S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

27

1. Oktbr.

P O L I T IK E N

KØBENHAVNS F A JA N C E F A B R IK

1 9 2 4

KØB ENHAVN S F A J A N C E F A B R I K . DANMARK . • V A R S MÆ .RK6*

•VARE MÆRKE-

P R O D U C E R E D E i 1 9 2 3 1 .2 0 0 0 0 0 Sik.

J t e in r . J e s s e n Farveri &kem.Tøjiensninø H o v e d a f d : S l o l 5 ( j a d e 3 . T l f N o r a . 6 6 1 . FilidJ; I s f e d q e v d e 6 7 . T i t V 5 4 6 9 x . F å b p i k o g l n d l : D rø n s hø js h o lm s A l l é 4 5 .T lLB e lk% . ç fin e s é t V d fø p e tse , ( 9 /e y . P p e fn tn a ~

K Ø B E N H A V N I P A R I S E S S S S E S S R L O N D O N

P A A F U G L SERVICER

K U N S T

T R A N Q U È B A B SERVICER

FATANCE

tes nogle Brandere, som vakte Latter. Da vi den paafølgende Aften gik.og spillede Billard, faldt Talen paa Stykket, og Wulff sagde: „Lad os lave en Revyl* Som sagt, saa gjort. Vi spillede Billard hver For­ middag, og naar vi midt i Partiet fik et Indfald, nedskrev vi det paa en Lap Pa­ pir. Saaledes kom den første Revy til Ver­ den“. Hertil maa bemærkes, at Carl Wulff var en lige saa lidenskabelig som slet Bil­ lardspiller.

virkelig holdbare Vittigheder imellem. Og det var den økonomiske og ordentlige Vil­ helm Petersen, der skrev dem op, sleb dem til, indfattede dem og fik dem til at brillere i Revyerne. Da Poul Marcussen kom til, tog han sig særlig af Viserne, navnlig „Skønsan­ gene“. Men i øvrigt var Samarbejdet mel­ lem Forfatterne den- Gang af en ganske anderledes intim Art end nu. Det var saa at sige næsten umuligt bag efter at skille Revyen ad og sige: „det har den lavet, og det har har den lavet!“ Det meste af Replikskiftet og den nød- tørftigé Handling fødtes i Samtaler, og mange af Viserne blev skrevet i Fælles­ skab/ Meget blev først til paa Prøverne, ja, paa selve Generalprøven. Og fra Aften til Aften undergik Revyen en stadig For­ andring, idet der kom nye Morsomheder til, og der blev indlagt nye Vers. Saaledes fandtes det ovennævnte Vers om Augustin Gamél ikke oprindelig i Re­ vyen 84, ja, det findes ikke en Gang i den trykte Udgave af Sangene, men blev først indlagt senere. Som en Kuriositet kan an­ føres, at Elisabeth Christensen oprindelig havde sunget Visen eller rettere sagt Melo­ dien paa Folketeatret i „Skodsborg—Ved­ bæk—Kjøbenhavn“ under Titlen „MjUtært Sværmeri“, Melodien, der er Olivier Métra, gjorde saa mægtig Lykke, at For­ fatterne saå deres Regning ved at lade Lis­ beth synge den i Revyen med en ny Tekst „Adaminés Kjærester“. Som en Prøve paa, med hvilken Omhu Visedigterne den Gang beflittede sig paa at alludere til og vitse paa Emnet hele Verset igennem, fortjener det nævnte .Vers at anføres i sin Helhed:

mest con amore, og selv om Honoraret ikke ligefrem blev udbetalt i Smørrebrød og Romtoddyer, saa var det hurtigt omsat i saadanne Naturalier. Men eksempelvis kan nævnes, at Carl Wulffs Honorar for Revyen 1876, Rejsen til Mcianen, den Revy, der slog Revyerne fast i Kjøbenhavn, var 150 Kr. Vilhelm Petersen var jo den Gang Morskabsteatreis Direktør og beregnede sig ikke selv noget Forfatterhonorar. Endnu i 1884 var Forfatternes Hono­ rar tilsammen kun nogle faa Hundrede Kroner. — r—; —* Vilhelm Petersen har en Gang fortalt mig en lille Historie, der pudsigt belyser Revyforfatternes Forhold i de Tider. Jeg giver Peter Vilh. Ordet: Carl Wulff og jeg var blevet enige om at mødes paa Skydebanen for at spise Middag. Hvorledes det var gaaet til, véd jeg ikke, men vi havde hver for sig faaet den Opfattelse, at det var den anden, der inviterede. Jeg vidste, at Carl Wulff lige havde faaet Gage paa Folketeatret. Og Carl Wulff tænkte vel, at saadan en Teaterdi- rektør altid havde Penge paa Lommen.

Vi spiste og drak Vin til Maden og undrede os vel i vort stille Sind over den Andens Flotheds Og vi lavede Brandere og skrev op og forberedte saa smaat den næste Revy. Først, da vi begyndte at, dis­ kutere, om vi skulde have Kognak til Kaf­ fen, anede vi Uraad og blev hede om Øre­ ne, Da vi lagde vore Kassebeholdninger sammen, saa vi, at de ikke yilde kunne dække Regningen. Jeg, der altid maatte Mare saadanne Situationer, kaldte da paa Tjeneren og bad ham hente et Bybud. Bybudet gav jeg i Hemmelighed mit Ur og instruerede ham om, at han skulde pantsætte Uret paa det nærmeste Pantelaanerkontor, lægge Pen­ gene i en Konvolut og overrække mig den­ ne med Repliken: »Her er Svar paa det Brev fra Herrenl“ Bybudet udførte Ordren hurtigt og rig­ tigt, Jeg betalte ham og affærdigede ham, fik ubemærket transporteret Pengene fra Konvoluten over i Portemonnæen og kald­ te saa med en stor Mine paa Tjeneren og bad om Regningen. Medens jeg var i Færd med kritisk at gennemgaa Regningen, kom Bybudet plud- selig atter til Syne og sagde med høj i Røst: 'i v w ' 1

