S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

POTvfTn ^ m

12

T, Oktbr*

kan et Folk kaldes saa, fordi det af samme Grund gjorde det samme. Her bare den Forskel, at et helt Folks Interesser er saa meget stærkere tvin­ gende end et enkelt Individs. Man har kaldt det, vi har gjort, for Revo­ lution. Det kan være saa, men Nav-

Saaledes peger Tegnene mod hin­ anden. Men Sagen er vigtig, og Afgørelsen trænger paa. Der er ingen Tid at give bort. Hvad fcnener Hr. Provsten, om De og jeg traadte sammen i et Fællesudvalg til Spørgsmaalets Løsning? Forventende Deres ærede Svar forbli­ ver jeg med udmærket Højagtelse Deres meget ærbødige Hr. Hansen. (16/7 1905). i j ø r n s t j e r n s B j ø r n s o n t i l d a n s k e V e n n e r ! Carl W. Wirséns Kantate ved K ir­ kefesten for det nygifte svenske Fyr­ stepar har en Strofe om, at det sven­ ske Folk holder de Love, det har af­ lagt Ed paa. Dette læser vi Nord- mænd saaledes, at der er et andet Folk, som ikke holder de Love, det har af­ lagt Ed paa, og det er det norske. Vi mindes herved, at vi i Sverige Under Uuionskrisen rettede Bjømstjerne Bjørnson gennem Politiken følgende Henvendelse til sine danske Venner:

til Sjæl, og glæder mig allerede, naar jeg ser Dem i lang Afstand. De er ikke.sur som saa mange af Deres Embedsbrødre; det ser jeg af det milde Ansigt, der skin­ ner ud af alle Deres sorte Klæder. Dem kan jeg snakke med. Og da jeg nødig vil se Dem falde i Kloerne paa en af de unge Flabe, der i Politiken spiller Halløj med alt mellem Himmel og Jord — jeg har ofte, men desværre forgæves, foreholdt Redaktionen det Usømmelige deri — hen­ vender jeg mig trøstig og direkte til Dem i Anledning af Deres Ud.aleiser paa det sidste Vigilia-Møde, der forløb saa smukt og vakte Genlyd alle Vegne, hvor man overhovedet kan høre. De advarede indtrængende mod Spor­ ten. De sagde: Det er ikke værd at tale om, hvad der kan ske, naar de to Køn kommer sammen. Uden Tvivl har disse Ord givet An­ ledning til Mistydning. Kundskaben om, hvad der sker, naar de to Køn kommer sammen, har jo alle Dage været ret al­ mindelig og er vel næppe mindre i disse Tider, hvor Aviserne sludrer om alt mu­ ligt, og Præsterne læser dem op i Kon­ certpalæet. De og jeg véd det saa godt som Nogen . . . . De bedre end jeg, hvor­ med jeg ikke sigter til Deres flere Børn — jeg er yngre end De og skal nok indhente Dem — men til Deres hellige Embede De maa stadig, oven i Købet paa den mest solene Maade, lade de to Køn komme sammen, og bagefter døber og konfirme-

rejses for Herodes eller for en Bisp eller for Pilatus. Men for Tietgen bør en Statue rejses. Den burde ikke være et Billede af Manden. Det vilde være fo r'lid t. Den burde være en Mands­ skikkelse, der, mejslet af Sinding eller af Tegner, betød Viljen og Geniet. Og vi og de, som følger efter os, burde af Statuen lære alt, hvad der dog kan udrettes af en Handlingens Mand — selv i det mindste Land. Landets Største er død. Uden Haab om nogen Tid at kunne naa ham maa de, som fulgte efter ham, bygge videre paa det, som han i Kraft af sit Geni har skabt, Herman Bang.

