S_Gazetten_1889

322

G A Z E T T E N .

Nr. 41

lige Hensigt at spise til Middag, men næppe er jeg kommen inden for Døren, før end tre, fire Opvartere overfalder mig, hver med sjn Avis i Haanden: Værsaa- artig, Herre, Morgenbladet, Venstrebladet, Dagbladet, Social-Demokraten, Dagens Nyheder . . . . Brr! Naa, ja siden jeg altsaa ikke kan blive ft i for Bladene, saa lad 'mig da faa Dagens Nyheder, i den kan jeg da se, af hvilke Retter min borger­ lige Middag skal bestaa. Lad se: Ih Du Fredsens! Nej, det har min bor­ gerlige Portemonnæ s’gu ikke Raad til. Jeg tror, at baade Fru Nimb og Dagens Nyheder vil gøre Nar ad mig. Opvarter: en B øf! Naa, saa fortærer jeg min Bøf, gaar atter ud i Byen, men lidt henad Efter­ middagen kommer jeg i Tanke om en Artikel, i hvilken København skældte Korsgaard ud. Jeg maa dog se, hvad Aftenbladet svarer. A tter paa Restavra- tion, atter et Styrtebad af Blade — uh ha! Mandagen er min bedste Dag, saa kommer de færreste, og Lørdagen min værste, for saa har jeg foruden de daglige ogsaa de illustrerede Plageaander paa Halsen. Som sagt: Gid Pokker havde dem allesammen, skønt jeg tror s’gu dog ikke, jeg kunde undvære dem. Max. Hatten af! Gud bevares, jeg holder umaadelig meget af Damer, især a f unge Piger, og jeg kan forsikkre Dem, at mit Hjerte slaar lige saa højt for Bajerske Fremskridtskvinder som for Bahnsonske Kanonpiger. Mindst af alt havde jeg derfor troet, at jeg skulde komme paa Kant — eller rettere — „paa Flat" med Damerne, men ikke desto mindre er det dog Tilfældet. Sagen er den: Først paa Sæsonen gik jeg omkring og glædede mig: Damerne bar alle saadan nogle fikse smaa Jokeyhuer. I A ar kan Du da faa Lov til at se Komedie uden at dreje Hal­ sen af Led, tænkte jeg, men ak, hvor skulde jeg skuffes. Straks da jeg kom i Teatret første Gang, opdagede jeg til min For­ færdelse, at hele det smukke Køn alle som en havde kastet Jokeyhuerne og i Stedet puttet deres allerkæreste Hoveder i nogle smaa Tuborgflasker; det var den sidste franske Mode, som paa dansk hedder „la tour de Marstrand" eller saadan noget lignende. Uheldigvis havde disse Hatte ikke Flaskernes gennemsigtige Egenskab, og alt, hvad jeg fra min Plads kunde syne, var en snehvid Damehals, et fikst opsat Nakkehaar og saa Hatten — den ulyksa­ lige Hat. Nu indrømmer jeg naturligvis, at Udsigten til en smuk Damenakke kan være ganske køn, men strængt taget er Champignonsuppe. Bajrbue au Gratin. Dyresteg med Kompot og Salat. Kræmmerhuse med Flødeskum.

