S_GamleCarlsberg_1847-1897

56

DRIKKERIET I DET 18. AARHUNDREDE

Den imødegaaes da ogsaa med stor Skarphed af denne Embedsmand og tilbagevises paa mange Punkter. Men særlig hvad Drikkeriet angaaer, er Politimesteren ikke heldig, thi dels kan han ikke nægte, at dette er stærkt udbredt, dels modsiger han sig selv i sin Imødegaaelse af B a n g s Overdrivelser. Først hævder han med Hensyn til Drukkenskab, »at denne grove Synd er bleven til en Afsky hos fornemme Folk«, men senere maa han dog indrømme, »at det destoværre ikke kan nægtes, at Drukkenskab jo hos Nogle er bleven en Vane«, ligesom han erklærer det for »uimodsigeligt, at gemene Folk som Soldater, Matroser og Haandværksburser drikke«. At Drikkeriet var udbredt vides desuden fra mange andre Kilder og ses af den følgende Tids Forordninger, og af det slette Exempel som baade den følgende Konge selv og Hoffet gav. 1763 udstedes et Forbud mod at skjænke for Drenge paa Værts­ huse, der jo bekræfter B a n g s Klage, og i 1757 fastsættes der stigende Bøder for Drukkenskab. Har Nogen forset sig mod det Offentlige, bliver Bøden efter denne Forordning dobbelt, naar det er sket i Drukkenskab. Men det, der nu drikkes, er ikke 01. Bryggerne have selv sørget for, at denne, den gamle nationale Drik, trænges tilbage, i de højere Kredse af Vin, i de lavere af Brændevin. Ved Midten af det 18. Aarhundrede er Brændevinsdrikningen bleven en ligefrem Landeplage, og man søger nu at begrændse den ved at forhøje dens Afgifter. Baade Afgifterne af Produktion og af Udskjænkning sættes ved Frd. af 1. Februar 1757 op til det Tredobbelte af deres tidligere Beløb, men destoværre ganske forgjæves. Fra nu af antog nemlig Smugbrændingen et Omfang og en Karakter, der virkede demoraliserende i vide Kredse. I den Grad ansaaes Retten til at brænde Brændevin for en Husret, at Toldinspektorerne i K j ø b e n - h c w n insulteredes af Pøbelen, naar de søgte efter forbudne Brænderier eller kontrollerede de tilladte (S c h e e l) . Paa Landet var Tilstanden om muligt endnu værre. Man modsatte sig ligefrem Inkvisitionerne med Magt, eller man bestak Toldbetjentene. Vilde en Enkelt ikke lade sig bestikke, saa lagde selve Administrationen ham næsten uoverstigelige Hindringer