S_Gazetten_1889
o a z b t t b j t .
Nr. 1.
Uge-Revu.
i Kapelmester saa øresønderrivende kraftigt og utrolig ihærdigt bearbejdede et Trommeskind med sineknyttede Næver, at jeg vilde anse det for den højeste Tilfredsstillelse her paa Jorden, om jeg den Dag i Morgen ved en eller anden snedig Manøvre kunde formaa samtlige mine Nytaarsrykkere til at melde sig hos ham, for at gjennemgaa en magnetisk-Massage Kur mod Ryg-Rheumatisme. Tifold — hundred fold vilde da deres Tromme-Polkaer paa min stakkels Dørfylding blive dem gjengjældt. Og naar Dansen var forbi, blev man Vidne til en sælsom, forhistorisk Fremtoning. Oven- paa Tromme-Polkaen fulgte nemlig en Tal lerken-Vals, den rigtig gode, gamle, længst forsvundne og forbudte Tallerken-Vals, kun med den tilsyneladende lidet sigende Redak tions-Ændring, at Tallerkenen var ombyttet med — en Konkylie. Alle I Danmarks skjøn- neste Kvinder fra Kehlet til Kisten, forsøg I dog ogsaa paa, om ikke saadan en Konkylie skulde kunne bringe Eder og Eders Templer Ungdommelighedens Liv og Lyst tilbage.
Damer enMængde Bajere paa Karavanens Mænd, og Mændene var saa civiliserede, at det al drig kunde falde dem ind, andet end at tømme Flaskerne paa Stedet. Altsaa lyksalige og dog ikke totalafhol dende. Hvis Lykken desforuden bestaar i et langt Liv, stemmer denne Observation nøjagtig med et herværende Blads sidste statistiske Op lysninger, der i al Korthed lyder som følger: Totalafholdsmændene har kariest Levetid, men de, der drikker flinkt, om end til Maade, lever længst! Det ærede Blad og dets Statistiker levej — leve længst! — leve lige til han dør. Nu er jeg paa det rene med min Stilling til det nærgaaende Totalafholdsspørgsmaal: om Hverdagen drikker jeg tappert, men om Søndagen drikker jeg mig fuld! Det maa give en meget, anstændig Levetid, og maa siges at være det rette Maadehold, da saa ingen kan beskylde mig for at være saa ubeskeden, at jeg absolut forlanger det oKwbedste for mig selv. Skaal! og glædeligt Nytaar. — Nu har jeg faaet at vide, hvad „Gurkemeia" betyder. Det er naturligvis, som jeg sagde, betalt Reklame. Kun be griber jeg ikke dens Nytte, naar man ikke kan forstaa Ordet. Altsaa, „ Gurkemeia“ er udlagt: „Hold „Gazétten", kjøb „Gazettenu, læs „Gazettmu, Kjøbenhavns eneste, illustrerede Nyhedsblad og Ugerevueu. Tippo Tib. Annoncer til „GAZETTEN“ modtages å 15 Øre Petitlinjen i Valdemar Jacobsens Annonce-Expedition. Kronprinsensgade 4.
Neger-Souvenir.
„Gurkemeia! Gurke
meia!"
Jeg antager, det er i Familje med Messens „Tanjore" og Fox’s „Nor mal", nedstammer i lige Linje fra salig „Hr. Le- coq, Hr. Lecoq, Hr. Lecoq", har til Bedstefader „Sozodont" og er en naturlig Søn af „Sesam". Men det er kun en Antagelse. Hvad jeg derimod ved, det er, at „Gurke meia" var Negerkaravanens Feltraab'og Ynd- lingshyl ude i HoteJ Tivoli, hvor hele Kjø- benhavn, fra de højeste til de laveste, satte hinanden Stævne ved Jule- og Nyt- aarstid. Mærkeligt for Resten — Kjøbenhavn har da ellers nok set en Negerkaravane før. Tænk blot paa den, som Udstillingen hid kaldte i Sommer med Hr. Max Bewer fra „Kolnische Zeitung" i Spidsen! Men denne de sortes enoriqe Tiltrækningskraft nu, hænger maaske sampien med den Omstændighed, at alle de hvide Jule-Helligdage, ved Klimaets Lunefuldhed, blev degraderet til en eneste uhyggelig Række Skiden-Lørdage. Absolut paradisisk var der nemlig ikke derude i Hotel-Tivolis to Stuer, trods al den velsignede Nøgenhed. At „Lokalet er opvar met", havde man ikke fundet Anledning til at hidlokke Folk med paa Plakaten, men det var dog saa. Derimod reklameredes flinkt med Billeder, der saa grumme og menneskeædende ud, og mange Besøgende nærmede sig utvivl somt Indgangsporten med en uhyggelig For nemmelse af, allerede paa flere Alens Afstand at kunne lugte stegt Menneskekjød. Det var
Konkylien har vist sig at kunne fortolkes som til ladelig; men maaske Til ladeligheden yderligere er betinget af, at I ogsaa samtidig sværter Eder Borte. Naa — det maa I selv om!
