S_Gazetten_1889

Nr. 8

Q å S B T f B K .

64

og jeg ryster ved Tanken om blot at vise nogen dem. Og det var netop n # jjj

Trommer og Pauker — hver Aften skiftende Regimentsmusik. Det var hin Aften, da den første Fløjte

Uge-Revne.

Alt er ved det gamle. Fallesen sidder der endnu, og Hvalen ligger der endnu, Holger Drachmann bliver ved at smøre op, og Paul Marcussen er der igjen. Og Morderen er ikke fundet. Hvem er vel den hemmelighedsfulde, som

Meningen. For det er ikke mine egne, jeg har faaet dem tillaans til I Styrkelse af Krediten— og saa tør jeg ikke lade fj"' 1 nogen se dem. Det kan—— stemme Humøret ned.

lød, at Abrahams — Di­ rektørenmed den spænd­ te Muskel — og Reumert — Skuespilleren og Pøl­ sefabrikanten — faldt hinanden grædende om Halsen i Kulissen. De græd, græd af Glæde, græd saa det næsten peb efter.

"T/'l1 ’ *’

kan undgaa selv et saa snedigt Politi som det Frederiksbergske? Forleden Aften gik Rygtet, at .man havde ham. Det hed sig, at han var taget for fuldt Hus og aubent Tæppe i

Jeg gjør en Dag en Ulykke paa mig selv eller en anden. Jeg vil ikke lade sidde paa mig, at der ikke skulde findes en eneste saa modig Højremand, at han tør vove Pelsen paa Rex. Og løber jeg en Dag paa Rex — og det ér jo ingen Kunst for en Skøjteløber — saa vil jeg nok se, om han er saa ligeglad for Pelsen. For bare én ny om Aaret — det løber dog altid op. 9 5 6 . T i t - B i t s . En fattig Pige spørger os, hvordan hun skal faa sit Haar til at skifte Farve. Alle unge Mænd siger, at det er rødt. Svar: Bliv rig, og de unge Herrer vil ligge for Deres Fødder og beundre Deres dejlige — gyldne Haar! * - * * Hele Verden. En ung Dame spurgte £n Elskedez „Karl, hvor lang er Yejen om hele Verden?* „Omtrent tyve Tommer, min Elskede*, svarede Karl og slog Armen om hendes smækre Taille* * Slagteren: „Hvad kan jeg sende Dem i Dag, Fru Styles? Fru Styles: „Send mig en Lammesteg; men endelig af et sort Lam!* Slagteren: „Hvorfor af et sort?* Fru Styles: „Jo, for vi har Sorg i denne Tid.* * * * * Indtryk. Hun (blidt): „Jeg skal aldrig forglemme denne Nat — og dette Bal*. Han (indsmigrende): „Sig mig — hvorfor?* Hun: „Og denne sidste Vals*. Han: „O, De gjør mig henrykt! Har jeg gjort Indtryk paa Dem?* Hun (usædvanlig smægtende, blidt): „Ja! De har næsten traadt to af mine Tæer flade!“ Indhold. Illustrationer: Kjærlighed ved Hoffet. — Paa Spor efter Morderen. — Portræt af Kæmpen Emanuel Andersson. — Portræt af Hr. S. von Huth. — Romanillustration. Text: Kjærlighed ved Hoffet. — Vore Billeder. — Guld og Glimmer. — Meget i faa Ord. — Brudenatten. — Hvem var Morde­ ren? (sluttet) — Uge-Revue (illustr.) Aver­ tissementer. Redaktør og Udgiver: Valdemar Gøtsche . Expedition: Klosterstræde 24. Trykt hos Philipsen & Co.

