S_Gazetten_1889

6 A S B T T B R .

47

ensomt Hns i Skoven i Nærheden af Landsbyen Holzhausen. Jeg besluttede mig til at kjøre ud til ham, men havde nær forandret denne Bestemmelse, da jeg ved min Ankomst til Værtshuset hørte, at Skov­ rider W olf lige var gaaet forbi. Skov­ rideren havde set nøje paa min Vogn og min Kusk og syntes at kjende dem. Han studsede noget, og saa sig usik­ kert omkring som om han spejdede efter nogen, men var da gaaet rask videre. Skulde jeg følge ham og komme før ham til Skovriderhuset? N ej; den gamle Baumanns Udsagn skulde danne den Grundvold, hvorpaa jeg vilde arbejde videre. Men jeg maatte skynde mig, for at tale med ham, før Skovrideren kunde faa Tid til at advare ham. Saa kjørte vi rask til Baumanns Hus. Han sad udenfor Døren og var beskjæftiget med at flette Kurve. Han havde ingen Anelse om min Ankomst, og han blev heftig forskrækket, da han saa mig. Jeg turde ikke give ham Tid til at samle sig. Det, som mest laa mig pdW Hjærte, maatte jeg først spørge ham om, saa kom det andet nok af sig selv. Jeg spurgte ham derfor straks: „Christian Baumann, kjender De Ellemosen ? “ „Jeg, Herre? “ „Ja, De, netop De. Hvor længe har De levet her i Skoven ? „I halvtredsindstyve Aar.“ „Og De skulde ikke kjende hver Sti og Vej, hvert Træ, ja endog hver Ellebusk derude i Mosen ? “ Han blev forvirret. „Naar Herren spørger mig saa- ledes — “ „Altsaa hjender De Ellemosen? “ „Nu ja .“ „Saa kunde De vel ogsaa føre mig derigjennem?“ „Igjennem Mosen? “ „Ja, tværs igjennem Mosen.“ „Vejen gaar kun udenom.“ „Gamle Baumann, se mig engang ærlig i Øjnene. Det kan De vel, De har jo dog stedse været en ærlig Mand ? “ Han kunde ikke se mig i Øjnene. „Naa, Christian Baumann, se nu op. “ „Hvad forlanger de af mig, Herre ? “ „Paa Deres gamle Dage, hvor man begynder, mere end ellers i Livet, at

tænke paa den evige Dommer, for hvem man maaske snart skal træde frem, kan De ikke engang hæve Deres Øjne frit mod mig, Deres verdslige Dommer ?'1 Han gjorde Forsøg paa at se mig frit i Øjnene. „Christian Baumann, der gaar en Vej tvers igjennem Mosen." „Ja, Herre, hviskede den gamle Mand. „Til Skovriderhuset fører den.“ „Herre, Herre — !“ Angstsveden løb ham ned ad den dybt furede Pande. „Christian Baumann, før mig igjen­ nem Mosen." „Er det nødvendigt? Hvorfor? „Fordi Skovriderens Kone er ulyk­ kelig !“ Han saa forskende paa mig. „Og hendes Ulykke stammer fra den Dag, da hin unge Mand blev skudt." „Herre!" — afbrød han mig for­ skrækket. „Ham, som De omme i Skoven har rejst et Kors for." „Hvem har sagt Dem det, Herre?" „Er det maaske ikke sandt, at hun siden den Dag har været ulykkelig?" „Jo, men— han holdt pludselig inde. „De vilde vist sige: men hun er „Hvis hun nu alligevel var det? Hvis Krybskytten Sander ikke var Morderen, men denne var at søge i Skovriderhuset. Igjennem Mosen fører en Vej lige derhen. Man maa kunne komme den Vej i en halv Time. Hvem kan det vel have været. Dem var det jo ikke?" „Nej", svarede han sagte. „Var det den gamle Skovrider?" „Nej, nej!" raabte han ivrig. „Hvem bliver da tilbage?" Han saa ned for sig i ubeskrivelig Uro og Forvirring. „Skovrider Wolf og hans Hustru," forts tte jeg. „Nej, Herre, nej,* for Guds Skyld, sig ikke det". „Christian Baumann, De maatte før give Sandheden Æren, og saa kunde De frit se mig i Øjnene. Hvordan hænger det nu sammen ?“ (Forts.) ikke Morderen?" „Min Gud dog, hvor kommer De paa den Tanke, Herre."

Dagmartheatret. Under fire Øjne. Grevinden og hendes Sødskendebarn. Dr. Jojo. Årbejderrisiko. Opføres i Ugen d. 10.— 17. Februar. Folketheatre. I denne Tid opføres hver Aften: Nøddebo Præstegaard. Etablissement National. Hv e r A f t e n F o r e s t i l l i n g Kl. S. I denne Tid opføres: Den sidste Rose. En strygende Forretning. Kl. ca. 11 hver Aften: Z amp a eller Den jydske Smed. Under Indstudering er: „3 Par“ , „Generalen kommer“ samt Operetten „Kjæ rlighed ved Hoffet.“

j0^stercja

Exprestrykkeriet, Walkendorfsg. 22. Kbhvn.