— Undskyld, jeg glemte at sige, at jeg’ satte Uret paa Navnet Peddersenl Jeg behøver vel ikke at sige, at hele min Værdighed gik fløjten, navnlig da Carl Wulff slog et mægtigt Skvalder- grin op. ” , Saaledes var altsaa Revyforfatternes Forhold den Gang. Det kan vel ogsaa hænde for en Revyforfatter i Dag, at han ikke har Penge til at betale sin Middag med. Men Vilhelm Petersens lille Histo­ rie maa ses i den Sammenhæng, at Re­ vyforfatternes Indtægter dan Gang ikke var større end, at de ikke regnede med dem i deres Budget, men som oftest enedes om at spise deres Maanedsafregning op i en god, lille Middag, som denne her paa Sky­ debanen. Senere steg jo Revyforfatternes Ind­ tægter betydeligt. Eksempelvis kan anfø­ res, at Henriques og Melbye paa Revyen Kjøbenhavn N, i 1892 tjente 5000 Kroner tilsammen. Men der var dog langt igen til de høje Honorarer, som Nutiden kender. Hvad en Revy som Scalarevyen 1924, Regnbuen, har indspillet, og hvad den har givet sine Forfattere, kan ikke siges endnu. Men den

kommer vel op paa Siden af Rekordrevyea for et Par Aar siden, Million-Revyen, som den kaldes mellem Revyforfatterne, fordi den indspillede mere end en Million Kro* ner, Den gav sine Forfattere og Konw ponister over 100,000 Kroner til Deling,

N u tid e n s „ P e t e r V ilh .“. Spørgsmaalet om, hvorvidt Revyerne 1924 kan staa Maal med Revyen 1884, kaa sået ikke besvares, fordi disse to Ting &1« deles ikke kan sammenlignes. At Revyen 84 gik hundrede Gange, va* bemærkelsesværdigt for den Tid. Men d3t skyldtes for det første den før nævnte Omstændighed, at Revyen stadig blev for­ nyet, saaledes at den til Slutning næsten ikke var til at kende igen. Og for det an­ det skyldtes det mærkværdigvis ogsaa det­ te, at Kjøbenhavn den Gang var langt min­ dre end nu. Til Gengæld var Byen meget flinkere til at gaa i Teatret. Det var hoved­ sagelig de samme Mennesker, der saå Re­ vyen samtlige hundrede Gange. Ja, der var ligefrem en hel Klike, som var Stam­ gæster. Og selv almindelige Menneskei maatte se Revyen flere Gange. I 1924 har Kjøbenhavnerne nok af et se Revyen én Gang. De store Revyer' t t tydeligvis skrevet for Fremmede og base*i ret paa Turistbesøget. Det oprindelige Rø* vybegreb »vore egne Vinneverrer“ har in­ gen Plads i Storbyen. Revyen som saadan er egentlig afdød, uden at vi har lagt Mærke til det. Den er gaaet ind som Led i de store Udstyrs* feerier, i Farver, Folkekomedier, Operet­ ter og Vaudeviller, men den eksisterer ikks mere som selvstændig Kunstart Det er ikke Revyforfatternes Skyld. Det er Udviklingens, Ogsaa paa dette liil* Omraade kan man maale, hvilken mægtig Forandring Kjøbenhavn er gennemgaaet fra 1884 til 1924, 'Axel Breidahi,

V ilh e lm P e te rse n , da h a n som 2 1 -a a riff s k r e v s in fø rs te R e v y . I det desværre forlængst afdøde Tids­ skrift „Dania“ har Professor Karl Larsen i en Afhandling om Billardspillets Ter­ minologi anført Udtrykket »en Wulffer“ som Betegnelsen for et meget slet bereg­ net Stød, som desuagtet faar en god Virk­ ning (et „tykt Svin“, som det hedder i Bil­ lardargot). Den, der skriver disse Linjer, erindrer endnu saa sent som i Slutningen af Halv­ femserne at have hørt Udtrykket „en Wulff’er“ anvendt i Revyforfatterkrese som Betegnelse for en Slumpe-Vits, en hasarde­ ret Brander, et Ordspil, der er fremkaldt under et Ordskifte og turneret med Ly­ nets Hastighed. I et saadant Brandmageri var Carl Wulff en Mester. Det var „Svin“ det meste. Og de Fleste stod sig ved at blive 4 {lemt med det samme. Men der var ogsaa

Den fjerde, jeg har Tcend^ var medicinsk Student, ej ung og ej gammél, men der var i ham Smekt.

Forleden mødte han en Zulukaffertnand, og da han straks blev son sieg han løs.

Og mens han stod og gav den anden KUn, saa sale han: „ Ach du Reber Augustin! ej dine brændte Bønne ' hjælpe fcOf for nu ska' du s’gu ha' Dada! Visen gjorde som sagt mægtig Lykke og blev sunget bele Landet over. Og den Gang havde man endda ingen Grammofoner til at sprede den. Skønt jeg i 84 kun var otte Aar gammel, husker jeg endnu tydeligt, at bele Randere sang den. Og dens Ry holdt sig i adskillige Aar. — Hvorledes var nu Revyforfatternes Forhold og Indtægter i disse Tider? Ja, de allerførste Revyer blev jo skrevet nær-,

S c e n e r i f r a M illio n -R e v y e n „R e srnb u en “

p a a S c a la .