S_Gazetten_1889

Nr. 3

GrA z, E T T E M.

Hvem var Morderen? En Kriminalnovelle af

„Angav De ingen til Protokollen?" „Aa, jo. Men, det var den urette." „Hvem angav De?" „Den gamle Skovrider. Men det var ikke ham." „Og De angav ham dog?" „Jeg troede, at han var Morderen. Det maatte jeg. Endnu for en halv Time siden — “ Han holdt igjen op med at tale; hans Aandedræt var bleven svagere. „Hvorfor indtil for en halv Time siden ? “ Hans Øjne havde faaet et ubeskrivelig klart Skin. „Hr. Assessor," sagde han langsommere, næsten højtideligt, „naar man staar saa nær for Døden, er man dog et andet Menneske. Det blev før paa én Gang saa lyst her i Hovedet, jeg saa alt saa tydeligt for mig og Ting, som jeg aldrig i Livet før har tænkt paa, dukkede op for mit indre Blik. Indtil da har jeg altid tænkt, at det var den gamle Skovrider. Men det har dog aldrig været rigtig klart for mig. Og nu paa enGang saa jeg hele Historien for mig, den . . . " Han havde atter anstrængt sig og var bleven meget mat. Hans Øjnes Giands lignede en svævende Flamme. Døden maatte snart komme. Jeg >betragtede ham med spændt Opmærksomhed. Han havde Ret. Hvor ofte ser man ikke, at den menneskelige Aand. hæver sig i Dødsstunden til en vidunderlig Klarhed, som om den allerede var løst fra Lege­ mets Lænker. Den ser Lys og Sandhed, hvor der forhen kun var Mørke og Skuf­ felse. „Den Myrdede saa jeg," fortsatte han langsomt og svagt, „og mit Gevær — og Morderen — og — men det var ikke den gamle — og hende saa jeg — ja, hende, som — “ Plans Stemme blev svagere og sagtere og tilsidst blev den ganske uforstaalig. Saa tav han stille. Hans Øje bristede. Endnu en dyb Rallen, og han var død. „Var det en Morder, som her døde?" spurgte den Gejstlige mig. „Nej," maatte jeg svare. „Saa vil mine Bønner for hans stak­ kels Sjæl desto snarere tinde Bønhørelse." Han lukkede den Dødes Øjne og for­ blev hensunken i Bøn ved hans Leje. Jeg lod mig den næste Morgen bringe Akterne, hvorefter Frederik Sander var bleven dømt som Morder, de indeholdt øflgende:

Reform Fodtøi er anbefalet af mange Læger, udmærker sig ved sin brede, magelige Fa- gon, bør bruges af Enhver, som vil gaa bekvemt og ikke generes af sit Fodtoi. Reform-Fodtøi er liaand- forarbeidet af de lineste, bedste Skind- og Læder­ sorter og ikke dyrere end almindeligt prima Fodtøi. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Bal- Sæsonen. Elegante Herre-Balsko, nyeste Mode, kun 972 Er. Gemse - Snøresko kun 87 2 Kr. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Dame- Balsko med elegante Sløifer kun 4 Kr. Silkesko i alle Mode­ farver for 4,472, 6 å 10 Kr. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Skøite- Støvler til Herrer, Damer og I Børn. Heraf føres et stort Udvalg fra ganske billige til de eleganteste. Magazin frangais, 2. Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Ordres mod Post­ forskud. Ethvert Par Fodtøi, som ikke er efter Ønske, om­ byttes.

.1 . T > . I I . T e m m e . (Forts'at).

Den gamle, ofte straffede Krybskytte og dømte Morder kæmpede ikke med hin Døds Skræk og Kvaler. Kun var han bleven svag efter sin Samtale med Præ­ sten. Han aandede langsomt og svært. Do den stod ved lians Leje. Han vidste det, men han kæmpede ikke med den. Han kunde rolig afvente dens Komme. Den Fred og Ilo, som hvilede over Mandens dødblege Ansigt og hans næsten klare Blik, greb mig usædvanlig. Kan det være en Morder? maatte jeg uvilkaarlig spørge mig selv, og jeg be­ svarede mit Spørgsmaal benægtende, lige­ som den Gejstlige havde gjort. Kunne Dommere ikke ogsaa dømme en Uskyldig? Hans Øjne straalede klarere, da han saa den Gejstlige vende tilbage med mig. „Er det Hr. Assessoren? “ spurgte han mig hurtig, som om han frygtede for, at Døden kunde kalde ham, før han tik tor­ talt mig alt. „Ja, hvad har De at sige m ig?“ sva­ rede jeg ham. „Jo, ser De, min Herre. Jeg kunde nok lide at fortælle Dem selv, at jeg er uskyldig i Forstvæsenselevens Død. For den Sags Skyld kan jeg dø rolig. En Krybskytte har jeg været. Men jeg har faaet min Straf derfor, og den kjære Gud vil nok tilgive mig det Par Harer og Raa- dyr, som jeg har skudt her paa Jorden. Han lader jo hvert Aar saa mange fødes — og hvorfor skal de allesammen tilhøre Kongen og Skovriderne. En stakkels Mand, som har Kone og Børn, kan dog ogsaa . . . . Men det var om Mordet paa Forst­ væsensleven , at jeg vilde fortælle Dem. Deri er jeg uskyldig, saa sandt som jeg, trods alle Harerne og Raadyrene, dog ' haaber at komme til Gud." En heftig Hoste afbrød ham. Han ; havde ophidset sig og talt hurtigt og højt. Men ethvert af hans Ord, enhver Lyd i hans Stemme var et vidunderligt Vidne og Borgen for, at han talte Sandhed. Hosten holdt kort efter op, og han kom atter lidt til sig selv. Jeg formanede ham til at tale langsomt og roligt. „Har De kjendt den rette Morder?" spurgte jeg ham saa. „Jeg tror det," svarede han. „Men tør ikke indestaa derfor."