S_Gazetten_1889

155

ti A Z E T T E N .

Nr. 20

hvorfra han vidste, at en Dør førte ud til Trappegangen. I næste Øjeblik blev Døren laaset efter ham af Fru S., som hastig var gaaet rundt og havde aflaaset Døren ud til Trappen- „Fangct", raabte hun ind til ham, idet hun skyndsomt løb op paa sin Mands Værelse og hentede Revolveren. „Jeg kunde ikke finde nogen Nøgle", begyndte Anna, da Fru S. atter kom til­ bage, „men Gud, Frue, hvad har De dér", fortsatte hun forskrækket, da hun fik Øje paa Vaabnet. „Aa, ikke andet end min Mands Re­ volver", svarede Fru S. rolig. I det samme lød der en stærk Banken paa Døren, hvorigjennem den Fremmede var forsvunden, og han raabte højt: „Luk op straks, e lle r ............ “ Resten druknede i Annas Skrig og et Øjeblik efter laa hun hvinende paa Gulvet. „Hvis Du ikke er rolig, Anna, skyder jeg Dig ned ,paa Stedet", sagde Fru S. koldblodigt. Pigen, som troede, at hendes Frue vilde gjøre A lvor af det, greb et Haandklæde og stoppede det meste af det i Munden paa én Gang. „Min Ven", raabte Fru S. derpaa med høj Stemme, „Du er fanget; begge Dørene er laasede og Vinduerne skal jeg nok passe paa. Hvis Du forsøger paa at flygte den Vej, er Du dødsens." Efter at have givet den Fremmede denne venskabelige Advarsel, gik hun ud paa Verandaen og holdt Vagt over Vin­ duerne. Anna fulgte hende, idet hun- stadig stoppede mere og mere af Haand- klædet i Munden. Da lød der en Banken paa Vinduerne; den Indespærrede forsøgte at aabne dem. „Aa, gaa lidt væk, min Ven!" sagde Fru S., „Du kunde ellers let komme til Skade". Et Knald fulgte efter hendes Ord, og Vinduesglassene raslede ned i Haven. „Det var kun det ene Løb. Der er fem endnu, og dette her var bare for at vise Dig, at jeg er bevæbnet. Men hvis Du igjen gjør Forsøg paa at flygte, gjælder det Livet!" Den uindbudne Fremmede kjendte sin tidligere Frue og vidste, at hun forstod at føre sit Vaaben. Han forholdt sig derfor rolig for Resten af Natten. Men næsté Morgen, da Kudsken kom hjem, fandt han Fru S. siddende paa Verandaen og læse i en Bog, og foran hende paa Bordet laa en sexløbet Re­ volver. Paa Gulvet laa Anna med en Snip af Haandklædet hængende ud a Munden. Hun havde nær kvalt sig selv, for ikke at skrige højt hele Tiden. I en Haandevending blev Fyren an­ holdt og afleveret til Politiets Omsorg, og den fejrede Primadonna havde denne Gang ved sin Koldblodighed frelst ikke blot sine Smykker, men maaske sit Liv.

