S_Københavnerliv_1894-1912

l 9°7 „Jomfruen 4 død — Byen uden Sporvogne Kjøbenhavns Originaler. Jomfru T idsfordriv død.

Da den første Strejkebryder-Sporvogn forlod Raadbuspladsen.

Sporvognsstrejke. Ikke en Vognat opdrivei Snestormen. 5. Januar. I fire D a g e h a r K jø b e n h a v n v æ re t u d e n S p o rv o g n e , og B ye n s B o rg e re m a a tte — h v is de da ik k e h a v d e R a a d til at tage en af de næ sten u o p d riv e lig e D ro s k e r — tra sk e a f­ sted i en fo rry g e n d e S n e s to rm . D e r fo rh a n d le s m e lle m P a rte rn e , S p o r ­ ve jsse lsk a b e t og de s tre jk e n d e F u n k ­ tio n æ re r, m e n d e r e r k u n rin g e U d s ig t til E n ig h e d . Nogle Sporvogne sættes i Gang med »Strejkebrydere« Med Spænding imødesaa Kjøbenhavnerne det Øjeblik igaar, hvor den første Sporvogn igen skulde vise sig i Gaderne. Ingen kendte Klokkeslettet. Direktionen havde klogeligt holdt det hemmeligt, for at der ikke straks skulde blive Opløb. Inde i Vognen sad Direktør N ø r r e - g a a r d og nogle Pressefolk, paa F orperro­ nen stod Direktør F a b e r . O verværkfører Levring fungerede som Vognstyrer, og ved sin Side havde han en nyaniagen Mand, der skulde indøves. Vognens Konduktør var en slank, bleg ung Mand med Lorgnet paa Næ­ sen. Han lignede en forlæst Student, hvad han vist ogsaa var. Et Øjeblik efter lød der et Bras. En Sten var bleven slynget mod Sporvognen; den knu­ ste en af de store Ruder, strejfede en Hat og faldt med et Bump ned paa en tom Plads paa Sædet. De svære Glasskaar, der regnede ned, gjorde ingen Fortræd, naar undtages, at Direktør N ø r r e g a a r d fik en lille Glas­ splint i Spidsen af den ene Lillefinger. Saa kører vi igen, 7. Januar. S p o rv e js fu n k tio n æ re rn e s G e n e ra l­ fo rs a m lin g ve d to g ig a a r m e d alle S te m m e r m o d 5 at gaa i A rb e jd e id a g til s æ d va n lig M o rg e n tid . I 9 I

svage Øjne ned paa denne Pynt, medens hun med sin snavsede Haand varsomt rettede paa den. Folk, der har kendt Jomfruen i mange Aar, fortæller, at hun en Gang var en smuk ung Butiksdame, men saa kom hendes ulykkelige

Skæbne i Skik­ kelse af en ung Løjtnant; han for­ lovede sig med hende, men senere »sveg« han hende for at gøre et be­ dre Parti. Og den Dag, han giftede sig, mistede Jom­ fru Tidsfordriv Forstanden. Af andre kjø- benhavnske O ri­ ginaler kender man fra vore Ga­ der Scheibelein, den høje tynde Mand med M ili-

Jom fru T id sford riv.

15. Januar.

Kjøbenhavns Forleden døde » Kronprins Frederiksen « eller »Frederik den Syvendes Søn«, som han ogsaa kaldtes, og igaar Eftermiddags har Jomfru Tidsfor­ driv ogsaa forladt sit jammerlige Liv, 49 Aar gammel. H un har i en Aarrække boet hos Madam Nielsen i en lille ussel Kæ lder i L . Brøndstræ­ de 13, ogdet var Jom fru Tidsfordriv, der bragte baade Føde og Klæder hjem til den fattige Stue fra sine daglige Strejfture om­ kring i Byen. HeleKjøbenhavn kendte den gamle Jom ­ fru med detpjuskede Haar, den lasede, snav­ sede Kjole og Fodbeklædningen, der undertiden var kasserede Dansesko, som en eller anden Frøken havde givet det gamle Skind, medens hun til andre T i­ der havde Fød­ Originaler uddør.

Pudsepetcr.

tærkasketten og Medaljerne udenpaa Overfrakken. Hans m ili­ tære Forkærlighed stammede fra hans Delta­ gelse i Krigen i 64, hvor han blev saaret og

derne i et Par store Mandfolke- støvler, der faldt med Klask mod Brostenene. Dog var Jom ­ fruen altid pyn­ tet. Paa Hatten, som sad skævt, var anbragt en eller anden Blomst, og paa hendes indfaldne Bryst en skrigen­ de Sløjfe. Under­ tiden var denne Pynt kommen fra de bedste Fam i­ lier, til andre T i­ der var Sløjfen lavet af et Cigar- baand, men hvert Øjeblik saa Jom ­ fru Tidsfordriv med sine uroligt plirrende, aands-

taget til Fange af T y ­ skerne. Da han vendte hjem, havde hans Kæ­ reste giftet sig med en anden, og det tog saadan paa ham, at han aldrig rettede sig senere. Nu har han skiftevis Ophold paa »Almindeligheden« og Ladegaarden, men naar han har »Udgang« marcherer han stolt i Spidsen for Vagtpara­ den. Ogsaa » Pudse-Peteri huskes af de ældre, og en særlig fantastisk Original er »Professor« Andersen-Bang, der ynder at holde »stats­ videnskabelige« Fore­ drag, som altid ender

Frederik den S yven d es Søn .

" “ d H alløj

0g Spek‘

takler.