S_KøbenhavnsRaadhus_1893-1905

K Ø B E N H A V N S R A A D H U S

120

ket ganske anderledes. Da de først, nemlig 1889, skitserede det, havde de benyttet et Motiv fra et temmelig udbredt Folkesagn om den frygtelige Lindorm, der lægger sig om en Landsby­ kirke, saa at Menigheden ikke kan komme ind i Guds Hus. Saa bliver en ung Tyrekalv opfødt med Mælk og Hvedebrød, indtil den vokser sig saa overhaands stærk, at den kan binde an med Lindormen. Det bliver naturligvis en skrækkelig Kamp, idet Dragen oversprøjter sin Angriber med Edder og Forgift. Denne Kamp var det oprindelige Ledemotiv for Springvandskompositionen; i Midten, løftet over Kummen, saa man nemlig Tyren bore Hovedet i Dragen, medens de tre Hundrager fra Kummens Rand lumskelig spyede op mod det rasende Kreatur. Det saa paa Pa­ piret grumme djærvt og morsomt ud. Men naar man tager Midtgruppen bort, der ogsaa dekora­ tivt var hele Værkets Krone og holdt sammen paa det, saa forstaar man ikke rigtig Meningen med de tre spyende Hundrager. Og selv om man, som Skovgaard senere har forsøgt paa en lille Model, nu vilde tilføje Midtgruppen, er det dog ingenlunde givet, at Springvandet vilde gøre den glimrende Virkning, som den oprindelige Skitse lovede, thi ved den endelige Udførelse er Dragerne blevet forstørrede i Forhold til Kummen, og Midtgruppen kunde ikke blive saa dominerende, som det oprindelig var tænkt. Endelig maa man ogsaa huske paa, at Værket fra først af var skitseret til den temmelig lille, paa de tre Sider afsluttede Højbroplads - hvor nu Storkespringvandet knej­ ser med sin tørre Overdel —, men Raadhuspladsen er aabenbart lovlig stor til det. Den tørt farve­ løse Asfaltering skal heller ikke tjene til at flattere det; en Mønsterbrolægning omkring Springvan­ det vilde sikkert hjælpe ikke saa lidt. Med alt dette er dog ingenlunde antydet, at det djærve og originale Dragespringvand er blevet forhutlet; men Moralen er alligevel den: Det hævner sig at ændre et Kunstværks dekorative og kunstneriske Tanke, og det er en vovelig Sag at overflytte et Kunstværk til et Sted, hvortil det ikke oprindelig har været bestemt. Højt over Haven løfter sig Trappehusets fremspringende Gavlbygning, Forbygningens fest­ lige Afslutning. Som Forbygningen paa den solløse Nordøstside afsluttes af den golde Taarnflade, saalédes afsluttes den paa Solsiden af denne frodige Gavl, der med sine festlige Farver og sit pynte­ lige Væsen synes undfanget i rigtigt Solskinshumør. I den fremspringende Karnap, hvis halvrunde Gavl viser en let Genklang af Hesselagergaards Gavle, har man for sidste Gang Forbygningens anselige Trefagsvindue, medens jo ellers selve Gavlmotivet fortsættes under beskednere Former i Bagbygningens Gavlkrans. Saa flydende Forbindelsen mellem For- og Bagbygning end er, er der dog her et Parti, hvis dristige Silhuet tvinger Øjet til Dvælen. Det er det slanke Duetaarn, der løfter sig op over Trappehuset og strækker sit kegleformede, kobbertakte Spir c. 79 Al. i Vejret, i Forbindelse med Tindekransens kække Fald mod Bagbygningen. I dette Partis Skønhed er der noget nyt i dansk Bygningskunst, fordi det er uregelmæssigt. Paa Domkirken i Frauenburg ved Königsberg findes der —som Kunstneren har gjort opmærksom paa —Taarne, der i Murarbejdet ligner Duetaarnet. Naar dets Beboere svinger sig ned i Haven, vil berejste Folk sige: Markus- pladsen i Venedig. Det er dog en lovlig fjærntliggende Lighed. Ogsaa paa Hansens Raad- og Domhus bygger Duerne Rede, selv om Kunstneren ikke just har indrettet Slag til dem. Men i de slanke Fialer, der løfter sig over Biskop Oluf Mortensens Vaabenhus ved Roskilde Domkirke, er der udsparet Huller til Fuglereder, og det samme skal være Tilfældet paa Jens Holgersen Ulfs- tands barske Borg, Glimmingehus, ovre i Skaane. Man behøver saaledes ikke at gaa uden for Danmarks gamle Grænser — men vel tilbage til Middelalderen — for at finde en saadan Gæste- venlighed overfor Himlens Fugle, som den, der har fremkaldt Duetaarnet. Fra Gennemkørselen træder man ind i den aabne Gaard, til de skyggende Træer, det pla­ skende Springvand, Grønsværet og Buskadserne, en Hvile for Sindet, en Glæde for Øjet. Om Forladelse - „en indre Gaardsplads, paa hvilken Vogne fra Stifteiserne og Hospitalerne kunne af­ sætte Personer, der bringes til (Fattig-)Afdelingen, eller optage Personer, som fra Afdelingen skulle befordres til disse“ . Saadan læses der i Programmet for Raadhusbygningen, og det er ud fra disse Ord, som fremkalder Forestillingen om Nød og Fattigdom og husvilde Stakler, at B yg­ mesteren har skabt denne skønne Gaardsplads. Hvilken Modsætning mellem det lidet lovende Program og den indtagende Virkelighed! Lad os fra det eneste trivielle, nemlig de kommunale Bænke, stræbe at gøre os klare over,