S_Gazetten_1889

Nr. 12

© & m m t t ® m .

94 Brudenat t en. En Kriminalnovelle af

tilbage fra en Spadseretur. Han bad Postillonen og Vognmesteren om at følge sig op paa Værelset, for at bære Rejsetøjet ned. De to Mænd tog den store Kuffert imellem sig, og Postillonen bar desuden Baronens lille Haandkuf- fert. Da de gik ned ad Trappen, mødte de Værtens Datter, som bragte Regningen. Baronen trak sin Porte­ monnæ frem, for at betale. Pigen saa sig forbauset om, og spurgte efter Frøkenen. Baronen tabte af Skræk et Pengestykke; men hans Kone havde atter faaet sin vante Aandsnærværelse og svarede straks: „Frøkenen var ikke vel og har derfor lagt sig lidt paa Sengen, for at hvile sig et Par Minuter, før vi kjører." Pigen spurgte ikke om mere. Ba­ ronen betalte Regningen, Anna strøg Pengene til sig og blev staaende for at ledsage de Rejsende til Vognen. „Saa for Pokker", bandede Baronen indvendig. Hvis Pigen ikke gik, var de forraadte. Hun vilde savne den manglende Dame. Men hvorledes fjærne hende? Baronessen fandt paa Raad. „Aa, kjære Jomfru", bad hun „bring mig hurtig et Glas frisk Vand." Pigen gik. „Nu hurtig ned", sagde Baronessen til sin Mand. „Du alene. Jeg venter paa Vandet. Naar hun bringer mig det, siger jeg, at Du er gaaet i Forvejen med Frøkenen. Der maa ingen se Dig gaa ned." Han forlod hurtig Værelset og sneg sig ned ad Trapperne. Barones­ sen lyttede efter ham. Hun hørte intet. Et Par Minutter efter kom Pigen tilbage med Vandet. Fruen aabnede hurtig Døren til Frøkenens Værelse, saa at man kunde se den tomme Seng. „Baronen er gaaet i Forvejen med Frøkenen", sagde Baronessen til Anna, hvorpaa hun drak Vandet i ét Drag. „Lev vel, kjære Jomfru!" Og saa skyndte hun sig ned ad Trapperne. Pigen kunde næppe følge hende. „Jeg tør ikke lade Baronen vente", raabte Baronessen endnu, medens hun løb ned ad Trapperne. „Du bliver længe borte", modtog Baronen hende, idet hun traadte hen til Vognen. „Undskyld mig", svarede hun, som om hun talte til Frøkenen inde i Vognen. Det var mørkt og derfor

lige ud for Døren. Karoline Wild gjenkjendte i Manden sin Forlovede. „Hvad er dog dette?" spurgte den unge Kone. „En ulykkelig Vanvittig," svarede Baron Lange, som var fulgt efter sit Offer. Karoline havde atter tabt Bevidst heden. Baronen hævede hende op, og bar hende ind i Værelset. „Det var rædsomt uhyggeligt," sagde den unge Kone, idet hun atter lukkede Døren. Hendes Mand havde intet Svar, han havde gjenkjendt sin forladte og bedragne Forlovede. Han fulgte tavst sin unge Hustru ind i deres Brudegemak. Hvad der nu tildrog sig i Morde­ rens Værelse, findes optegnet i Kri- minalakterne. Vi skal ikke forsøge at beskrive dette gemene Rovmord i al sin Raa.hed og Grusomhed. Efter en halv Times Forløb kom Baron Lange ned i Gaarden. Han fandt der den gamle Vognmester og Postillonen. „Er min Vogn ikke forspændt endnu?" spurgte han. „Hr. Baronen ønskede jo først at rejse om en Time", svarede Vogn­ mesteren. „Nej, jeg ønsker at rejse straks; kan De ikke spænde for med det samme?" „Jo, det skal ske, Hr. Baron." De to Mænd forlod Gaarden og gik ind i Staldene. Baronen saa sig om for at overtyde sig om, at der ingen fandtes i Gaarden, saa sneg han sig tilbage til Huset og kom efter et Minuts Forløb atter tilbage. Han bar en vid Rejsekappe og under denne skjulte han en Gjenstand, som man ikke var i Stand til at skjælne. Han gik rundt om Huset og fulgte Vejen, som førte til Bjærgslugten. I Vogn­ skuret stod den gamle Vognmester. Han saa et Menneske gaa hen ad Vejen, men han kunde ikke se, hvem det var. Han tænkte straks, at det var Baronen, som gik sig en lille Tur, inden han skulde kjøre. Det fandt Vognmesteren ikke noget mærke­ ligt i. Efter ti Minuters Forløb kom Ba­ ronen tilbage. I samme Øjeblik kjørte den forspændte Rejsevogn frem for Døren. Baronen gik langsomt og roligt ind i Huset, som om han virkelig kom

J . D. H . T e m m e . (Sluttet),. •

Baronen vendte tilbage til Frøkenens Værelse. Hun laa endnu i en fast, dyb Søvn. Hendes Ansigtstræk havde atter antaget deres sædvanlige blide Udtryk, kun hvilede der over dem en stille Sorg. „Hvor hun er smuk, den Stakkel", sagde Baronessen, idet hun med sin Mand traadte hen til Sengen. „Du har vel Medlidenhed med hende?" spurgte Baronen haanligt. Hans Kone svarede ikke. „Tag fat her", fortsatte Baronen, og lad os bære hendes Kuffert ind i vort Værelse." Ægteparret bar i Forening den svære Kuffert ind i Værelset ved Siden af og vendte atter tilbage til den Sovende. „Hold paa hendes Hoved" befalede Baronen. Baronessen bøjede sig over den Sovende, for at holde paa hendes Hoved. Den Medlidenhed, som for et Øjeblik var vaagnet i hendes Indre, var hurtig veget for en gridsk Mord­ lyst. Baronen bøjede sig ned for at lægge Snoren om den Sovendes Hals. Paa én Gang blev hun urolig. Hun bevægede sig, og syntes at være ved at vaagne. Baronen kastede sig i vildt Raseri over den Ulykkelige, som i det samme aabnede Øjnene og med et eneste Blik oversa t sin Stilling. Med en fortvivlet Kraftanstrængelse stødte hun Morderen fra sig, saa han tumlede tilbage, sprang rask ud af Sengen hen til Døren, som hun aab­ nede, og forsøgte at flygte gjennem den lange Gang, der førte hen til Hovedtrappen. Baronen havde ikke faaet Tid til at forhindre dette, og Baronessen var næsten besvimet af Skræk over den unge Piges pludselige Opvaagnen. Men da Karoline Wild kom ud paa Gangen forlod Kræfterne hende, og hun segnede om. En Dør blev aabnet lige over for, og en Mand og en Kvinde kom tilsyne. De havde hørt den Ulykkelige storme ud paa Gangen og saa hende netop styrte om