S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

1, Oktbr.

P O L I T I K E N

VO F Ø V CT f O F V iU l d l e t .

Aaret 1884 betegnede et « » - 1 punkt i næsten samtlige kjøbenhavnske

K j ø b e n h a v n s k T e a t e r 1 8 8 4 — 1 9 2 4 .

J

Teatres Liv: Paa

Folketeatret Direktørskifte: Robert Watts Periode afsluttedes, og den sekstenaarige Abrahamske Periode begyndte. Paa Casino afløste August Rasmussen den drevne Theodor An­ dersen, som overtog Dagmarteatret. Paa Det kgl. Teater indtog Kammer­ herre Fallesen Chefsposten. Folketeatret i 84! Slet beliggende, i en kedsommelig Afkrog af Byen, ved Skidentorvet. Anseelse: en Slags Revy­ teater. Abrahams’ Repertoire, i væsent­ lig Grad Syngestykker og Operetter, men ogsaa Holberg, Fru Heiberg, H. C. Andersen, Goldschmidt og unge, danske Forfattere: Esmann, Peter Nansen, Edv. Brandes. Direktionen bestandig paa Fallitens Rand. I 1900 overtager Dorph-Petersen Direktionen: Palle Rosenkrantz, Sherlock Holmes, Thummelumsen, Bergstrøm: Lyng- gaard & Co.! — 1912 Johannes Nielsen Direktør: Over Evne, Samson og Da- lila. F ra 1912 E inar Christiansen, i hvis senere Aar Teatrets Ansigt er blegnet. Hr. Frische skal nu give det Kulør igen. Man maa haabe, det lyk­ kes i den Form, at Teatrets bedste Traditioner genopfriskes. Glimrende Skuespillere har dette Teater ejet: Zinck, Julie Møller, Sophus Neumann, Alb. Helsengreen, unge Reumert, Sig­ rid og Jonna Neiiendam, for blot at nævne nogle. Ypperlige Instruktører: Herman Bang, Johannes Nielsen. Mindeværdige Gæstespil: Anna Nor- rie, Bjørn Bjørnson, Lugné Poe med Suzanne Déprés, Mounet Sully, Sa­ rah Bernhardt, Coquelin, Eleonore Duse, Johanne Dybvad!— Folketeatret har virkelig Traditioner, og Tradition er baade Arv og — GældI Em m a T hom sen . Dagmarteatret var i 84 „den ny Scene“ i Jernbanegade (hør, hvor det lyder af Stationsby!). .Men Theodor Andersen vandt allerede i 86 sin afgø­ rende Sejr med „Den tapre Landsol­ dat“, én af de største Sukces’er i dansk Teaterhistorie, hvorefter han klogeligt trak sig tilbage som en rig Mand. Kaos! Skuespillerne spiller paa De­ lingf Endelig i 89 indledes den iiterære Periode af Riis-Knudsen, Mant- zius, Julius Lehmann. F ra 90 til 97 fortsætter Riis-Knudsen som Enedi­ rektør. Det er inden for de 40 Aar det eneste kjøbenhavnske Direktorat, som virkelig staar og vil blive staaende som en „Epoke“ -*■< (man mene saa i øvrigt hvad man vil om den af Riis- Knudsen repræsenterede „Retning“) ~ den eneste hele, betingelsesløse Ind­ sats af rene Idealer, forenet med øko­ nomisk Offervilje og — NB. — økono­ misk Kunnen. Ædelt, maaske lidt for ædelt Repertoire, i et Plan, Skuespil­ lerne ikke helt kunde naa, hvilket til Gengæld medførte, at dette Privatte­ ater blev en Art Skuespillers&ole: for Emanuel Larsen, Augusta Blad, Niko­ lai Neiiendam, Anna Larssen, Jacques Wiehe. Ogsaa for Martinius Nielsen, som i 97 overtog Direktionen, og tildels fulgte Riis-Knudsens Linje med det bedste Personale, noget kjøbenhavnsk Privatteater nogen Sinde har haft: paa én Gang Anna Larssen og Betty Nan­ sen, Sophus Neumann og Peter Fjel- strup, Adam og Johannes Poulsen. Kjøbenhavn var endnu den Gang Lil­ lekøbing, og Martinius naaede at blive en „Figur“, vor Sir Beerbohm. Sær­ ligt i den Periode (1902—05), hvor og­ saa Casino ble.v underlagt hans Scep­ ter, var hans sølvknappede Stok, hans

P e t e r à P o r t a s feeudte H jø r n e G am m e lto rv—b y g a d e f ø r 1900 og n u .

