S_Gazetten_1889

14

g a z e t t e n .

Nr. 2.

Hvem var Morderen?

Overførsteren og Skovrideren var der allerede. Den første kjendte jeg, Skovrider W olf derimod ikke. Han var en lille, svær Mand midt i Trediverne, med et blegt Ansigt; smalle, sammenknebne Læber; dybtliggende, graa Øjne og sort, kortklippet Haar. Hans Blik var uroligt og han gjorde i det Hele taget et ubehageligt Indtryk. Hvorledes var denne Mand kommen i Besiddelse af hin smukke, lidende Kone? Var han maaske Aarsagen til hendes li­ dende Udseende? Skulde han bringe mig Opløsning paa d^ tidligere Gaader, eller var han selv en Gaade? Jeg forhørte ham i Anledning af Drabet paa den unge Bonde. Han fortalte aabent, uden Forbehold, hele Tildragelsen; men paa hvilken underlig Maade! „Jeg har skudt ham. Aled rolig, koldt Blod har jeg skudt ham. Han vilde ikke lystre mig. Han var opsætsig imod mig. Han hævede truende sin Øxe, da var det efter Loven min Ret og Pligt at skyde ham. Det gjorde mig ondt, at jeg var tvungen dertil. Det var et Menneskeliv. Han var en ærlig Fyr, kun noget raa har han altid været. Jeg overlagde hos mig selv, om det var nødvendigt. Alen Loven fordrede det af mig. Og der var andre Folk i Nærheden, som var Vidner til hans Opførsel. Det vilde for bestandig have været ude med min Embeds-Autoritet i Skoven, hvis jeg havde givet efter, hvis jeg ikke havde havt Alod til at gjøre, hvad mit Embede og min Pligt fordrede af mig. Alt dette overlagde jeg. Der blev intet Aalg tilbage. Jeg bad i mit Hjerte Gud om Tilgivelse, hvis jeg begik en Synd, idet jeg adlød Lovene, som Kongen havde givet, og som jeg havde svoret paa at overholde. Saa skød jeg ham“ . — Det var hans Forklaring. Den kom fra hans Inderste. Der var ikke et Ord Forstillelse deri. Det var den frygteligste Fanatismes Overbevisning. At hin stakkels Kone — hun faldt mig uvilkaarlig først i Tanker — , at hun var bleven ulykkelig med dette Menneske var udenfor al Tvivl. Alen hvorfor havde hun da giftet sig med ham? Og hvorledes var han bleven, det han var? Midt under hans rolige, klare Udta­ lelser syntes jeg, at han et Øjeblik piud­ sig blev grebet af en indre Skræk og jeg troede at opdage det samme ængstelige, sky Udtryk i hans Øjne, som jeg tidligere havde bemærket hos hans Kone og den gamle Christian, idet han fra Siden af lod

Reform

En Kriminalnovelle af «L 1). I I . T e m m e . (Fortsat).

Fodtøi er anbefalet af mange Læger, udmærker sig ved sin brede, magelige Fa- §on, bør bruges af Enhver, som vil gaa bekvemt og ikke generes af sit Fodtøi. Reform-Fodtøi er haand- forarbeidet af de fineste, bedste Skind- og Læder­ sorter og ikke dyrere end almindeligt prima Fodtøi. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. ,Svaneapothekets Eiendom. Bal- Sæsonen. Elegante Herre-Balsko, nyeste Mode, kun 9V2 Kr. Gemse - Snøresko kun 8Vs Kr. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Dame- Balsko med elegante Sløifer kun 4 Kr. Silkesko i alle Mode­ farver for 4 ,4V2, 6 å 10 Kr. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. Skøite- Støvler til Herrer, Damer og Børn. Heraf føres et stort Udvalg fra ganske billige til de eleganteste. Magazin frangais, 2, Ny Østergade 2. Svaneapothekets Eiendom. | O r d r e s mod Post­ forskud. Ethvert Par Fodtøi, som ikke er efter Ønske, om­ byttes.

„Er Skovriderens Kone svagelig ? “ spurgte jeg undervejs den gamle Aland. „Plun er ikke blandt deraskeste“ , sva­ rede han kort. „Boer De her i Nærheden? “ »Ja “ . „Har De boet her længe? “ »Ja“ . Han havde aabenbart ingen Lyst til at indlade sig i en Samtale med mig. Derfor spurgte jeg ham heller ikke om mere. Han var ogsaa et Stykke af en Gaade. Vi kjørte igjennem Skoven, næsten i en Halvbue, langs et øde, vidtstrakt Alose- drag, hvor hist og her enkelte smaa Grupper Elletræer dukkede frem. Den gamle Mand saa engang imellem saa underligt ud over Alosen, og hans Blik hvilede uroligt paa de forkrøblede Træer. Da vi havde kjørt omtrent i en Time langs Mosen, bøjede Vejen lidt af, og hans Blik faldt paa én Gang paa en Gjenstand, som stod umiddelbart ved Vejen. Det var et simpelt, sort Trækors. Han syntes at blive forskrækket og skævede [ uvilkaarligt om til mig. „Hvad betyder det K ors?“ spurgte jeg ham. „At der her er slaaet et Alenneske ihjel “ , svarede han kort. „Er det længe siden? “ spurgte jeg igjen. „Syv Aar“ . „Hvem har sat Korset? “ »Jeg“ . „Den Dræbte var altsaa en af Deres Bekj endte-? “ „Ja “ . „Saa kunde De fortælle mig de nær­ mere Omstændigheder “ . „Det staar i Deres Protokoller“ . „Hvad hed den Dræbte? “ „Felsener. Han var Forstvæsenselev „Og hans Morder? “ Den gamle Aland svarede ikke. Han syntes at være hensunken i smertelige Erindringer. Jeg gjentog mit Spørgsmaal. „En Krybskytte“ , svarede han kort, næsten uforstaaeligt. Vi naaede Stedet, hvor — som Skov­ riderens Kone havde sagt — „Ulykken var sket“ .