S_Gazetten_1889

Gr & z E: T T E N.

318

Et Offer! K d b e n h a v n e r b i 11e d e af W. I. S. Holm. (Eftertryksretten forbeholdt.) (Fortsat).

Nuet, uden at Tanken om Livets ma­ terielle Krav kan forstyrre vor Glæde. De gamle og de, som daglig maa ase i Livets Trædemølle uden dog at komme videre, tror De, at en saadan Udflugt i det fri har den samme op­ livende Virkning paa dem som paa os? Nej, det er umuligt! De kan maaske nok for et Øjeblik føle lidt Lettelse, lidt Opmuntring i deres Ens­ formighed; men Bevidstheden om, at naar den korte Dag er forbi, saa skal de atter i Morgen tage fat, hvor de slap i Gaar, den vil dræbe deres Fri­ hedsglæde. Og naar de kommer hjem i Aften, vil de være lige saa trætte, som em de havde forrettet deres dag­ lige Dont. Ogsaa derfor kan en saa­ dan Udflugt ikke efterlade noget varigt Lyspunkt i deres Sind. Mon vi unge, vi, der føler Livet og Livskraften pulsere i vore Aarer, vi kan nyde Sommerens Skønhed om­ kring os, fordi den harmonerer med vort eget sommerfriske Sind. Naar Solstraalen kysser vor Kind, føler vi det ligesom en højere Magts velsignende Kærtegn; naar vi sér ind i det sol­ oplyste Perspektiv, der aabner sig for vort Blik, synes vi ligesom at skue ind i den forhaabnings- og forjættelses­ fulde Fremtid, der vinker os med sæl­ somt Trylleri. — For os er en saadan Udflugt ikke en kort Dag, der er forbi, naar Aftenen kommer; nej, den er en Del af selve vor Ungdom, hvori noget af det Haab og den Begejstring, der er et Særeje for det unge Sind, lige­ som opfyldes og mættes. Sig mig, føler De ikke Brystet lige­ som udvide sig og alle Lemmer lige- som faa forøget Spændstighed, nye Kræfter, mens De betragter Naturens svulmende Skønhed omkring Dem? Men,” fo’r han fort uden at afvente Svar, „hvad er det vel, der gør, at De føler Dem saa glad og saa kæk, saa livsfrisk og stærk? Det er Haabet i Deres Bryst og Deres Ungdoms Fylde, der folder sig ud og smelter sammen med den unge Sommernatur omkring Dem. Det er Harmonien mellem Dem selv og Deres Omgivelser, Deres Ungdoms varme Drifter, der higer ud, gærer og søger Næring! Ja, kære Anna, vi er unge, De og jeg, og derfor kan vi glæde os over Sommeren omkring os. Lad os nyde^ vor Ungdom, ikke ængstelig mure os inde, men følge Naturdriften i vore Hjærter — lad os følge dens lokkende Stemme, mens vi kan. En Gang maaske vil der komme en Tid, da ogsaa vi føler os gamle og trætte, da Naturen ogsaa for os har mistet sit friske Trylleri; men derpaa vil vi ikke tænke. Lad os nyde Ungdommen, mens vi har den, nyde Glæden, hvor den byder sig frem, og plukke dens Blomster over alt, hvor vi finder dem. — Lad os plukke af Livets Roser saa

