S_Forskønnelsen_1937

m o i l V a i u U d .

I < 1 r y d d c h c s k r i s c i i A f Billedhugger, Greve

Eigil Knuth.

V ender man efter et Ophold i Stockholm tilbage til Kobenhavn, foler man sig gærne i de forste Dage noget indeklemt her i Byen; der er noget, man savner, og dette noget er det friske Pust fra Soen, det frie Udblik, som Stockholm overalt byder paa. Der er Albuerum i den svenske Hovedstad, hvor som helst man naar til Vejs Ende i en Gade, aabner der sig vide Perspektiver, og Havet meb der om sin Tilstedeværelse paa mange Maader: Lugt af Tang og T jære, skrigende Søfugle, Skibs; trafik, hvor fremmede Flag vækker Drømme om fjærne Lande. Med Soen kommer Himlen ind i Byen og et godt Kvantum Søluft, som styrker Lungerne og ved Morgen og Aften faar de for; skellige Bydele rund t om paa Skærene til at for; tone sig, saa Stockholm bliver en Verden i Stedet for en Provinsby. I København er man sammenlignet hermed muret inde, og Chancerne for at skabe en virkelig Storby, der fornemmes ved sit Anlæg i Rummet, sin Samhørighed med Omgivelserne, er forspildt. Byen kommer ikke ud over den provinsielle Hygge, som stemmer med det magelige, men og; saa lidt smaatskaarne i Danskernes Karakter. Indemuringen er sket gradvist gennem Aarhun; d reder lige fra Absalons Tid og sandsynligvis stadig under P rotest fra Borgerne, en Protest, som man regnede for en ligesaa uskadelig og uafvende; lig Lyd som Fugleskriget ved Stranden, og som kun blev en munter Opsang til næste Indhug fra Styrelsens Side. Endnu den Dag i Dag protcste; res der og forelægges derefter straks nye Planer til et andet F remstød for at faa fyldt Sand og Brosten paa den sidste lille Stribe synligt Vand i Byen. Naturligvis kan Københavns Beliggenhed paa flade Næ s og Øer ikke ganske sammenlignes med Stockholms i en Skærgaard, og ej heller kan Sjæl; land som Opland levere strømmende Vand i Lig; hed med Udløbet fra Miilaren, men der har dog været et friskt og smukt Mode mellem Sø og Land her i gamle Dage, aabne Udsigter overalt over et mange Gange bredere Havneløb til Smaa; 20

oer, som man forstod, horte med i Sceneriet. Man kan ikke lade være med at tænke sig, at Pladsen til Skibe og hele Byens Kapacitet som I landels; centrum kunde have været ganske anderledes storslaaet, hvis man i Stedet for konsekvent at snævre alle Lob ind og fylde op havde uddybet dem, som de var, og gravet Kanaler og Bassiner ind i Kysten, saadan som Christian den Fjerde og hans nærmeste Efterfølgere gjorde. Nu tvinges man til at bygge kunstige Kystlinjer i Form af Moler og Pakhusgrunde udefter ved stadig flere Opfyldninger af det Vand, der er tilbage. Det var en Plads med usædvanlig gunstige Natur; betingelser, der lokkede Byens forste Beboere til Stedet, — i den tidlige Middelalder kunde dens Storbylinjer anes, dens Navn blev slet og ret Havn, fordi den mere end and re Steder var en Havn, og Absalon byggede sin Borg ved Havn, men i vore Dage, da Storbybyggeriet stod for sin Realisering, tog man til Byggegrunde for Beboelse flere og flere af Havnearealerne i Stedet for at bygge paa de store Oplande bagude i O st og Vest. Man byggede paa Havn, kvalte Stedets Livsnerve og savede omhyggeligt den Gren over, man selv sad paa. De forskellige Smaaøer — Slotsholmen, Garn; melholm, Bremerholm — voksede sig allerede i gammel Tid store, men det var med Bevaring af et naturligt Ligevægtsforhold mellem V and og Land, saaledes at Byen paa Hollænderen van W ic k s kendte P ro spek t fra 1611 stadig ligger hav; omspundet paa et Næ s og ventileret paa Kryds og tværs af brede Farvande (de senere Kanaler), hvorigennem Skibe kunde trænge ind og opnaa Kontakt med de centrale Bydele. Gammel Strands Gavlhuse ha r vel dannet et Søhandelskvarter den; gang i Lighed med Ty skebryggen i Bergen. Chri; stian den Fjerdes Opfyldning til Børsen og til Christianshavn var nødvendig for med Datidens tekniske H jælpemidler at skabe Landforbindelse med Amager, og den sørgede stadig for et lige* ligt Forhold mellem V and og Land: Den nu op; fyldte Kanal i Slotsholmsgade, Tøjhushavnen,