Og det peb som bekjendt en lang Række Aftener efter. Der var reddet en succes , som maaske ellers var gaaet fløjten. Siden da er Pibekoncerter blevet moderne. Det hører med til ethvert, ordentligt Theates Repertoire. Kvad Klakørerne ikke kan gjøre, det kan Fløjtenisterne opnaa. Var der ikke et Par smaa fixe Fløjter i Gang i Dagmartheatret for nogen Tid siden i Anledning af „Grevinden og hendes Søsken­ debarn* ? Og er „Grevinden* ikke stadig den Dag i Dag paa Brædderne? Jojo! Og hvorfor skulde Kasino stikke op for de andre og stikke Piben ind, naar de ende­ lig faar en vellykket Anledning til at bruge den? Men naturligvis kan man ogsaa forlange umenneskelige Ting af en Fløjte, selv om man faar den gratis. Og det er vel bare Overdrivelse, naar man fortæller, at Kasino .for Tiden har Sukkerfløjter liggende paa Lager. Hidtil er Fløjtekoncert kun mislykkedes ét Sted, det Sted, hvor al Ting gaar galt. Paa det kgl. Theater. Fallesen vilde gaa Men den var dog for tyk. Han skulde naturligvis have ladet Olaf sidde i en mørk Krog i Galleriet, saa kunde der endda være blevet Brug for Gongongen. Den Gang sagde Folk „Tak for Seven,, Kammerherre*, eller de vilde have sagt det, hvis de havdekjendt det bevingede Ord, som allerede nu forlængst har faaet Folk vænnet fra at holde sig paa Maatten. Den Gang* vilde Olaf gjærne spille alle mulige Roller. Nu er det Emil, der ikke vil spille nogen. Han vil ikke engang spille Abekat for Drachmann. Saa vil han hellere tage sin Afsked.- Det har jeg ogsaa Lyst til. Men det skulde være med dette Liv. Jeg er nu nogenlunde paa det rene med, at det ikke engang er saa meget værd som en forfalsket Postanvisning. Kunde man endda faa fat i den Morder. Jeg holder det ikke ud, hvis ikke jeg eller en anden snart snapper ham. Nu har jeg i over 8 Dage rendt Byen rundt med tre lumpne 500 Kronesedler, men jeg tor ikke saa meget som forsøge paa at faa dem vexlet, sine Privattheater-Kolle- ger i Bedene, og saa satte han — Gud hjælpe mig! — Olaf til at fløjte ganske solo for aabent Tæppe.

Kasino ved første Opførelse af „Snushanen*. Man fortalte, at Sofus Neumann, der for enhver Pris vil tjene de 200 Kr., havde meldt sig til Frederiksberg Politi som Opdager, havde klædt sig om og saa gaaet paa Rov efter Morderen. Saa vil Tilfældet, at han faar Mistanke til Stigaard, den rare Stigaard, der før mange Gange har været meget uskyldig dømt, og ulykkeligvis hin Aften har havt Blus paa Lampevejen, husker daarligt og ligervis som Lygtetænderen har Lygteskinnet mod sig. Og det var saamænd ikke umuligt, at Neumann havde taget ham, hvis ikke en Røst fra Galleriet havde bragt ham paa andre j- Tanker. Thi fra en oprørt Tilbeder af Sti­ gaard lød: „Det er jo’nte ham, det er jo Nathansen.* Men Nathansen, Skuespiller yed Kasino, Dg hjærtelos i „Snushanen", har klaret sig med den, at han som Morder kun har været et viljeløst Redskab i,Paul Marcussens Haand. Hvorefter Mistanken ganske naturligt ret­ tedes mod denne. Han er jo for længe siden opdaget, dg det er jo bekjendt nok, at han før har slaaet nogle Stykker ihjel. Men man er heller ikke kommet nogen Vegne med denne dramatiske Jan Omb. Det er konstateret, at han jævnlig har givet sig af med at plage Livet af Avislæsere, men af Mord har han i den sidste Tid ktin be- gaaet et enesté. Det er paa sit eget Stykke. Det pæne Stykke, som han ikke en Gang kan faa ordentlig begravet i Fred og Ro. Han skulde en af de nærmeste Aftener gaa ud i Kasino og se sig om blandt det gabmundede Publikum — saadan hedder jo de Par Men­ nesker, der ikke læser „Dagens Nyheder* — og saa vilde han se, at sine bedste Venner har han blandt det Publikum, der for Tiden besørger den Mellemakts-Underholdning, Hr. Gottschalksen ellers er Manden for. Det er i Nøden man skal kjende sine fenner. Og forstaar Marcussen ikke, at det er en Vennetjeneste, der her vises ham? Han er fløjtende gal over Pibningen. Det skulde han slet ikke være.

Kan han ikke huske Sergeant Thimms gyldne Dage paa. Folketheatret, ia den ganske danske Hær stormede løs paa Pølsen, fordi den ikke var skaaret over Virke­ ligheden, med Fløjter,