S_Gazetten_1889

G A Z E T T E N.

Nr. 40

315

„Geniet" styrker dem i Troen paa deres indbildte Talent, han skal nok gøre for dem, hvad han formaar, og som Veder­ lag for dette Løfte trakterer de ham efter bedste Ævne. „Geniet" har selv en Gang været et saadant „ungt Talent", og de fleste at de unge Talenter, som nu om­ giver ham, vil selv en Gang med Tiden, naar „den gamle" sigerStop, blive ligesaa store Genier som han. Undertiden hænder det jo, at en af disse unge Mænd tilfældig træffer ham i Kridtpiben eller et lignende Sted, men i saa Fald har han altid den Undskyldning paa rede Haand, at han „studerer Folkelivet". „Geniet" er en lidenskabelig Tobaks­ røger, men da han selvfølgelig ikke har Raad til at købe sine Cigarer, bruger han følgende Fremgangsmaade: Han samler først en Del Stumper sammen, promenerer derpaa ned ad „Strøget'' og udsøger sig et Offer. Offeret er i Reglen en ældre, distrait udseende Gentleman, der damper paa friskantændt Cigar. „Tillader De, jeg tænder!" siger „Geniet". — „Med For­ nøjelse!" svarer den fremmede Herre og rækker ham sin hele Cigar. „Geniet" tænder nu sin „Stump", rækker derpaa den fremmede denne, idet han letter paa Hatten, med et høfligt Smil og et for­ bindtligt Tak, hvorpaa han skyndsomst tjærner sig med den tremmede Herres Cigar mellem sine Læber. „Geniet" er selvfølgelig med allevegne, hvor der er Sjov i Gaden, han er jo selv et Gadens Barn, der slider de kommunale Brosten tidlig og sildig. For ham gaar det slet ikke an at være hjemme, thi en eller anden af hans mange Kreditorer kunde jo let opdage hans Bopæl og sende ham en Prokurator paa Halsen. Hænder det en Gang imellem, at han møder sin Skræder paa Gaden, og Skræderen saa tillader sig at minde ham om Regningen, saa svarer Fyren altid med den største Frækhed af Verden: „Regning! — Tror De, jeg er saa gal at betale mine Reg­ ninger, nej — men, vil De ikke drikke et lille Glas Vin!" Den godmodige Skræder følger ham saa ind til Vinhandleren, og „Geniet" kræver den ene Flaske efter den anden. Naar den stakkels Skræder saa begynder at faa „et Stænk", siger „Geniet" pludselig: „Død og Pine! Der gaar Prof. I)., den Mand skylder mig nogle Penge — A a undskyld et Øjeblik." Saa fordutter „Geniet", og den ulykkelige Skræder maa betale hele Gildet. „Geniet" er altid med paa Spørgsinaalet, han er Fri-Abonnent paa alle københavnske Blade, d. v. s. hver Morgen spaserer han forbi samtlige A v is­ kontorer, i hvis Udhængsskabe han læser Aviserne. „Geniet" er paa Hat med alle Hovedstadens bekendte Mænd; mærkelig nok er det altid ham, der hilser først, og de andre, som besvarer Hilsenen uden at ane, [hvem det er, de har den Ære at blotte deres Hoveder for. Mod Damer er han altid yderst galant og elskværdig; hans kvindelige Ideal er en Kone, som