Dagmarteatret. „Tordenskjold". Hr. Riis-Knudsen præsenterede Tordenskjold i en Skikkelse, som er Øhtenschlager værdig; Iscenesættelsen er fortræffelig, og skal „Tordenskjold" nogensinde slaa igennem, saa maa det være nu. Efter det drønende Bifald at dømme paaskønner Publikum ogsaa den unge Direktørs Bestræbelser, men desværre er Teatret stadig kun daar- lig besøgt. Om selve Stykket er der skrevet uendelig meget: man har sagt, at det nærmere var en Folkekomedie end et tragisk Drama, og Heltens tragiske Endeligt er vel ogsaa den eneste Grund til at benævne det j „tragisk". Med stor Begejstring lytter j det store Publikum til den unge Sø­ helts raske og [frimodige Repliker, i og de fleste venter med Længsel det Øjeblik, da Tordenskjold lykkelig skal ; forenes med Miss Harriet, da — o ve | — Helten falder i en lnmpen Snare , og dræbes, Miss Hariet kommer et j Øjeblik for silde, dog tids nok til at svøbe den raske Søguts afsjælede Legeme i Dannebrog og sige et Par kønne, patriotiske Vers. Det store Publikums Begejstring vilde sikkert have været langt større, om Harriet var kommen tids nok til at frelse sin elskede, lønne Dyden og straffe Lasten ; men netop paa det Punkt har Øhlen- schlager holdt sig strængt til den historiske Sandhed. Er Sceneriet for­ træffeligt, saa er Spillet for Hoved­ rollernes Vedkommende det ikke mindre. Hr. V. Wiehe er en udmærket Torden­ skjold, hans Maske er skuffende, og hans raske Manerer og djærve Tone giver os Billedet af Tordenskjold, saa­ ledes som vi fra smaa af har været vant til at tænke os denne Søhelt. Miss Harriet har en fortrinlig Frem­ stillerinde i Fru Gjørling, der særlig udmærker sig ved sin smukke Dekla- i mation. Bedst var Fru Gjørling i I Slutningen af anden Akt, hvor Harriet viser Tordenskjold sine Tegninger, der I i Parantes sagt ikke burde opbevares i i en moderne Fløjlsmappe. Samspillet i denne Scene var glimrende, saavel ! Hr. Wiehe som Fru Gjørl ng præste­ rede her et lille Mesterværk af drama- tisk Kunst. De øvrige Rollehavende gør deres bedste, og det vilde være Synd at fremhæve nogen enkelt, det skulde da være Frk. Lerches Debora. Dagmarteatrets „Tordenskjold" er en Forestilling, som man kan have. For­ nøjelse og Udbytte af at overvære; den e r , hvad Iscenesættelsen angaar, ikke langt fra at staa paa Højde med, hvad vi i Fjor saa hos Mej­ ningerne. — s.

Plageaander.

Gid Pokker havde Alverdens Aviser, naturligvis undtager jeg den uskyldige rosenrøde Gazette. Ja, Hr. Redaktør, jeg er ærgerlig paa Aviserne, de driller mig, de forarger mig, og de giver mig ikke en rolig Time hele Dagen igennem. Det er de mærkværdigste Ting, disse sværtede Tingester plager mig med. Naar Czaren hai købt en Bismarcksklump, eller naar Kapt. Rambusch har faaet Dimmelim i en Luftballon, saa skal det straks, takket være de Pokkers Aviser, passere gennem min arme Hjærne. Aviserne tvinger mig til at stikke min Næse i Kloakerne, til at lade mit Øre døves af alt Rigsdags­ vrøvlet, til at lade mine Øjne skue A l­ verdens Daarligdom, ja undertiden for­ langer de saagar, at jeg skal smage paa j dette eller hint. Tidlig om Morgenen, længe før jeg har i tænkt paa at aabne mine trætte Øjne, banker Værtinden paa Døren. „Om Herren ikke vil laane Morgenberlingeren ?“ — | Min gode Værtinde tror oven i Købet at gøre mig en Tjeneste ved at laane mig dette Organ for regerende og averterende. Jeg takker naturligvis og breder den kongelige-priviligerede ud over O ver­ dynen tor straks efter atter at hvile i Morfevs Arme. Fem Minutter senere vækkes jeg atter af et rædsomt Spektakkel, det er igen min Værtinde, den velsignede Kone, der „bare vil bede Herren om at give hende Avisen, for hun har ogsaa lovet Hr. Petersen ved Siden af, at han maatte kigge lidt i den." Naa — det er altsaa ikke til at tænkepaa at faa Morgenro, ærgerlig springer jeg op, klæder mig paa og iler ud paa Gangen for at se, om der ikke skulde være nogle Breve. Breve! Nej, naturligvis ikke et eneste Brev, men hele fire Aviser: Avisen, København, Nationaltidende og Politiken, tænk Dem: fire Blade skal jeg døje til min Morgen­ kaffe, fire Aviser, af hvilke den ene er værre end den anden, og den første er væ rre end den værste. Lidt op ad Formiddagen kommer saa min elskværdige Værtinde igen; den vel­ signede Sjæl har nede hos Urtekræmmeren laant Adresseavisen, og nu vil hun bede mig om at se efter, om der ikke skulde „staa en Plads til Frederikke." Tak Skæbne. Jeg kigger og kigger, de sorte djævelske Typer danser Kankan for mine Øjne. I min Fortvivlelse kaster jeg Adresse­ avisen i Hovedet paa min Værtinde, der i den Anledning meget venskabeligt beder mig, om jeg vil behage at flytte til den første, og saa stormer jeg ned paa Gaden, ud i det fri, der maa jeg da vel for Pokker kunne faa Fred for de forbistrede Blade. Jo vist, jeg faar saamæn ikke gaaet ti Skridt, før en nærgaaende A vis­ mand kommer hen til mig og falbyder mig sit Kram. Jeg havner paa en Re- stavration og kommer der kun i den frede­