. Det var et underligt Sted. Det mindede i en Fart om Assistentses, men i Stedet for Grave var der store Dynger Bøger i aldeles ny og fejlfri Exemplarer. — Gak til Pastor Mors og bliv vis, sagde hans Ledsager. Dette er den literære Udødeligheds Kirkegaard. Her er Op-