henfarne Aander som med det bestaa- j ende Samfund. I Sverige er han for Øjeblikket baade national og populær. Lykken er kommet over ham, og han er blevet rolig — dog uden at man skal frygte for, at han foreløbig inde­ spærres mellem „de Aderton“. Da Strindberg en Gang l'aa i Frank­ rig, lidende af et frygteligt Hjerteonde, troede han, at Ondet hidrørte fra en Fjende, der sad i Stockholm og med Naale gennemborede hans Portræt. Han blev dog rask igen, og formodent­ lig har han indset, at Fjendernes Naale er mindre farlige end en vis lille Guddoms Pil. Lykkeligere Ægte­ mand end Strindberg findes der næp­ pe i Verden, hvor alt for mange af hans troskyldige Læsere gaar og ha­ der Kvinden. Det er en næsteD humo­ ristisk Tanke, at denne opofrende Æg­ temand er Sjælesørger for vrisne Pe­ bersvende. Men Modsigelsen forsvin­ der, naar man ser hans Hustru. Og- saa ved Infernos stridige Forfatter standser vi da ved det evige Spørgs- maal: Oii est la femme? Hvad nytter det Vismænd og Daarer, at de gør Modstand. En skønne Dag begynder de dog at gaa i Ring og synge deres Bro, Bro, Brille . . . og hvem der kom­ mer allersidst skal o. s. v- lndex. i Politiken ved Tietg^ns Død. C. F. Tietgen er død. Landets Før­ stemand er død. Han ragede højt op over os alle; over alle dem, der klatter Farve paa et Lærred med en Pensel; som bliver graa om Fingrene af at fuske med Ler, som puger og handler, som driver Po­ litik fra Kro til Kro og snakker sig en Magtstilling sammen eller skriver sig den sammen, Linje for Linje, der sætter Bogstav ved Bogstav for at skri­ ve Bøger, hvori der intet staar — han ragede op over dem alle. Og efter Dalgas’ Død er der vel kun en eneste tilbage, hvis Navn tør nævnes i samme Aandedrag som hans. Thi Tietgen, Dalgas og Georg Brandes genoprettede Fædrelandet. Saa mangfoldigt og saa mange­ artet Tietgens Livsvirke end kan sy­ nes, saa enkelt var det i Virkeligheden — saadan som Geniets Virke bestan­ dig er det. Han begyndte med at grunde en Bank for at have en Pengepung. Der­ næst sammentømrede han i et Land, der mestendels bestod af Vande, et Dampskibsselskab' Saa grundede han et Værft, hvor Dampskibene kunde bygges, saa Pengene blev i Landet. Endelig greb han, som dansk, det dan­ ske Folks første Adgang til Ry og førte Ørsteds elektriske Gnist gennem Sibi­ riens Ismarker. En sidste Gang viste han sit Geni, da han forstod, at Land­ bruget var og blev dansk Eksistensbe­ tingelse og, ved at danne Sukkerfa­ brikerne, virkede halvt revolutione­ rende ogsaa i Landbruget. Alt dette og meget mere virkede han. Han skabte vort Samfunds Ud­ vikling i mere end et halvt Aarhun­ drede. Og da hans stærke Hjerne var gaaet træt i vide Tanker, og han maat- te gaa bort fra sit Arbejde, gik han som en næsten fattig Mand. De Kæm­ peforetagender, som han havde skabt maatte tilstaa ham en Aarpenge, for at han kunde ende sine Dage under de Forhold, hvori han var vant. Pen­ gene selv og for ham selv havde aldrig spillet nogen Rolle for denne Mand, for hvem Foretagenderne og det Ud­ rettede var alt. I Livet og som Menneske var Tiet­ gen naturligvis ene. Han bar sin Ma­ ske og foragtede Menneskene som den, der kender dem. Naar de ikke vilde ,som han, skjulte han ikke sin Haan. Naar de trængte, hjalp han, men koldt og som den, der véd, at i Virkeligheden takker Ingen. Naar de krøb for ham, foragtede han dem, og naar de faa, der virkelig ferstod, hvem han var, anerkendte ham, betragtede han det, uden at føle nogen Glæde, som noget selvfølgeligt Jeg er ingen Ven af Statuer, der J23. Oktober 1901.) r i e t g e n . Herman Sangs Mindeartikel

net gør hverken fra eller til, al den Stund her handles af et enstemmigt Folk, ud af en højere Ret end den skrevne Lovs, nemlig Folkets Livsret. Literaturens og Kunstens Mænd burde frem for andre have Ærbødig­ hed for den. De burde forstaa det

M in g a m l e V en S o p h u s S e h a n d o r p h . Ved Schandorphs Død i Vinteren 1901 :>krev Drachtnann f Politiken nedenstaaende Digt, der vakte Forargelse hos Nogle og Beundring hos Flere. Højt i din Himmel, o, Fader Evan, hvor Dagen er stedet til Ro, og Solnedgangs-Skæret har Druernes Glød — der ligger en smuk liden Kro.

(! 22.16 . 1905.)

Der finder man intet elektrisk Blus og ej Telefon eller sligt: tolv Tællepraase, som aldrig gaar ud, gør deres lysende Pligt. Og Døren gaar op, og Døren gaar i: hvad Gæsterne ønsker, bli’r bragt af smaa Kellnerinder som Englebørn i deres mest himmelske Dragt. For Bordenden sidder, med fint-spidset Mund og Kinden lidt hektisk rød, Bellman — med Kniplingsmanchetter paa og en langhalset Lut i sit Skød. Og næst ham, med tindrende Øjne blaa. Johannes Ewald h ar Plads; saa følger Knud Lyhne og Aarestrup — ja, selvfølgelig hver med sit Glas! Forresten ej Forskel i Rang eller Stand: her drikker i ophøjet Ro Carl Bagger og Wessel, og Mantzius med, og Lars Mathiesen — for Tol Da triner den smaa Kellnerinde frem, med Smilehul i sin Kind, og melder, at Sophus Sehandorph er død—- da raabes der lydt: Lad ham ind!