denne Følelse af underlig Betagethed ? Hun havde aldrig før været som i Gaar Aftes, og selv i Dag følte hun sig saa underlig til Mode. Og saa længtes hun saadan efter ham, længtes efter hans lyse Smil og frejdige Lat­ ter . . . . 'Mon han ogsaa tænkte paa hende, længtes efter hende? — Nej, hvorfor skulde han vel det? Han kendte na­ turligvis mange andre unge Piger, der var meget bedre end hun — han, der var saa smuk og elegant. Ja, men alligevel kunde han dog vist godt lide hende. Hvortor skulde han ellers have vist hende saa megen Opmærksomhed, talt saa smukt og venligt til hende og — ja og saa kysset hende. Hvor­ for havde han mon kysset hende? Det var da noget, man ikke gjorde ved alle og enhver. Og det var sandt, saa havde han jo inviteret hende til i en Udflugt næste Søndag. Hvorfor skulde han det, hvis hun var ham ligegyldig. Saaledes forelagde hun sig det ene Spørgsmaal efter det andet, og jo mere hun søgte at hitte Rede i dem, desto mere indvikledes hun . i deres fine Net. Hun var for uerfaren til at kunne løse den stillede Opgave. Spørgs­ maal og Svar, der igen fødte nye Spørgsmaal, dukkede bestandig frem og gjorde hende aldeles forvirret. Be­ standig tænkte hun paa ham, og sta­ dig spurgte hun sig selv: „Er det Kærlighed — elsker jeg ham ?“ Søndagen efter foretog Anker og Anna en Udflugt til Lyngby. Efter at have spist Frokost paa Hotellet spaserede de til Frederiksdal. Det var tidligt paa Formiddagen, Luften var mild og klar, og Solen kastede sine blanke Straaler ned fra en skyfri Himmel. Nynnende og pas­ siarende som to glade Børn gik de med hinanden under Armen henad Prinsessestien. Anna var glad og let om Hjærtet, og Fuglenes Sang, der dirrede hen over Engene, fandt Genlyd i Sangbunden i hendes eget Bryst. Med straalende Blikke saa’ hun op til Anker, mens han muntert snakkede løs om alt, hvad der faldt ham ind. Atter i Dag var det Livets Skøn­ hed og Ungdommens Forrettigheder, hvorved han især dvælede. Han gjorde hende opmærksom paa Søens Blinken og Solens Straalespil mellem Trætop­ pene, hvilket han sammenlignede med Haabet og Frejdigheden i Menneskets Sjæl og med Ungdommens Given sig hen i Øjeblikkets Lyst. „Hvad er det, der gør, at man paa en saadan Dag føler sig saa lykkelig og let om Hjærtet?” sagde han; „er det Sommeren alene, der fremkalder disse Følelser? Nej, det er Følelsen af, at vi er et med Naturen, vor lykke­ lige Ævne til at kunne give os hen i

Næste Morgen vaagnede Anna sent og havde stærk Hovedpine; for første Gang kom hun for 'sent paa Systuen. De andre Jomfruer, der lagde Mærke til hendes blege Ansigt, spurgte, om hun var syg, men fik intet afgørende Svar. Hun havde lidt Hovedpine, for­ klarede hun. — „Maaske har hun været ude at more sig i Gaar!“ dril­ lede en af Syerskerne; det forekom hende, at hun havde sét hende paa Frederiksberg. — Anna blev rød, men svarede ikke. Hun mærkede, at det vilde genere hende, om de andre er­ farede noget om hendes Møde med Anker. Hvorfor, vidste hun ikke, men hun besluttede dog at være alene om sin Hemmelighed. Og atter drejede hendes Tanker sig om Gaarsdagens Begivenheder, om alt, hvad der var hændt. — Ja, hvad var i Grunden sket? Hun var gaaet ud, havde følt sig alene og længtes efter at tage Del i de andres Leg. Saa havde han vist sig, næsten som fremtryllet af hendes Længsel, havde draget hende med sig ind i den glade Kreds, havde fanget hende igen, hver Gang de løb ud, havde et Øjeblik holdt hende i sine Arme, i Overgiven­ hed svinget hende rundt. De var fulgtes ad hjem, havde spist og drukket Champagne sammen, og han havde talt saa smukt til hende om Ungdom­ mens Ret og Lysten ved at leve. Hvor hun mindedes dem tydeligt alle de Smaating, som havde kastet Stænk af Lykke paa hendes Vej og for en kort Stund havde bragt hende til at glemme sit tidligere Savn og give sig Haabet og Livslysten i Vold. Men kunde der vel være noget ondt heri? — Sikkert ikke! Hvorfor skulde ikke ogsaa hun have Ret til at følge Ungdommens Drift og Krav, til at føle sig glad og give sig hen deri? -— Og hvad ondt kunde der vel være i, at hun havde syntes saa godt om den smukke unge Mand, som med sin Kækhed og Munterhed havde jaget hendes Mismod paa Flugt? — Hvad mon for Resten Kammeraterne vilde sige, om de vidste det? — vidste, at en hun havde gjort Bekjendtskab med ung Mand, at hun havde faaet sig e n ........... Her hørte hendes Reflektioner plud­ selig op. Hun blev ligesom stakaandet og rødmede ubevidst. — Kæreste? — Var han liendes Kæreste, var det det, Kammeraterne mente med „Kæreste” . Var det da Kærlighed, disse glade Stem­ ninger, hans Selskab havde fremkaldt;