D e t k o n g e lig e T e a t e r i E ft e r a a r s b e ly s n in g . I H jø r n e t

O la f og E m il P o u ls e n .

dansk Arbejde“, men i øvrigt efter e« ¿åbenhjertig, merkantil Plan. Casinos Historie er en Rocambole« Roman for sig. Da August Rasmussen i 84 overtog det efter Theodor Ander* sen, var Teatret ribbet. Han forsøgt« med „Féerier“, men Féerne har ikke været gode eller ikke gode nok: Fallit.; Opløsning. Personalet spiller paa De­ ling. Et Lyn: Strindbergs „Faderen Mange, korte Direktorater med stor, men ugengældt Kærlighed til „det bre-* de Publikum“, som aldrig forstaar Ko­ ketteri. Robert Watt vilde prøve noget Nyt („Kameliadamen“), og drog Gu­ stav Esmann til. I 93 Betty Nanseus Debut. 1 94 Krak, Deling, Avktion,—Ri-« chard Schrøder fortsætter med Folke-» komedier („De smaa Landstrygere“) til 1900. Abrahams og Edgar Høyer springer til, Abrahams dør, og Edgar Høyer, som sikkert vilde have draget én Lanse for den ny Ungdom, maa op-* give Kampen, allerede 1902. Martinius danser paa slap Linje til 1905. F rits Petersen fra „Sommerlyst“ lægger smart ud („Den glade Enke“), men;

Slængkappe, hans høje Hat, hans Tax­ ameterture fra Jernbanegade til Ama- Jiegade Strøgkonditoriernes uudtøm-

Set under Evighedens Synsvinkel er dansk Teaters Udvikling gennem de sidste 40 Aar vel nærmest at sammen-

Ølhalle, som efterhaanden blev „Kon­ certsal“, Variété, Operette-Teater, ind­ til Skaarup (og Wulff) i 1912 overtog Direktionen og gjorde det til vort Ca­ sino de Paris, vort kosmopolitiske Show med en særegen, raffineret At­ mosfære af barok Humor, dancing giris og sing-song-boys, Sarauwsk Vid lanceret med Livas Humør, i en Duft­ sky af Cotys Parfumer og et Flimmer af excentriske Pragttoiletter. Saadan har ogsaa Frederiksberg Morskabsteater været underkastet en besynderlig Forvandling: fra det lille, ganske primitive Forlystelseslokale, hvor Gerner og Frederik Jensen sang

Direktricemønster. Det ér nu ube­ stridt det Privatteater, der har det

P e t e r F je is t r u p som ung. melige Samtalestof. Men at være Di­ rektør, Instruktør og Skuespiller paa to store Teatre, det var „over Evne“ paa en anden Maade. De to Scener blev økonomisk undergravet, „De ’Otte“ brød ud. Saaret lægtes, men da Anna Larssen forlod Teatrets Tempel til Ære for Evangelieteltet, og Johannes og Adam Poulsen gik til Det Kongelige, var Sammenbrudet uundgaaeligt. En ny Serie mere eller mindre holdningsløse Provisorier fulgte: Oda Nielsen, Ghrist- mas, Fritz Petersen, Herold og Lieb- mann, „Scenekunstens Fremme“ (Jo­ hannes Nielsen og Adam Poulsen, 1911 —14). I den gyldne Gullashtid 1914— 19 kom Hofman, som præsenterede os for Shaw og Svend Gades Strind- berg (Drømmespil, Advent), men el­ lers ikke helt syntes at kende sin Be­ søgelsestid. Endelig Rooses korte, men energiske, kunstneriske Indsats (1919 —22) med Reumert og Bodil Ipsen i et glimrende Repertoire. Og nu Hof­ man paa ny, men i en yderst vanske­ lig Tid. Den roligste Tilværelse h ar vel Det ny Teater ført, det, som alle kloge Ho­ veder mente, var dødsdømt fra Starten paa Grund af sin daarlige Beliggen­ hed. Det aabnede under Lindstrøm (1908—09) —? „Dollarprinsessen“, „Niels Peter Swane“, Reumert og Ca- jus Bruun, — og siden har Direktør Ivar Schmidt uafbrudt ledet det, ud fra en vis Velvilje over for uindviklet

