S_Københavnerliv_1894-1912

1 9 0 0

Vore Dages Digtere: Jyderne

Joh ann e s V. Jen sen er en Dyrlægesøn fra Farsø i Himmerland, den næstældste af ti Børn. Han er Student fra Viborg Latinskole og begyndte sin Forfatter- bane for fem, seks Aar siden med nogle blod­ dryppende Fortællinger i Kaufmanns » Revu«, hvor hans Pseudonym »Ivar Lykke « prangede Side om Side med »Louis de Moulin«. Men baade hans Debutroman » Danskere« og de to i 1898 udkomne Bøger »Einar Elkær « og » Him- merlandshistorier « tyder paa, at den unge Jyde, — han er endnu kun 28 Aar, — har Marskalstaven i sin T orn yster ..............

» D e r s v in g e r T o n e r i m it S in d , s o m in g e n M e n n e s k e r h a r h ø r t e lle r a n e t — d e r s t r ø m m e r M u s i k til m ig f r a d e t S t e d i H im m e lr u m m e t , h v o r J o r ­ d e n s k a l r u lle o m H u n d r e d e A a r — je g h ø r e r e n s t o r L y d s o m a f en

Johan Skjoldborg Skønt Skjoldborg er omkring de fyrre, hø­ rer han dog til de yngre Digtere, der vil sætte deres Præg paa det nye Aarhundredes dan­ ske Litteratur. Han er Skolelærer men omgaas med Planer om helt at hellige sig Skribent­ virksomheden. De Løfter, som hans Debutbog >En Stridsmand« gav, har hans senere Bøger >Kragehuset« og »Almue« fuldt ud indfriet. De giver et udmærket Indblik i Lynglandets slidsomme Nybyggerliv og de jydske Bønders Slægtsfølelse, som f. Eks. her i »Pilegaards- visen« fra »Almue«:

Jeppe A ak jæ r er Navnet paa en ung lyrisk Digter oppe [ra Karup-Egnen, som debuterede i 1897 med »Mis­ sionen og dens Høvding «. Senere fulgte For­ tællingen »Bondens Søn«, men det er navnlig hans Digtsamling »Derude fra Kjærene«, som lader os ane, at vi i ham maaske har fundet Tronarvingen til St. St. Blichers jyske Dig­ tertrone .......... Hedevandring. Her har jeg Himlene over min Isse, her har jeg Lyngheden under min Fod. Musen har Rede i guldgule Visse, Hugormen døser ved Gyvelens Rod, Graalærkens Sang, Faar’klokkens Klang gør af min Vandring en Paradisgang. Haren ta’er Spring over Blaabær og Rævling, ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam. Inde bag Bakkerne lusker en Grævling. Vogt da, o Hyrde, de hvide, smaa Lami Ser du hans Bo, lad ham i Ro. han bider lukt gjennem Strømper og Sko. Dunlet i Luften sejler en Maage, Sollyset glitrer i Vingernes Pragt; lavt over Lynghavet styrer en Raage, kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt. Raage og Ravn — hvad gjør et Navn: Hederi ta’er alt i sin dølgende Favn. Viben har Unger bag Porsenes Ranker — duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat! Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker lærer sin Yngel at lege Tagfat, træder sin Dans, svinger sin Svans, hele den vildene Hede er hans. Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare, skylle dem bort i et jublende Væld, sende dem væk med den flygtende Hare, bade min Sjæl i den duggende Kvæld. Solen gaar ned, Himmerigs Fred sænk’t over Lyngen og Sindene med!

Som Aaen i den grønne Eng randt mine Ungdomsdage, og Glæden kom, og Glæden gik, men Sorgen blev tilbage. Min Søn, vær tro! Det Ord dig mind. Og vogt for Svig dit unge Sind! Og Glæden kom, og Glæden gik, men Sorgen blev tilbage. Min Manddomslyst var Gods og Guld at styre og at raade. Min Ungdomsleg, min Manddomslyst blev mig til Ve og Vaade. Min Søn, grib fast, men aldrig fejl! og va’er dit Sind for Næb og Negl! Min Ungdomsleg, min Manddomslyst blev mig til Ve og Vaade. Nu planter jeg en Pilekvist bag Havens simple Gærde; saa længe som den blomstre vil, vor Slægt er her paa Færde. Og naar du vogter dig for Fald, den Kvist og Knopper skyde skal. — Saa længe, som den blomstre vil, vor Slægt er her paa Færde. (Af Almue).

Johs. V . Jensen.

M a lm k lo d e , i M ø r k e t o g t o n e r — je g g ø r i m æ g ­ tig e S y n e r « d e r v a n d r e r a le n e

(A f: Einar Elkær).

» D e fir e s k u m le L æ n g e r la a d e r la n g t u d e p a a d e n a a b n e M a r k s o m fir e D y r , d e r v il v a r m e h v e r ­ a n d r e o g h a r fa a e t s ig la g t k e jte t o g k a n t e t tilrette . D e r v a r in g e n L y s i R u d e r n e , d e t v a r e n u n d e r lig T in g , n a a r m a n e r v a n t til at se L y s i e n G a a r d o m A fte n e n . D e n G a v l, d e r v e n d t e m o d B y e n , h a v d e to G lu g g e r f o r o v e n o g e n L e m p a a M id t e n , d e n lig n e d e et A n s ig t o g h a v d e til S t a ­ d ig h e d en s m æ r te lig t b lin d e t o g b e ­ d ø v e t U d t r y k s o m e fte r et S p a r k i N æ se o g M u n d . H v e r e n e ste A fte n la a d e tte j a m m e r f u ld e A n s ig t u d e i S k u m r in g e n o g s t ir r e d e e n s o m t o g stæ d ig t in d m o d G r a a b ø lle B y .«

(A f: H immerlandshistorier).

Jeppe Aakjær.

124