J e n s V e jm a n d

Aakjærs populæreste Digt „Jens Vejmand“ blev første Gang trykt i Politiken, i samme beskedne Udstyrelse som denne

Hvem sidder der bag Skærmer med Kluden om sin Haana, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand? Det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød med Ham’ren maa forvandle de haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry

og hører Ham’ren klinge paa ny, paa ny, paa ny, det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben,, der hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten.

Og ager diu til Staden bag Bondens fede Spand, og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand,

det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ,

Alle har rejst sig, med fremstrakt Glas, i øvrigt i ophøjet Ro —

der næppe véd at finde mod Frosten mer’ et Læ.

og Mantzius fører sin gamle Ven ind i den himmelske Kro. — —

■. I Og vender du tilbage i Byger og i Blæst,

Javist h ar han Ret til at bænkes der, hvor Aarestrup viser ham Plads, og Bellman hilser med Slag paa sin Lut og dypper i Bollen sit Glas,

mens Aftenstjernen skælver af Kulde i Sydvest, og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær, Det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder der Saa jævned’ han for andre den vanskelige Vej; men da det led mod Julen, da sagde Armen: nejl Det var saatruead Jens Vejmand,

Der skal ikke plantes en Taarepil, fordi Sophus Sehandorph er død;

Sophus Schandoi'ph,

han sidder helt godt, med sit Glas i sin Haand og — ad Aare — sin „Kat“ paa sit Skød!

rer De med ikke mindre Andagt det, der er sket. Men jeg er ikke den Mand, der hæn­ ger mig i en uheldig Vending, et mindre vel overlagt Ord. Jeg véd meget vel, at De tænkte paa Literaturen. De tænkte allesammen paa Literaturen. Mødet skulde holdes om Variétéerne, men det blev mest om Georg Brandes, Molbech o. s. v. I en Parentes maa jeg maaske bemærke, at jeg ikke tror, Georg Brandes render noget vider© paa Variété; for Mol­ bech tør jeg ikke svarj, men Herre Gud, selv om han har gjort en Smule Kiks med Lona Barrison — Manden er jo død for længe siden, skal vi ikke lade det være godt? Altsan. — hvad enten Da siger Variété eller Tivoli eller Sport, saa tænker De paa Literaturen, paa de Bøger, De og jeg giver vore mange uskyldige Børn i Hæn­ de, og jeg er ikke helt enig med Dem, hvad Sporten angaar. De har maaske hørt en Dame nævne, som hed Hero? Hun levede inden Deres Tid, boede et Sted ude ved Gasværkshav­ nen og stod i et næppe fuldkommen an­ stændigt Forhold til en Hr. Leander, der tjente ude paa Amager. I det mindste svømmede han ¡hver Nat over til hende, og under en af disse Ture druknede han. Der er skrevet en Mængde smukke Vers om de unge Mennesker og deres utillade­ lige Elskov. Ærede Hr. Provst . . . . hvis nu Lean­ der havde gaaet i Paul Petersens Svømme- skole, var han næppe druknet. Der var da ingen Vers kommet til Ungdommens Ødelæggelse, og hvem véd, om ikke en Natmissionær tn sidst havde faaet de to gift og saaledes Ende paa Forargelsen, De ser her et Tilfælde, hvor Sporten kunde virket direkte i Moralens Tje­ neste. Paa den anden Side maa jeg indrøm­ me Dem, at dersom Romeo ikke havde klatret ,saa godt, vilde han næppe svun­ get sig op paa Balkonen til Julie (en Dame, der heller ikke boedo i Holmens Provsti). I saa Fald vilde Shakespeare (en ældre, usædelig, men ikke helt, ta­ lentløs Literat) ikke skrevet en Fjese, som i Forbindelse med visso tekniske For­ trin indeholder en moralsk Gift, der er gaaet Tusinder af Julia’er i Blodet og har gjort „Balkon“ til et næsten uartigt Ord,