kan forsørge ham, men lykkes det ham ikke at kapre en saadan, inden Glansen er gaaet af ham, ja saa havner han i Reglen paa Ladegaarden, hvis ikke Smaagaderne har Brug for hans Ævner, eller hans geni­ ale Streger har været af den Art, at Politiet lægger Beslag paa hans Person. Gazetten. Vi holder ikke af at rose os selv, og skønt vi selvfølgelig godt véd, at vort Blad er noget af det fikseste og mest originale, der findes i København, taler vi aldrig derom, for vi er saa rædsomt beskedne. Men vi er selvfølgelig stolt af, at andre roser os, og det er med en vis Tilfredshed, at vi betragter det Par Vognlæs anerkendende Skrivelser, som vi har liggende for os. Allerede inden den lille kom til Verden, strømmede de rosende Skrivelser ind, saaledes at „Ga­ zetten" dybt rødmende saa Dagens Lys og presenterede sig paa rosenrødt Papir for de beundrende Københavnere. Blandt Skrivelserne findes nogle paa tæt be­ skrevne Folioark, andre i Form af smaa blegrøde Billetter, der, naar man aabner dem, dufter — aa saa sødt! Der findes i Samlingen Breve fra al Verdens Berømt­ heder, affattede i alle tænkelige Sprog. Vi griber paa Maa og Faa i Bunken og præsenterer her vore Læsere et af dem. Det er dateret London, d. lS/g, og be­ gynder med Ordene „Mon cher Gazette". I Oversættelse lyder det saaledes: „De, kære „Gazette", er den eneste, som for­ maar at sprede mine mørke Tanker; naar jeg har gennemgaaet min kolossale Post, kvæger Deres Billeder altid mit Sind." Dette Brev er undertegnet „Le brave général". Edison skriver: „Elskværdige „Gazette", jeg er en stor Opfinder, men saa opfindsom som Du har jeg aldrig været." Fyrst Bismarck meddeler os, at det hovedsageligt skyldes os, at Krigen ikke for længe siden er udbrudt, „Ga­ zetten" stemmer mig saa fredelig," skriver han. Størst er naturligvis Antallet af Skri­ velserne fra berømte Københavnere, hvis Navne vi dog skulle fortie, da vi er lige­ saa diskrete som „København". En Mand, der har stor Indflydelse i Regeringskred­ sene, takker os, fordi vi altid giver Oppositionen et Hip, og en bekendt Venstrefører mener at burde takke os, fordi vi aldrig skaaner Højre. Sagen er nemlig den, at „Gazetten" er Organ for den mest udprægede Konservatisocialibe- radikalisme, man kan tænke sig. En tredie Mand skriver til os: „Gazetten" er Københavns bedste „Illustreret Tidende", den „Familie-Journal", som bør holdes i et hvert Hjem. „Gazetten" vil ikke fortælle sine Læ ­ sere, hvor stort dens Oplag er, det er nemlig saa kolossalt, at Folk umulig vil kunne tro det. A t Folk paa Grund af dette Oplags

Størrelse gærne vil avertere i „Gazetten" er en Selvfølge, men da Bladet kun raa- der over en meget indskrænket Plads til Avertissementer, maa De skynde Dem, hvis De vil have Deres Annonce optaget. Og De, min elskværdige Læser og Læser- inde, er naturligvis ikke i T vivl om, paa hvilket Blad De bør tegne Abonnement for næste Kvartal. Københavnske Originaler. Under denne Overskrift bragte „Gazetten" under sin forrige Redaktion en Række Bi­ ografier; i en af disse — om den blinde Spille­ mand Rasmus Christensen - er fremkommet nogle forkerte Oplysninger. Fejltagelsen er indtruffet paa følgende Maade: Der findes i København to Spillemænd, som begge gaar omkring i Gaardene og synger en Vise om deres Levnedsløb. Artiklens Forfatter havde indhentet sine'Oplysninger fra to forskellige Kilder, af hvilke den ene har forvekslet Ras­ mus Christensen med den anden Spillemand, og saaledes er Skildringen af Rasmus Chri­ stensen bleven ukorrekt. Vi mener derfor at skylde ham en Undskyldning og skal sam­ tidig oplyse følgende: Først og fremmest: Rasmus Christensen er blind eller i hvert Fald næsten blind, herom foreligger følgende Attest fra Dr. Ed. Hansens Gjenklinik: „Rasmus Christensen (Adr.) er fuldstændig blind paa venstre Oje og kan med højre Øje kun tælle Fingrene i nærmeste Nærhed, alt som Følge af Øjenbetændelse i den tidligste Barndom. (Underskrift). “ Fra Sognefogeden i Attrup foreligger end­ videre følgende Oplysninger om ham: „Han er meget rigtig Søn af en jysk Husmands- familie, sin Børnelærdom lærte han vel saa meget af, at han blev konfirmeret, men han lærte den ved, at andre læste den for ham, da han var lærenem, men se at læse har han vist aldrig kunnet undtagen meget stor Stil og dette endda daarligt nok. At han har været i Skræderlære har aldrig været Til­ fældet, da ingen vist nogensinde har kunnet tænke paa, at hans Syn tillod ham at be­ skæftige sig med et saadant Arbejde, der­ imod tik han af Sogneraadet foræret en Violin." Sognefogeden skriver endvidere, at Christensen mistede sit Syn faa Dage gammel, at han lærte at spille og en kort Tid var Tjenestekarl, men paa Grund af sit daarlige Syn ofte kom til Skade, saa der ikke var andet for ham at gore end at ernære sig som omvandrende Spillemand. Da dette næppe har været meget indbringende, kan man forstaa, at Christensen ikke, som vi skrev, har nogen Ejendom i Jylland eller nogen Formue. Den aftrykte Vise og Historien om „Pigen fra f yen" knytter sig ikke til Ras­ mus Christensen. Rasmus Christensen bor i en Kælder ude paa Nørrebro, hvor hans anden Kone (han har været to Gange gift) har en lille Butik med Grøntsager o. s. v. — Tre smaa Børn tumlede sig i den tarvelige, men overordenlig propre Lejlighed, da vor Meddeler forleden aflagte Rasmus Christensen et Besøg.