S_Gazetten_1889

Nr. 14

Gr: A Z E T T E N .

110

Lehmann med Skudet gjennem Hovedet.

saa slaar han os alle ihjel med sin Sabel. Du maa ikke sige ham, hvad Klokken er. Saa er vi fortabt." „Men hvis han nu begynder før Klokken syv?" spurgte den ængstelige Bonde. „Ind i Laden med ham", hviskede Bondekonen, og i samme Nu spændte de Hesten fra og skubbede Vognen ind i Laden. „Hvor i al Verden kjører I nu hen med mig syndige Menneske?" brø­ lede Lehmann, da Vognen atter blev sat i Bevægelse. Et Øjeblik efter befandt han sig i Laden og hørte Porten blive smækket i. Der var bælgmørkt rundt om ham. „Nu henter Du Sognefogden" sagde den resolute Bondekone til sin Mand. Selv løb hun ud i Landsbyen og allarmerede Naboerne. De kom mand­ stærke og velbevæbnede med Leer, Høtyve, Plejler og tykke Knipler og stillede sig op foran Ladeporten. Der­ inde rasede Lehmann. Han skjældte og bad, græd og bandede og dundrede som en Vild paa Ladeporten. Men udenfor hørte han sine talrige Belej­ rere lægge Raad op om, hvorledes man bedst skulde modtage ham, naar Porten gav efter. Imidlertid var Bonden naaet til Sognefogden; men han var ikke hjemme. Da han hen ad Aften kom luntende hjem paa en af sine gamle Plovheste, som han havde været til Dyrlægen med, blev han som lynslaaet ved den uven­ tede Efterretning. Noget sligt var dog endnu aldrig hændet ham. En rasende Soldat, bevæbnet med en Sabel, var trængt indenfor hans Lands­ bys Grænser og truede hele Befolk­ ningen. Hvad om han myrdede dem alle ? Overfor en saa kritisk Situation følte Sognefogden sin Anseelse svinde. Her maatte mere til. Han tog en af sine bedste Heste og red til Birke­ dommeren. Denne beordrede to be­ redne Gendarmer til øjeblikkelig at sikre sig Lehmanns Person og i for­ nødent Fald at slaa ham ned som en j gal Hund. Men da Sognefogden ankom med Gendarmerne til Landsbyen, var alt her i vildt Oprør — Lehmann var forsvundet. Han var brudt ud af Laden! Det var gaaet saaledes til. Først

Da Bonden naaede hjem til Lands­ byen og ru™lede ind i sin Gaard, vendte han sig endnu en Gang om til Lehmann og sagde: „Se saa, nu er vi hjemme. Vil Du nu stige a f? “ „Nej," skreg Lehmann rasende, „jeg bliver her i Vognen, om det saa skal koste mit Liv. Jeg handler efter min Instruktion og bryder mig Pokker om Dit dumme Vrøvl! „Herregud", sukkede Bonden, „han er splitter gal. Jeg skal dog kalde paa Mutter og høre, hvad hun siger." Mutter var hans Orakel. Men her slog hendes Visdom ikke til. Saa­ dan noget var endnu ikke forekommet i hendes Praksis. En gal Soldat, som bildte sig ind, at han havde et Skud gjennem Hovedet, og at han var for­ dømt til at ligge i deres Arbejdsvogn til evig Tid. Hun vilde ikke risikere at gaa for nær til Vognen men kunde dog nok lide at kaste et Blik paa denne menneskelige Misvækst. Hun stillede en Stige op ad Dueslaget, som stod i Gaarden, krøb op paa den, medens Fatter holdt den, og hun saa da den af Skræk og Raseri næsten uhjendelige Lehmann sidde og stirre om sig med et vildt, fortvivlet Blik.

En prøjsisk Militær-Humoreske af Em i l Cohn f e l d . (Sluttet.) Bonden klatrede op paa Havre- posen og kiggede ned i Vognen. „Hvor Fanden kommer Du fr a ? “ spurgte han vor Ven Lehmann, som ugenert blev ved at strække sig.

„Jeg er død. Skud gjennem Hove­ det, “ brummede Lehmann ærgerlig. „Hvad, er han død?" stammede Bonden forskrækket. „Javel er jeg d ø d ..............skudt gjennem H o v e d e t ................ Overser­ genten . . . . Klokken syv . . . .“ saa vendte han sig om og snorkede videre. „Er det muligt! Han er forryk t!“ mumlede Bonden. Et Øjeblik efter kiggede han igjen om til Lehmann, som var ved at vende sig. „Hør min gode Hr. Soldat, dette her er ellers ingen Ligvogn", siger Bonden. „Jeg ligger her i Haiis Majestæts Tjeneste," gryntede Lehmann; men i det samme gav Vognen sig alvorlig til at rumle, og Lehmann for op som i Vildelse. Han rejste sig overende i Høet, stirrede vildt om sig og udbrød: „Er I forrykt, Bonde? I kjører jo væk med Vognen! Lad Vognen blive holdende hvor den er?" „Næ, saa min Sæl om jeg gjør, jeg ska’ hjem" svarede Bonden. „I er jo komplet gal, Mand," rasede Lehmann. „Oversergenten slaar Jer ihjel paa Stedet, naar han faar Fingre i Jeres syndige Krop. Vil I lade Vog­ nen blive holdende, siger jeg ?" „Næ, saa* Pine Død om jeg vil“ bandede Bonden, „jeg vil hjem!“ Bonden er ravgal, tænkte Lehmann; men jeg holder mig til min Instruk­ tion: at blive liggende, hvor man først har lagt sig, til Klokken er syv.

Lehmann fik Øje paa Bondekonen

og raabte i sin Sjælekval:

„Hør, Kone, Kone! Er Klokken snart syv? Lad mig dog endelig vide, naar Klokken er syv!" Konen var nær faldet hovedkulds ned af Stigen ved Synet af den for­ rykte Soldat. Lehmann raabte endnu medens hun kravlede ned: „Lad mig vide, naar Klokken er syv, for saa gaar det løs — Overser­ genten — Helvede — femten Tom­ mers Stenmorter — “ „Hørte Du," * siger Konen til sin Mand, „Klokken syv gaar han løs;