S_Gazetten_1889

Cr- A. .25E? T? T m m.

62

Hvemvar Morderen? En Kriminalnovelle af

lange Aar sammen med ham, lader sig næppe beskrive. Han var min Mand, han var mit Barns Fader, han var en Morder, min Elskedes, min Forlovedes Morder! Og nu ? Den gamle Christian brin­ ger mig netop Budskabet om, at den Ulykkelige har skudt sig selv, efter at han for en halv Time siden har talt med den tro Olding. “ „ Ham har Gud dømt. Gud Herren være ham naadig.“ „Ja, Gud være hans syndige Sjæl naadig!“ gjentog den stakkels Enke, „mit Sind er som lettet, og en tung Byrde er taget væk fra mine Skuldre. Og saa har jeg jo mit Barn at leve fo r !“ Hun var dybt rystet og hulkede stærkt ved disse Ord. Det var imidlertid blevet sen Aftem Jeg tog hendes Haand og førte hende ind i Stuen ved Siden af, hvor Barnet laa og sov. Hun knælede ned ved dets lille Seng og bad, medens jeg sagte forlod hende og Skovriderhuset i Winkel­ horst. Br u den a11 en. En Kriminalnovelle af * Døren til de Fremmedes Værelser, hørte hun den lille Herre sige højt til Damen: „Men lad os nu ikke hengive os til mørke Tanker. Paa denne Aften, den sidste, som vi er sammen, ville vi more os.“ „Hvem er de Rejsende? “ spurgte Postholderens Datter sin Fader, da hun kom ned. „Baron Lange fra Kurland med Følge, staar der i Rejselisten. “ „Og dette Følge bestaar af to Kvinder “ fortsatte Datteren. Faderen saa forbauset paa hende. „Er der to Kvinder? “ „Ja, for den mindste af Herrerne er Baronens Gemalinde." Hvorfra hun vidste det? Jo, da den lille Herre hviskede sammen med Damen ved Vinduet, havde denne svaret ham:

hinandens Hænder som Forlovede. Hvilke lykkelige Minutter var det ikke; thi vi elskede hinanden! Men bag ved os stod Forræderiet. Næste Morgen vilde Felsener forlange min Faders Samtykke til Ægteskabet, og jeg er vis paa, at vi havde faaet det. Men samme Nat blev han myrdet. Hvorledes Forbrydelsen blev begaaet? Min Mand kjendte en Vej gjennem Mosen. Han havde ved et Tilfælde erfaret, at Krybskytten Sander paa den Nat vilde være at træffe ved Elle­ mosen, og han gav Felsener et \ ink herom. Felsener gik derhen. Min Mand fulgte ham, iført min Faders Frakke og Hue og med min Faders Gevær, som hang i Forstuen. Hans Soveværelse var i Stue-Etagen, og han bortfjærnede sig gjennem Vinduet ud til Haven. Ved at gaa over Mosen, kom han Felsener i Forkjøbet. Han overraskede Krybskytten, tog hans Gevær og skød dermed Felsener. Havde han ikke faaet Krybskyttens Gevær, var min Faders bestemt til deimed at udføre Mordet. Sanders Gevær sænkede han ned i Mosen, gik tilbage til Skovriderhuset og gjennem Vinduet ind paa sit Værelse, uden at blive bemærket af nogen. Hvorledes jeg har opdaget I or- brydelsen? Mit umistænksomme Hjærte havde ingen Anelse derom, omend- skjøndt min Mand allerede kort efter vor Forbindelse ofte blev anfaldet af en uforklarlig Angst. Da fødte jeg en Søn. Det var hans Barn, men det bar den Myrdedes Træk. Nu blev han ofte angreben af Fortvivlelses Anfald. Under et af disse traf jeg ham med et blodigt Brev i Hænderne. Han stirrede stift i Brevet. Da han saa mig, forsøgte han at skjule det. Saa sprang han pludselig op. Nej! raabte han, nu kan jeg ikke bære det længere. Her, læs! Kjender Du dette Brev? — Det var Brevet, som Fel­ sener havde faaet fra sin Moder Dagen før Mordet. Han havde baaret det paa sit Bryst. Min Mand havde taget det, medens han holdt Vagt ved Liget. I hans vilde, ud over Modstanderens Død rækkende Skinsyge, havde han ikke formaaet at skille sig af med det. Skinsyge og Samvittighedsnag tvang ham uimodstaaelig til at aaben- bare alt for mig. Hvad jeg siden har lidt i de mange,

J . D. IX . T e m m e . (Sluttet).

Skovriderens Kone var faldet sam­ men. Hun græd liøjt. Ansigtet havde hun dækket med sine Hænder. Saa tog hun pludselig en fast Beslutning og hævede Ansigtet op imod mig. Hun vilde sikkert tilstaa mig alt. En underlig knugende Spænding paakom mig. Da bankede det paa Døren. „Kom ind !“ raabte min Protokol­ fører; der var ingen af os andre, der kunde faa et Ord frem. Den gamle Christian Baumann aabnede Døren. Han var meget bleg, og han saa alvorlig, ja næsten højti­ delig ud. „Marianne, kan jeg komme til at tale alene med Dig — hvis de Herrer tillader det?“ henvendte han sig til mig. „Ja, vær saa god“ , svarede jeg. Han forlod Værelset sammen med Skovriderkonen. Der maatte være forefaldet noget. Jeg maatte dog se at faa oplyst, hvad det var. Nogle faa Minuter efter vendte den unge Kone tilbage. Hun var bleg som forhen, men en underlig Fatning lyste ud af hendes sorgfulde Træk. Hun kom hen imod mig. „Min Herre! Nu er hin Time kommen, som De før talte om, og som jeg selv i saa mange Aar har imøde­ set med Angst. At den dog en Gang maatte komme, har jeg aldrig kunnet dølge for mig selv. Nu er den her i al sin alvorsfulde Strenghed, og dog har Herren været naadig mod mig og gjort mig Bekjendelsen lettere. Hør nu af mig Sandheden, Hr. x\sses- sor! Krybskytten Sander var ikke Felseners Morder. Det var min Mand. En vild Skinsyge mod den ulykkelige Felsener havde allerede længe ulmet i hans Indre. Paa Mordaftenen havde han udspioneret Felsener og mig. Vi havde forladt Balsalen i Holz­ hausen og spadserede i Haven. Fel­ sener havde bedt mig derom. Han havde om Eftermiddagen faaet et Brev fra sin Moder; om det vilde han gjerne tale alene med mig. Hun havde givet sin Indvilling til vor Forbindelse, og hin Aften trykkede vi første Gang

J . I ) . X I . rF e m i n e . (Fortsat). Før Værtens Datter fik lukket