gentagende Gange er bievne kaldte et æreløst og troløst Folk, og det af Mænd, som vi troede var vore bedste Venner. Skulde disse samme Mænd ikke kunne tage Hensyn til, at saaledes har Nordmændene aldrig før været be­ dømt, saa længe de har haft Historie. Ej heller bedømmes de saaledes nu i Danmark, altsaa ikke af begge Folks nærmeste Frænder. Ej heller bedøm­ mes de saaledes af den øvrige Verden; Svenskerne er aldeles alene om det, Skulde ikke det kunne gøre dem tvivl- raadige? Selv de udenlandske Blade, som tager Forbehold med Hensyn til Maaden vi h ar opløst Unionen paa — og det gør nok saa mange — de kalder os derfor ikke æreløse eller tro­ løse. Tværtimod, de ros*r os allesam­ men uden Undtagelse for vor værdige Ro, for vor kloge Imødekommenhed. Det vilde de næppe have gjort, om de samtidig mente om os, at vi var æreløse og troløse. Det moderne Tankesæt Verden over er jo, at et Folks Vilje hør være øver­ ste Lov. I vor store Fredspropaganda er dette en Hovedsætning. Selv om her var en Lov eller en Pagt, som forbød os Nordmænd at handle, som vi nu har handlet — hvad vi nægter, at der er — saa har dog et énstem- migt Folk utvivlsomt Ret til at vælge den belejlige Tid for at komme løs fra ütaalelige og umulige Forhold. Utaaleiige, fordi den anden P a rt slet ikke kunde eller vilde forstaa os; umu lige, fordi vor egen konstitutionelle Konge nægtede at komme til os, skønt han intet Ministerium havde eller kun­ de faa. Lige saa Udt som en Kompagnon kan kaldes æreløs eller troløs, fordi hans Interesser tvinger ham til at bryde ud af Kompagniet, lige saa lidt

Med Vinløv din skaldede Isse skal snoes, og „Bellman“ skal tone igen, den Tone, du elsked og kendte som Faa — min vinglade, sangkære Venl Vi red jo tilsammen en Tid vortRidt, og Pegasus traved helt godt, og Folk fik i Næserne Smaasten og Grus —. da nøs de og raabte: hvor raaU Det Ord h a r de brølet helt højt og helt tidt ud af deres Vids A B C ; men ej fik de ned-brølt dit gode Humøri du lo, og blev ved med at lei Nu ve), denne Latter, min gamle Ven, hav Tak for dens Djærvhed og K rait; den skabte dig Venner .«, Gud give, du blot en Fjende til Slut havde haftl Thi det, som skal mærke en Mand for hans Tid og skænke ham Hundred af Aax, er ikke blot Venner, der smykker hans Hus, men Fjender, der smæder hans «Gaardl Dog — just som du var, saa dansk og saa blød, saa barnlig og glad ved det Liv, du skænked* din Drue saa rundhaandet ud ■—» baade du og din trofaste Vivi

han tabte Ham’ren brat; de bar ham over Heden en kold Decembernat.

— Der staar paa Kirkegaarden et gammelt, frønnet Bræt; det hælder stygt til Siden, og Malingen er slet. Det er saamænd Jens Vejmands; hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav histhenne man gav ham aldrig en* Jebjærg, 19./6. 1905, (7. Marts 1901)* A a b e n t B r e v til Højærværdige Hr. Provst Mathias Fenger. R. Provst Fenger har paa et Møde indtrængende advaret Hr, Provsten har sikkert ventet Brev fra mig. De føler som jeg, at Tiden er inde, da alvorlige Mænd bør tale sammen om alvorlige Ting. Det kunde saa sandt aldrig falde mig ind at komme til Dem, hvis De var en af disse letsindige, gejst­ lige Ynglinge med Tusinde Kroner i aar- lig Gage, som De solder op i Injurier mod anderledes tænkende Medborgere. De er af en anden Støbning. En sat Mand er De, som sidder i et stort Embede med Ridderkors og mange Børn. Jeg selv er ligedan, om end min Gag© er mindre, mine Børn færre og mit Knaphul endnu tomt. Dertil kommer, at jeg har megen Sympati for Deres Person. Jeg møder I w ofte. naar De piler rundt fra Sjæl 'Jeppe Aakjær, Ungdommen mod Sporten. Hans Advarsel indbringer ham ne- denstaaende aabne Brev fra Hr. Hansen (Carl Ewald).

Lad Tiden da gnave paa Bøgernes Bind, og ta’ Hdt af Indmaden væk; det Indre hos Sehandorph og godt ¡—s det tørredes ej med hans Blæk* Du ligned vort Klima, vor Øbo-Natur* hint Fugtigheds-Salt i vort Sind — det mangled dig aldrig i hele dit L it paa „Nedbøru og friskende Vindi

Saa blæse med Resten — hvor stor du vel var —f Hvem holder med Guderne Maal? Hil være dig, Broder, i Himmerigs Kro, ved Bellmans det rygende Baall Marlotte, Foret de Fontainebleau, 2. Januar 196*1.

H ø k e r Drachmann,

i