S_Gazetten_1889

55

c i å s t t lp ® m r .

Nr. 7.

bestyrket min Mistanke. Men ad For­ hørets Vej var der ikke videre at gjøre. Beviset for Forbrydelsen maatte tilvejebringes ad anden Vej. Enten ved atter at optage Forhør over Bau- mann, hvor ondt det end gjorde mig for ham, eller ved at forhøre den Pige, som tidligere havde tjent i Huset. Der maatte paa den Maade kunne tilvejebringes Momenter, som Haand i Haand med det allerede op­ lyste kunde fælde den egentlige Morder, hvem det end var af Skovriderhusets Beboere! „Frue“ , sagde jeg, „jeg giver Af­ kald paa alle videre Spørgsmaal til Dem. Det gjør mig kun ondt, at jeg ikke ser mig i Stand til at lette Dem den store .skjulte Sorg, som plager Dem .og udøver sit knugende Tryk paa Deres stakkels Sind. Men skulde en Gang det Øjeblik komme, hvor dette Tryk bliver Dem for svært —- og Ret­ ten og Sandheden maa og skal dog tilsidst sejre — saa kan De rolig komme til mig, og de vil finde, ikke blot den strænge Kriminalrets assessor, men en Ven, som skal bistaa og trøste Dem efter bedste Evne . 1 (Sluttes.) Dagmartheatret. I denne Uge opføres: Arbejderliv. Jephtas Datter. Folketheatret. I denne Tid opføres hver Aften: Nøddebo Præstegaard, ________ Paa Onsdag for 50. Gang._________ Etablissement National. Hv e r A f t e n F o r e s t i l l i n g Kl . 8 . 3 Par! Generalen kommer! En strygende Forretning. „ Z amp a eller Den jydske Smed. opføres sidste Gang Søndag den 17. Pebr. I'næste Uge opføres for 1ste Gang: En undselig Englænder, Farce i 1 Akt efter det Franske.' Kjærlighed ved Hoffet, original dansk parodisk Operette i 1 Akt. Exprestrylckeriet, Walkendorfsg. 22. Kbhvn.

„Talte han med Dem om Brevets

„Jeg vilde ogsaa helst tale alene

Indhold ? 1 „Ja . 1

med Dem, Frue .1

Hun blegnede og bævede paany. Men jeg maatte begynde mit For­ hør. Jeg tror, at jeg var lige saa bleg som bun, og jeg var usigelig tung om Hjærtet. Min Protokolfører var fulgt med mig. „Frue“ , begyndte jeg, „Krybskyt­ ten Sander er død i Forgaars . 1 Hun havde sat sig foran mig men for op ved at høre dette. Var der maaske ved denne Efterretning lettet en Sten fra hendes Hjærte? Det var ikke usandsynligt. „De ved jo, Frue,“ vedblev jeg, „at han var dømt for Mordet paa Forst­ væsenselev Felsener. “ „Ja, jeg ved det“ , svarede hun sagte. „Han var dømt, uagtet han næg­ tede alt,“ fortsatte jeg. „ Ja. “ „Han havde først forsøgt at lede Mistanken over paa Deres Fader .1 „O, min Herre, min Fader var det bedste Menneske, jeg har kjendt — han var uskyldig. “ „Jeg ved det, Frue. Sander har heller ikke i sit sidste Øjeblik ankla­ get Deres Fader, derimod — 1 Hendes Øjne hang ved mine Læber, som gjaldt det Liv eller Død. „Frue, før jeg taler videre, maa jeg rette nogle Spørgsmaal til Dem. De blev jo slet ikke forhørt i den tid­ ligere Undersøgelse mod Sander? „Nej. Man har vel ikke fundet det nødvendigt .1 „Desværre; det havde været bedre, hvis man havde. De var jo den Aften, da Mordet skete, sammen med Felsener i Holzhausen ? 1 „Ja, sammen med ham, min Fader og min nuværende Mand .1 „Talte De med Felsener den Aften ? 1 „Ja, en Del .1 „Talte De ogsaa alene med ham — jeg mener, uden Vidner ? 1 En let Rødme trak over det blege Ansigt. „Det er muligt .1 „KanDe sige mig, hvad han sagde ? 1 „Efter saa lang Tids Forløb !1 „Han havde jo netop den Dag faaet et Brev fra sin Moder; ikke sandt ? 1 Hun blevpaa. en (fang blussende rød. „Jo1, kunde hun næppe fremstamme.

„Kan De huske, hvorom det drej­

ede sig ?1

Rødmen var atter veget fra hendes Ansigt. En fast Beslutning syntes at lyse ud af de forgrædte Øjne. „Hr. Assessor , 1 sagde hun med et fast og bestemt Tonefald. „Brevet omhandlede en Hemmelighed, hvis Offentliggjørelse jeg ikke føler mig berettiget til at komme frem med, saa meget mere som den myrdede Felseners gamle Moder imidlertid er død .1 „Ved De, hvor dette Brev er blevet a f ? 1 Nu syntes det, at være ude med hendes Fatning. Dette ene, uskyldige Spørgsmaal havde berøvet hende hele Aandsnærværelsen. Hvad mon det betød? Den sidste Rest af Rødme for­ svandt fra hendes Ansigt. Hun havde intet Svar. „Brevet,1' fortsatte jeg, „blev hver­ ken fundet hos Liget eller blandt Fel­ seners Efterladenskaber . 1 „Nej / 1 stønnede hun. „Har Felsener da givet det til Dem ? 1 „Nej, n e j !1 raabte hun heftigt, næsten forskrækket. Der maatte ligge en Hemmelighed ved dette Brev, som jeg slet ikke havde anet. „Har Felsener nogensinde vist Dem Brevet ?1 „Nej , 1 svarede hun atter bestemt. „Har De heller ikke senere set dette Brev ? 1 Hun svarede mig ikke, men viste en pinlig Uro, som om huu frygtede yderligere Spørgsmaal. Hun kunde ikke lyve, den stakkels Kone. Men hun turde heller ikke sige Sand­ heden. Men vidste hun da Sandheden og kunde jeg vente, at hun vilde sige mig alt? Enten var hun Morderen eller hendes Mand. Det var jo min egen Mistanke, netop det, som jeg ved den nye Undersøgelse vilde bevise. Men kunde jeg da vente, at hun vilde af­ lægge Vidnesbyrd imod sin Mand ellei sig selv? Min Pligt var sket Fyldest. Hun var bleven udspurgt om Forhold, som kunde kaste et nyt Lys over Sagen, Vel havde hun kun yderligere