R o b e rt W att. kunstnerisk interess anteste Repertoire og den tydeligste Linje. Har Udviklingen saaledes været i forbløffende Storstadsstil, saa har til Gengæld den Interesse, hvormed vi alle har fulgt hver enkelt Fase i den, be­ varet en allerkæreste provinsiel Ka­ rakter. Vi gode Folk her i vor Lippe- Detmoldske Idyl kender jo kun virke­ lige Verdensbegivenheder af daarlig Omtale, og følger derfor med langt større Interesse, hvornaar vor Næstes Haar begynder at spalte i Spidsen. Te­ aterfolk er herligt Stof for os, de har Temperament eller i hvert Fald Tor­ denmaskiner, der kan faa det til at ly-

S o p hu s A e u in a u u . ligne med en beskeden Myrefarce paa Spidsen af en Grannaal. Men for de gode Indvaanere i det Lillekøbing,. Kjøbenhavn, var i Firserne, har den i Sandhed været imponerende. Firser­ nes Kjøbenhavn var jo „inden for Vol­ dene“: Betty Nansen-Teatret, Scala, Det ny Teater, Fønix, Thalia, og hvad de hedder allesammen, ja, selv Dag­ marteatret — det er altsammen „uden . for Voldene“.

K a r l M a n tz iu s .

om Sommeren (og kun om Sommeren, for Publikum kunde ikke lokkes saa langt uden for Lov og Ret om Vinto ten), indtil Leopold Wundt i 1912 overtog det og døbte det om til Alex- andra-Teatret, og det med August Falcks Strindberg-Gæstespil første Gang blev den literære Verden bevidst. 1 1914—15 prægedes det under Schned- ler-Sørensenss Direktorat af Peter Fjelstrups-Kunst, i de to følgende Aar (Albrecht Schmidt-Wundt) af Clara Pontoppidans („Eventyret“) og Mal bergs („Forretning er Forretning“), indtil den Dag i 1917, hvor F ru Betty Nansen under et Gæstespil købte det bort over sine Værtsfolks Hoveder, og omdøbte det til Betty Nansen-Teatret, hvorved Kjøbenhavn fik sit første in­ time Teater efter fransk Primadonna-

S e v e rin A b ra h am s . skandaliseres og dør for egen Haand* Panikstemning. Fjeldgaard leger Di-* rektør i tre Sommermaaneder. Aaga Garde skaber pludselig en kunstnerisk* værdifuld Forestilling med Strindberg« „Gildets Hemmelighed“. Men Intet sy** nes at hjælpe. Det lysner alligevel: Ger«» da Ghristophersen bliver vor førsta kvindelige Teaterdirektør og klarer sig gennem 1912—14 med Operetter. Hol-* ger Rasmussen „skurker“ med forskel-*

Julie Møller« Scala var for Datidens Kjøbenhavn et Etablissement, fjernere end Charlot- tenlund Palmehave for os, en udenbys

A nn a L a rs s e n . de saadan, — der sker altid saa dej­ ligt meget hos dem: Krak og Kriser! — I Enkeltheder at genfortælle eller genopleve alle disse søde Sindsbevæ­ gelser gennem 40 Aar, vilde virke trættende, og mindst tage ny 40 Aar, da hver Kendsgerning maatte vendes og drejes foran Misundelsens og Ha­ dets, Skuespillerforgudelsens, Snob­ beriets og Alverdens intrigante Aktø­ rers, Direktørers, Juristers, Kritikeres, Petitjournalisters, Bankmænds og Aa- gerkarles Troldspejle. Men om man blot drejer en Film af Direktør- og Skuespillernavne, af Aarstal, Forfatte­ re, Stykker og Roller forbi Hukommel­ sen, saa giver den i sin Flimren det allerbedste Indtryk af denne bevægede Side af dansk Teaterhistorie.*) *) Til dem, der ønsker at studere Em­ net til Bunds, anbefales Robert Neiiendams Standard-Værker om Det kgl. Teaters, Casinos og Folketeatrets Historie og samme Forfatters mange smaa Teatermonograiier.

D e t f o r s v u n d n e K j ø b e n h a v n . I I .

D e t f o r s v u n d n e K j ø b e n h a v n . I .

H e le det ny Ø ste rb ro h a r stam p e t sig op p a a R u in e r n e af nog le a f de mest id y llis k e K v a r t e r e r . K a lk b ræ n d e riv e je n « som v ise s p a a o v en s ta a en d e B ille d e , v a r i F ir s e r n e et af de mest k a ra k t e ris t is k e «

gam le , b e sk ed n e L y g te k ro p a a G ræ n se n a f N ø rre b ro og Utterslev m a a tte fo rs v in d e son» F ø lg e a f B y e n s U d v id e lse og S la n g e r up ban eu s Aa&u ing .