S_Gazetten_1889

Nr. 10

® A Z E T- T S W.

78

Nøglen aabnede let, og hendes Øjne straalede ved Synet af .de præg­ tige Klæder, Linned og Smykker, som her var pakket sammen i den store Kuffert. Intet Under, at den var saa svær. Baronen havde imidlertid taget en Snor frem, hvormed Offeret skulde kvæles, da hun havde beholdt Strøm­ perne og Strømpebaandene paa. „Kun endnu et!" sagde den for­ sigtige Baron, førend [han lagde hende Snoren om Halsen. „Hvorledes skal vi i Nat bringe Liget ud af Huset?" Deres Værelser laa paa første Sal. Ved den foreløbige Undersøgelse, som Baronen havde anstillet, havde han -mærket sig de - forskjellige Udgangs­ døre. Der var tre: den sædvanlige Hoveddør, en Dør fra Kjøkkenet og en Sidedør fra Laden. Men var disse Døre| aabne^om Natten ? Dette maatte Baronen unaersøgefførst. "Klokken var [bleven elleve. I Huset var der stille og mørkt over alt. Ba­ ronen sneg sig- ned ad Trapperne. Hoveddøren var lukket og Nøglen intet Steds^at finde. Saa gik Baronen til Ladebygningen, for at prøve denne Dør. Men han vendte snart om. j Derinde laa Karlene, de var vaagne 1 endnu og®laa og talte sammen. Nu var der kun Kjøkkendøren tilbage. Baronen kom uden Hindring ind i i Kjøkkenet. Nøglen sad i Døren, han drejede den blot om, og Vejen laa ham aaben. Men han for rask til­ bage, som om et vildt Dyr vilde springe løs paa ham. Og i Virkeligheden ; var det ogsaa Tilfældet. Umiddelbart foran Døren laa en Hund i Kjæde. Under dens rasende Hylen smækkede Baronen Døren i og ilede op ad Trap­ pen igjen. „I Nat lader det sig ikke gjøre!" sagde han til sin Kone og fortalte hende om sine Opdagelser. „Man kunde jo forgive Hunden," indvendte Baronessen. Hun havde følt de mange Penge og set de præg­ tige Smykker i Kufferten. Rovlysten var vækket hos hende. Men Baronen havde mistet Modet for den Gang. Kufferten blev igjen lukket. De to Nøgter lagt under Hovedgjærdet og Mordet opsat til næste Nat. Karoline Wild mærkede næste Mor­ gen ikke noget, fraregnet en tung.

han behændig af en lille Flaske noget Opium i Glasset. Frøkenen drak Vinen, uden at fatte nogen Misranke. Drikken virkede hur­ tig, og den medlidende Baronesse hjalp Karoline til Sengs, hvor hun snart sov fast ind. „Nu til Arbejdet!" Klokken var ti om Aftenen; der var altsaa Tid nok endnu. De aab- nede først Doren ind til Karolines Værelse. Den Sovende laa i sin Seng. „snoren falder næsten om Halsen paa hende af sig selv", sagde Baronen. Baronessen havde imidlertid havt sin Opmærksomhed henvendt paa noget andet. Hun kunde ikke tinde Nøglen til Kufferten. „Den ligger vel under Hovedpuden," mente hendes Mand og løftede forsig­ tig den Sovendes Hoved. Der laa begge Nøglerne, sammenbundne med

B f ude n a t t e n . En Kriminalnovelle af J . D. 11 . T e 111 n i e . (Fortsat). Ægteparrets Mordplan var nu hur­ tig lagt. Den var i Korthed følgende, j Karoline Wild skulde om Aftenen gives j en Sovedrik og saa kvæles i ben- gen, helst med hendes eget Strømpe- baand, Liget derpaa bringes ud af Huset og skjules i Nærheden paa et dertil egnet Sted. Planen var simpel nok og syntes let at udføre. Dog frembød den Omstændighed, at de ved Ankomsten vare tre Personer, medens der kun bortrejste to, en Vanskelighed for Ægteparret, Men her fandt Barones­ sen paa Raad. „Vi kjører bort om Morgenen me­ dens det endnu er mørkt, thi vi kan sagtens faa Extrapostheste om Natten. Saa stiger vi først begge to ind i Vog­ nen, saaledes at man lægger Mærke dertil, derpaa sniger jeg mig i et ubevogtet Øjeblik igj:n ud, vender til­ bage til Huset, og kommer snart igjen, iført Frøkenens Hat og Kaabe. Og saa kjører der tre bort, som der kom. “ Tre- Gange forsøgte de at udføre Planen. Første Gang i Fichtelgebirge. Stationen laa ensomt, omgivet af høje Bjærge; i Dalene var der smaa Søer med mørkt, grumset Vand. Baronen havde forsøgt at maale Dybden, men kunde ingen Steder naa Bunden med sin Stang. Poststationen laa frit uden Spor af Indhegning. „Her,“ sagde Baronen til sin Kone. „har vi en Lejlighed, som næppe saa snart vd tilbyde sig igjen. Men hvor­ ledes skal vi give hende Sovedrikken, uden at hun fatter Mistanke ? “ Karoline Wild kom her selv deres Mordplan i Møde. Hun havde Hoved­ pine og klagede derover til Baro­ nessen. „Vil De ikke have et Glas varmt Rødvin, min Kjære, før De gaar i Seng? Det virker beroligende." Karoline tog imod Tilbudet. Baronen var tjenstvillig som sæd­ vanlig. Han gik selv med ud i Kjøk- kenet for at paase, at man tog af den bedste Vin. Han bar selv Glasset ind i Værelset. Paa Gangen hældte

Den sidste Aften i Posthuset.

en tynd Læderrem.

Baronessen tog

dem.

Den Sovende gjorde ikke en Bevæ­ Hun laa som en Død i For­

gelse.

brydernes Hænder.

„Mon hun ogsaa virkelig bærer sine Penge under Korsettet?" sagde Baronessen. Hun følte med let Haand under Korsettet, som den Sovende ikke havde taget af. < ^JDet er fuldstændig udstoppet med de rare Penge", hviskede hun. Hun kunde godt have talt højere, den Sovende hørte eller mærkede intet. Forbrydernes ø jn e lyste. „Jeg maa dog først engang have den Kuffert efterset, hVad den egentlig indeholder," sagde Baronessen.