Vi har forladt Negrene med det irriterende „Gurkemeia!" stadig syngende for Ørene; men næppe var vort lille Selskab kommet udenfor, før vi saa et mærkeligt og tydeligt, om end negativt Bevis paa, at den sorte Kulør der inde virkelig var ægte. Vi var allesammen . — hvide paa Ryg og Ærmer. Foh ret at
vise Kontrasten, havde Impresarioen indrettet det saa snedigt, at Væg gene smittede af, hvorved alle og enhver bragtes til at undre sig over og i sit Hjærte med Tak nemlighed bevidne, at Negrene ikke gjorde det.
dog overdrevent. Var de først komne indenfor, maatte de nøjes med at lugte opvarmet Menne skekjød, men de for langte næppe mere. Den Odeur var tilstrækkelig nervepirrende.
De lyksalige Negre! — Ved denne vel signede Nytaarstid at kunne se saa grinende glade ud og synge og danse og hyle og le af pur Fornøjelighed. Men de velsignede Sjæle anede heller ikke, hvad Regninger, ube talte Regninger, som med stor Frækhed bærer Ens Navn paa Panden, vil sige. Hvem der blot havde kunnet underholde sig med de glade, sorte Sjæle og blive delagtige i deres Lykke! Hvem der bare vidste, hvad „Gurkemeia" betød? Man,, kunde næsten i saadant et Øjeblik ønske sig at være den i det sorte Sprog kyndige Stanley, om ikke et saadant Ønske netop i dette Øjeblik kunde være meget farligt og dets Opfyldelse falde ligesaa bedrøveligt ud, som Prados Endeligt. De lyksalige Negre! Lyksalige og dog ikke totalafholdende. For slet ikke at regne de to smaa sorte med — de nydeligste, krøltoppede Neger- Bebéer — saa spenderede de kjøbenhavnske
De ihærdigste besøgende var vore unge kjøbenhavnske Damer, der med synlig Glæde betragtede Negrenes slanke, kraftige Kroppe og drog Sammenligninger, der næppe faldt ud til de rene, hvide Kjøbenhavnerynglinges Fordel. „Den Kulør er ægte!" nynnede de ved Synet af de veldrejede Ibentræs Lemmer, og da der i Lokalet ikke fandtes Opslag om, at „det er forbudt at berøre Kunstværkerne",
Indhold. Illustrationer: Fra „Nøddebo Præste- gaard". Et naturligt Bombardement. — Fra Prado-Retssagen i Paris. — Glædeligt Nytaar. — Skovrideren skød Bonden (Ro manbilledet] — Text: Folketheatret. — Yore Billeder. — En ulykkelig Forældreløs. — Hvem var Morderen? — Uge-Revue (illustr.) — Avertissementer.
gjorde de sig ingen Samvittighed af, ligesom prøvende, at lægge en lille hvid Haand paa en bred sort Ryg og med enforbauset Latter smaa- hvine: „Nej, tænk — hvor de er varme!"
Under livlige „Gurkemeia-Hyl" hvirvlede Negrene deres Krigsdans, medens deres
Redaktør og Udgiver: Valdemar Getsche. Expedition: Klosterstræde 24.
P h i I j p s e n 5 C * ®
Made with FlippingBook