S_Gazetten_1889

Nr. 40

317

Blot til L y st: Venskab og Fjendskab eller Den forlorne Søn. K o m e d i e i 2 Ak t e r . P e r s o ne r ne : „Redaktøren". Oscar, Poet, hans Fostersøn. Holger, Recensent. Thomas, Czarens Kurér. Journalister o. s. v. Handlingen foregaar i Revolverpressen; mellem 1ste og 2 den Akt er et Tidsrum af 2 Maaneder. 1 s t e Akt. Et, Redaktionskontor. Travle Journalister sidder rundt omkring og bider i Pennene „Redaktøren" gaar betænkelig op og ned ad Gulvet. R e d a k t ø r e n . Naa, skriver I ? Hæng i, hæng i! Skriv kun Skandaler — for andet kan I jo ikke* lave! — O Oscar, Oscar! hvor mon han bliver a f? — Ja, det saa galt ud for os, hvis vi ikke. havde ham. Han er et prægtigt Menneske, det bedste, som jeg kender. Jeg tror næsten, at'hans Artikler er det eneste, Folk gider læse — ja, og saa mine egne naturligvis og Fabers Kaffe­ sladder. (Det, banker). O s c a r (ind). R e d a k t ø r e n . Oscar! Os c a r . Fmil! (De omfavner hinanden.) O s c a r (til Journalisterne). God Dag, Kammerater! naa har I lavet noget godt? Bra’ mange Skan­ daler ? J o u r n a l i s t e r n e (i Kor). Ja-a-h! R e d a k t ø r e n . 0 Oscar, tro dem ikke, kære Yen. Kun Du formaar at lave noget godt. Og ikke sandt: Nu skriver Du nok noget, et af dine mageløse Portræter til Eksempel. Os c a r . Ja — hm — det var just det, jeg vilde tale med dig om — men — under fire Øjne. R e d a k t ø r e n (vifter de andre Journalister ud af Lokalet). Naa,. min brave Oscar, hvad er det saa, Du har paa Hjærtet? Os c a r . Hm ! Ser Du : £)et gør mig ondt for d ig, men vi to kan ikke længer arbejde sammen. Mit litterære Navn maa ikke længer knyttes til det Papir, Du redigerer. Fra nu af vil jeg selv være Redaktør. R e d a k t ø r e n . Hvorledes, vil Du svigte mig? Os c a r . Ja, kort og godt, Emil, vi to maa skilles. R e d a k t ø r e n . Og Du gaar over til Bohemerne?

Os c a r . Bohemerne, hvem vover Du at kalde for Bohemerne. Farvel, Hr. R., fra nu af kender jeg Dem ikke mere, fra nu af er det Orla Lehmanns Dattersøn og mig og mig og Orla Lehmanns Dattersøn! (Han gaar). R e d a k t ø r e n (ser efter ham.) Ha! Uværdige, som jeg har skænket al min Kjærlighed! H a ! Slange, jeg har næret ved min Barm! Død og alle Djævle ramme Dig? Ha! Ha! (Han stamper rasende i Gulvet). J o u r n a l i s t e r (styrter ind og knæler. I Kor). O store Mester! Hvad er der i Vejen? R e d a k t ø r e n . Stat op, I brave Gutter! I skal ej mere skælde Frederik ud for Fidte- klump! I skal ej mere skælde Mini­ strene, Gendarmerne, Matzen, Højre, Livjægerne ej heller Privatfolk ud. Nej, den Skarnbøtte, I éJlers kaste over Massen, den skal fra nu kun vendes over Madsen:

der smilte over til mig, den Gang jeg stod og dinglede oppe i Czarens Villa ? O s c a r . , Ja, det er jo sandt. Jo, Du har gjort et godt Stykke Arbejde nede paa Fredensborg. Naar jeg blot tænker paa alt det, Du lavede om Prins Christians Forlovelse. Th oma s . Ja, den klarede jeg tykt, for det var naturligvis Sludder, kære, Sludder og Væv alt sammen. Os c a r . Naturligvis! H o l g e r (kommer springende). Oscar! Oscar! Har Du læst Skandalebladet? Os c a r . Ja, min Ven, men nu har jeg skrevet en om Kors— ; aa, Du kan stole paa, han snakker ikke mere om Strikken i hængt Mands Hus. Th oma s . Og de andre, hvad vil Du kalde dem? Os c a r . Tugthuskandidater, Tyveknægte o. s. v. Th oma s . Brilliant, kære; mon Robert ikke kan komponere en Melodi til den Tekst? Os c a r . Og saa knækker vi Halsen paa en ny Flaske Mumm.

.3 \ /S

J/g > t

o

J o u r n a l i s t e r n e (i Kor). Madsen! — Æh bæh! — Boheme, Æsel, Morder! Æh bæh! o. s. v. 2 d e n Akt . Et andet Redaktionskontor. En Mængde unge, velskabte Mennesker, alle velklædte og med fyrige Øjne, sidder og drikker „Mumm". Oscar ved et Skrivebord. Thomas træder ind.

Th oma s .

Bravo, kære!

A l l e . Hil Oscar! Hil vor store Mester! Tæ p e t f a l d e r . Moral: Af den Komedie lærer man, hvorlunde fordums Venskab kan blive Fjendskab, indtil den forlorne Søn Oscar atter en Gang vender til­ bage; thi det er temmelig sikkert, at

må - V

Os c a r . Hil Thomas, hil Czarens Kurér! Th oma s . Tak, kære! Har I læst „Sprøjten" ? Skandale, kære. De skriver, at jeg, Czarens Kurér, har listet mig bort fra Regningen. Os c a r . Tror Du, de har det fra Værten ? Th oma s . Hvor falder Du paa sligt? ham har jeg jo prist i høje Toner! Kan Du ikke huske, hvor kønt jeg skrev om Hr. Brodersens lækre Koteletter,

„atter det skilte føjer sig sammen, ■en Gang i Tiden vorder det ét!"