S_Gazetten_1889

Nr. 7.

Cf A z E T T m M,

54

______________________________

Kone alene. Jeg var da mere sikker paa et godt Udfald. Det var et skræk­ keligt Haab, som bævede i mit Indre, en frygtelig Vished, som jeg gik i Møde. Den stakkels, ulykkelige Kone! havde ogsaa den gamle Karl sagt. Solen kastede sine sidste Straaler ind mellem de høje Egetræers Grene, da jeg ankom til Skovriderhuset. Det var et ensomt, midt i Skoven liggende Hus. Paa den bløde Skovvej kjørte Vognen næsten lydløst frem. Ingen Støj hørtes fra Huset, ingen Lyd, ingen hastige Skridt, som viste, at man havde hørt vor Ankomst. Døren var lukket. Før jeg ban­ kede paa, gik jeg rundt om Huset; maaske var der nogen i Haven, maaske den blege, lidende Kone'. I Haven fandt jeg ingen. Men da jeg gik forbi et aabent Vindue, hørte jeg. en Stemme, en let, hviskende, bedende Tone, og en Barnestemme gjentog Ordene. Vinduet sad meget lavt, jeg stod stille udenfor og saa ind. Det var et Soveværelse. Der stod 2 Senge, en større og en mindre. I denne laa en smuk lille Dreng med lange, blonde Lokker. Han var lige kommen i Seng, Moderen sad ved Siden af paa en Skammel og holdt hans smaa, foldede Hænder i sine. Hun havde forelæst ham sin Aftenbøn, og Barnet gjentog den. „Amen" lød den hviskende Stemme. „Amen" gjentog Barnet, og det lille trætte Væsen sov rolig ind. Hun slap hans smaa Hændei og dækkede ham omhyggeligt til. Saa bøjede hun Hovedet sagte ned over det sovende Barn og lod Ansigtet hvile paa Dynerne. En Bæven syntes at gjennemfare hende, og en svag Støn­ nen trængte ud til mig gjennem det aabentstaaende Vindue. Hun hulkede. Ja, hun var en stakkels ulykkelig Kone, som endnu led skrækkeligt, hvis lvun saaledes hver Aften sad og græd over sit Barn, efter at have læst Aftenbønnen sammen med det. Og jeg skulde raat gribe ind i hendes Hjærte med Inkvirentens kolde Haand. Hvor det dog ofte kan være tungt at udføre sin Pligt. Jeg vendte mig langsomt bort fra Vinduet og bankede paa Døren. „Min Mand er ikke hjemme", sagde hun.

maatte igjen springe op, som dreven af en indre Kraft. Han kæmpede med sin Samvittighed, for at tage en Be­ slutning. Endelig syntes han at have fattet sig. Han traadte frem for mig med et blegt, men smilende Ansigt. „Herre, spørg mig nu ikke mere, for det nytter ikke noget. Jeg svarer Dem ikke et Ord. Nu er min Be­ slutning fattet. Komme hvad der vil, jeg afgjør det med min Gud." Han havde øjensynlig her udtalt sin faste Beslutning, det kunde man se paa ham. Og der laa noget stort i denne Beslutning hos den gamle Mand. Han vilde tage Straffen paa sig, men ikke .gjøre sig til Forræder. Men mod hvem? Han kjendte Forbryderen, det kunde der ingen Tvivl være om. Flvem var det, som han ikke vilde forraade? Jeg indsaa nok, at jeg ikke vilde faa mere ud af ham og afbrød For­ høret. Nu gjaldt det at komme til Skovriderhuset saa snart som muligt. Den gamle Mand blev forskrækket, da han saa min Vogn vende i den Retning. „Herre, vil De til Skovriderhuset? O, den stakkels, stakkels Kone! Naar De vidste, hvad hun har lidt, og hvad hun endnu lider. Er det ogsaa nød­ vendigt? De kan jo dog ikke bringe den Myrdede tilbage til Livet!" „Ja, det er nødvendigt," svarede jeg. „Eller kan De sige mig, hvor jeg ellers skal gaa hen, for at finde Morderen?" Den Gamle saa efter os med et Blik, som om han vilde sige: nu er alt forbi. Ved en skarp Omdrejning, saa vi et Menneske flygte skyndsomt ind i Buskene ved Siden af Vejen. „Var det ikke Skovrider W olf?" spurgte jeg Kuskén. „Jo, jeg syntes ganske bestemt, at det var ham", svarede denne. Hvad skulde jeg nu gjøre? Skov­ rideren var fulgt efter os. Han havde rimeligvis ventet i Nærheden, indtil jeg var færdig med den gamle Mands Forhør. Han vilde sandsynligvis gaa tilbage og udspørge ham. Skulde jeg ikke søge at forhindre dette? Nej, jeg maatte hellere skynde mig til Skovriderhuset for at træffe hans Han saa sørgmodig ned for sig. „Vær barmhjærtig mod den stak­ kels, ulykkelige Kone!" Saa kjørte vi.

elende, hvorpaa den store forlod Væ­ relset. Damen havde intet set af elt dette, hun var saa optaget af det smukke Aftenlandskab. Værtens Datter var endnu beskjæf- tiget med sit Arbejde i Værelset ved Siden af. men siden bun havde set de to Herrers hemmelighedsfulde \ inken, var hun bleven endnu mere opmærk­ som paa, hvad der foregik. Hun lyt­ tede derfor spændt til Samtalen mel­ lem Damen og den unge Herre. „De er saa eftertænksom/' sagde denne. „Jeg har vel ogsaa Grund til at være det. “ „De gjør Dem sikkert unødvendige Sorger." „Gud give det var saa!“ „Mine hedste Ønsker ledsager Dem,“ vedblev den lille Herre. „De er paa Hejsen bleven mig en kjær Veninde". — „Veninde", sagde den unge Herre til Damen. Værtens Datter studsede. Damen trykkede Herrens Haand og gav ham et ovar, som nær havde bragt den lyttende unge Pige til at skrige højt op af Forbauselse. Begge talte derefter saa sagte, at hun ikke kunde -høre mere. Da hun var færdig med sir Arbejde forlod hun Værelset. (Forts.) Baumann kunde ikke se mig stift i Øjnene. Sveden løb ham ned ad Panden. „Tør jeg sætte mig ned, Herre?" bad den gamle Mand klagende, „og spørg mig saa ikke om mere." „Sæt Dem og hvil Dem ud. Og tænk saa imens lidt alvorlig over, hvad det er, jag spørger Dem om, og hvorfor jeg gjør Dem disse mange Spørgsmaal. En anden er dømt for hint Mord. Hvis han er uskyldig deri og hvis De ved det, men ikke vil frem dermed, hvem tror De saa vil blive anklaget tor den evige Dom­ stol, hvor vi alle skal træde frem og aflægge vort Regnskab? Tænk nøje over det!" Han havde sat sig ned. Men han HvemvarMorderen? En Kriminalnovelle af J . I > . H . T e m i n e , (Fortsat).