trække sig tilbage til Skabet og lukke det efter sig. Det var dog en Lettelse at vide, at disse to lurende Øjne ikke mere hvilede paa hende. „Kom ind“, sagde hun. Det var Tjenestepigen. „Jeg troede, at De var gaaet i Seng", sagde Fru S. til hende. „Ja, jeg var ogsaa ifærd dermed, men saa tænkte jeg, at Fruen maaske vilde mig noget. " „Nej, Tak! laften er der ikke noget for Dig. Jeg skal blot strække mig lidt", fortsatte Fruen, idet hun rejste sig og gik fast hen over Gulvet et Par Gange, „jeg er bleven træt af at sidde stille saa længe". Hun nærmede sig Skabet, hvori den Fremmede stod, for muligvis at faa Lejlighed til at dreje Nøglen om for ham. Idet hun passerede tæt forbi det, syntes hun at kunne høre ham trække Vejret. Han har sikkert kunnet høre hendes Hjerte slaa, saa bevæget blev hun ved at opdage, at Skabsnøglen var taget af. „Gud, hvor jeg er søvnig", sagde hun med forstilt Ro til Pigen. „Søvnig?" spurgte denne forbauset. „Hvor kan Fruen dog tænke paa at sove, naar vi er alene hjemme. Der kunde jo have gjemt sig en T y v eller Røver eller Morder et eller andet Sted i Huset — alle Mennesker ved jo, at Fruen er rig, og hvem kjender ikke Deres prægtige Smykker og kostbare Diamanter? Tror Fruen ikke, at der gives Banditter nok, som ikke vilde sky tilbage for et Mord, for at faa Fingre i dem?" „Hvor dumt Du taler, Anna!" sagde Fru S., idet hendes Blik vandrede fra Nøglehullet i Skabet hen til Døren, der førte ind til Værelset ved Siden af. „En T y v er ikke saa dum, som Du tror. Det kunde aldrig falde noget fornuftigt Men­ neske ind, at jeg skulde have taget mine Smykker og Diamanter med mig herud paa Landet. Og dog", føjede Fruen lige­ som spøgende til, „er det netop Tilfældet i disse Dage, hvor jeg venter Frøken M. fra Berlin, som jeg har lovet at vise mine Diamanter, hvorfor jeg igaar lod dem bringe herud. Det vilde være en god Forretning for en T yv, hvis han vidste det. De staar nede i Salen i Stue-Etagen i mit Juvelskrin — og Døren er aaben. Det var da ogsaa frygtelig uforsigtig ai mig. Løb ned i Spisestuen, Anna, og hent Nøglen. Den ligger paa Bordet. Men kom snart tilbage igjen!" „Anna, Anna!" raabte Fru S. efter Pigen, som allerede var nede af T rap ­ perne, „den er ikke der, jeg huskede fejl. Den ligger paa min Mands Skrivebord! - Naa, hun hører det ikke", fortsatte Fru S., talende højt med sig selv, „saa er det nok bedst, jeg selv gaar efter den . Med disse Ord forlod hun Værelset. Ikke saa snart var hun ude, før Skabsdøren blev aabnet, og den Fremmede stak Hovedet ud og saa sig om. Da han ingen opdagede, skyndte han sig ind i den tilstødende Sal,

dem. Han siger, at der maa gjøres mere „indgaaende Studier1', før man kan sk) ive saadan noget. Maaske — lad ham om det! Josefine. P. S. Fader har nu meldt sig ind. i To­ talafholdenheden og drikker kun Mælk — og altid hos „Sæterjenterne", hvor De kan finde ham hver Aften og somme Tider om Da­ gen med. En Primadonnas Eventyr. Den bekjendte Skuespillerinde — lad os kalde hende Fru S. — bor sædvanlig i Kjøbenhavn. Men sidste Efteraar var hun flyttet ud til et lille enligtliggende Hus paa Landet i Nærheden af Byen. En Aften, henved Klokken ti, sad hun alene i sit Soveværelse. Hendes Stol stod foran Toiletbordet, hvorover der hang et Spejl, paa hvis Sider var anbragt to Stearinlys. Disse var ikke istand til at oplyse hele Værelset, saa at den modsatte Side af det laa hen i et dæmrende Halvmørke. Fru S. var beskjæftiget med at læse nogle Forretningsbreve om nye Engage­ menter, da hun pludselig troede at høre en Støj. Hun saa sig om, men opdagede intet, og tænkte derfor, at hun havde hørt fejl og fortsatte igjen med Læsningen af sine Breve. Hun havde helt forglemt Støjen, da hun atter hørte den. Denne Gang hævede hun Øjnene op imod Spejlet, uden at be­ væge Hovedet, og hun saa da en Mand træde forsigtig ud af et Skab i Baggrunden af Væ relset. Først troede hun, at hun drømte og saa atter ind i Spejlet. Nej, det var ingen Drøm. Der stod en Mand, som hun nu gjenkjendte. Det var en af hendes tidligere Tjenere, som var bleven afske­ diget, mistænkt for Tyveri. Fru S/s første Tanke var at springe op og gjøre Allarm, men Husets ensomme Beliggenhed bragte hende snart til at op­ give denne Tanke, saa meget mere som hun var alene med sin Tjenestepige, der just ikke hørte til de modigste. De andre Tjenestefolk havde faaet T illadelse til at gaa ud, Kudsken var til en Vens Bryllup og Gartneren i Besøg hos sin Moder, som boede et Par Mil derfra. Der var ingen Udsigt til, at nogen af dem kom hjem før næste Dag. Hvad skulde hun gjøre? Atter kastede hun et Blik i Spejlet. Manden var der endnu, hun saa ham stirre paa sig gjen­ nem Halvmørket. Pludselig kom hun [ Tanker om en Revolver, som tilhørte hendes Mand. Hun troede at mindes, at have set den ligge paa en Hylde i Spise­ stuen. „Hvis den bare var der, og jeg kunde faa fat paa den", tænkte hun, „saa brød jeg mig Pokker om den K a rl!“ Medens hun endnu tænkte herover, bankede det paa Døren. Hun saa Manden hurtig