S_Holbergtidens_København

Ildebrandshuset er som hustype opstået i København i 1600- årene og er således kendt længe før det i 1730’rne blev den mest anvendte husform. Ildebrandshuset er i sig selv et sluttet hele, men alligevel ønskede de fleste ejere at udny tte grundenes bageste del til opførelse a f side- og baghuse. Da reguleringen a f grundene ikke førte til større resultater, var mange a f grundene fortsat små, og det kneb at få presset forhus, side- og baghus ind mellem h inanden. M ange steder var der ikke levnet mange kvad ratalen til gårdsplads. Det var dog ikke alle steder, bebyggelsen var så tæt. Der fandtes overraskende nok ejen­ domme, hvor der bag de høje forhuse var en have med store træer og et lysthus til fornøjelse for ejeren og hans familie. Bag de store palæer kunne disse haver være hele parkanlæg med sjældne træer og springvand. Endnu omkring 1750 havde husene ikke numre. De indførtes først i 1771, og før den tid var det overladt til den enkelte husejer at markere sit hus på mere eller m indre iøjnefaldende måde med skilt eller bomærke, så det adskilte sig fra nabohusene. Det kunne være besværligt at finde frem til den rette adresse, hvis man ikke var stedkendt. M an m å tte undervejs spørge sig for og ellers tage kending a f husenes farve og de udhængte skilte. Hans Blasen boede i »Pæretræet«, »Sorte Hest« lå på Vandkunsten, »Kronen« i Rosengården og »Den grønne Krans« i Stormgade. Tidens annoncer viser, hvordan købmanden omstændeligt m åtte forklare kunderne, hvor hans forretning lå, som f. eks. J . G. Arff »boende i S tormgaden det 4de Huus fra H iørnet, hvor forsølvede V indruer sees over Døren, og den første Gade-Lygte staaer, lige overfor Bagerens ...«. Håndværkerne brugte deres laugssymboler for at vise, hvilket erhverv man udøvede i huset. Skomagerstøvlen, handskemager­ skiltet, kleinsmedens nøgle, bagerens kronede kringle og barberens bækken kan man finde endnu i vor dage.

Københavnerne

Der var et svælg mellem den slebne hofmand og den fattige stodder. Og dog kunne man møde dem begge på Københavns gader. Den ene ganske vist i karet eller bærestol, den anden i sine p jalter tiggende sig frem for at opretholde livet. Mellem disse yderpunk ter på samfundsstigen var der mange mellem trin, præster, embeds- mænd, militærpersoner, købmænd, håndværkere og tjeneste- og arbejdsfolk. Selv om de forskellige g rupper fortrinsvis boede i bestemte kvarterer, havde overklassen dog de and re grupper tæt inde på livet. I bag- og sidehuse til deres store gårde og palæer boede tjenerskab, medhjælpere og alle de forskellige folk, man måtte have, nå r man hørte til rangklasserne. Oplysninger fra tiden om­ kring b randen i 1728 viser, at f. eks. statsminister U. A. Holstein foruden diverse kammertjenere og -piger havde tolv lakajer, tre køkkensvende, tre kuske, to forridere, to portører (til bærestolen), en postknægt, en skrædder og seks piger, ialt 40 personer. Hertil kom så familien, som bestod a f otte. I palæet på Kongens Nytorv boede således ialt ca. 60 personer. Hos grev Danneskiold-Laurvig i palæet i Bredgade var der fem kammerjomfruer, ni piger og en morinde (negerpige), mens resten a f tjenerskabet i opregningen »slaaes i en Massa« og uden nærmere specifikation opgøres til 36 personer. Dette er naturligvis særtil­ fælde fra samfundets top, men mange havde en 3-4 tjenestefolk, og selv b land t håndværksmestre var der ikke mange, som ikke i hvert fald havde en tjenestepige. Håndværkerne udgjorde over en trediedel a f byens befolkning. Håndværkssvende og -drenge boede hos den mester, de arbejdede for, og mange mestre havde 5-6 svende og et p a r læredrenge boende på loftet, eller hvor de ellers kunne finde plads til dem. Med familien og tjenestepiger kunne husstanden let komme op på