S_FørOgNu_Supplement2

Slotsholmen er Hovedstadens Hjerte. Dens Bygninger er histo­ riske Minder om Byens og Landets Historie gennem Tiderne, og ældst af dem alle er Tøjhuset. Men Udviklingen er alle Vegne den, at det moderne Liv viger bort fra de gamle Bygninger, der enten er for snævre eller for skrøbelige. Saaledes har Stilheden efter- haanden ogsaa bredt sig over Slotsholmen, hvor i ældre Tid det daglige Liv pulserede saa kraftigt. Fra Regeringens Admini­ strationskontorer i Øst med deres travle men dæmpede Liv, har Freden bredt sig mod Vest. I Rigsarkivet og i det kongelige Bibliotek er Stilheden absolut.

Artilleriets Historie. Men i dette Slid med Detaillerne synes han at have tabt Overblikket, eller han har aldrig vovet sig i Lag med Behandlingen af Stoffet af Frygt for svigtende Evner. Blom derimod kunde skrive! Han kunde udnytte hver Stump, han fandt, og i Modsætning til Bang efterlod han sig ikke en Stump Fapir med Uddrag eller Studiemateriale. Alt var enten trykt eller forelaa i sirlige Bearbejdelser af det indvundne Stof. Hvad Christian IV’s Artilleri angaar, synes han saa godt som udelukkende at have bygget paa Bangs grundige Forarbejder. Hans specielt vaabenhistoriske Arbejder bærer Præg af baade

Her sidder Videnskabs- mændene og andre stu­ derende og søger gennem Studier i Fortid og Nu­ tid at give Fremtiden det bedste Grundlag og det rette Relief. Inden længe vil ogsaa Tøjhuset være draget ind i Roen, idet det som Mu­ seum vil vise Udviklingen af det, som i over tre hundrede Aar har haft Hjemsted netop i denne Bygning, nemlig Hærens Materiel fra de største Kanoner til de mindste Fanesøm, som er blevet slaaet i vore gamle Regi­ mentsfaner netop i Tøj­ husets Bygninger. At dette kan ske skyldes dels den historiske Vaa- bensamlings solide Basis, dels de sidste Aaringers voksende Forstaaelse af dens uhyre Værdi.

Kærlighed til Emnerne og en ret omfattende Viden om Vaabnenes Ud­ viklingshistorie; men det kan ikke skjules, at de tillige rummer nogen Overfladiskhed i Detail­ lerne. Det ser næsten ud, som om Blom kom lidt for let til sine Resul­ tater, og som om han lod sig nøje med Mulighe­ derne frem for de Vis­ heder, som mere indgaa- ende Behandling vilde have givet — der var jo ingen, der kunde kon­ trollere ham! I 1858 foretog han en Studierejse til en Række af de større europæiske Vaabenmuseer og foretog ved samme Lejlighed en Række Indkøb af Vaa­ ben, der skulde udfylde de værste af de Huller, Samlingen havde. Der kan siges det samme om disse Indkøb som om hans Afhandlinger — han har ofte ladet sig nøje med det halvgode, hvor det bedste sikkert havde væ­ ret at opdrive. 11864 modtog den histo­ riske Vaabensamling en ret betydelig men des­ værre ikke i samme Grad værdifuld Samling, idet Lensgrevinde Danner skænkede sin afdøde Ægtefælles, Kong Frede­ rik VII’s Vaabensamling dertil. Endnu har ingen paa­ taget sig at lodde Dybden

Sidste Halvdel af for­ rige Aarhundrede var som før antydet ikke gunstig for Samlingen. Efterhaan- den gled Usikkerheden ved dens Administration over i en vis Praksis, som man akcepterede uden smaalige Hensyn til, at den hvilede paa et falsk Grundlag. Den histori­ ske Udvikling havde man glemt, og man levede videre fra Slægtled til Slægtled paa „det fra Fædrene arvede“ uden at spørge om, hvor vidt det var rigtigt. Det havde set sørgeligt ud for Samlingen, havde ikke enkelte Mænd uegennyttigt ofret deres Tid og deres Kræfter paa den. Forrest blandt disse skal nævnes Artilleriofficeren O tto B lom , indtil sin Død i 1903 Danmarks første og eneste Vaabenhistoriker. Allerede som ung Løjtnant røbede han Interesse for Vaabnenes historiske Udvikling. Han begyndte ogsaa at arbejde i den hi­ storiske Vaabensamling og skabte sig et godt Overblik over dens Enkeltheder, ligesom han udarbejdede et kortfattet Katalog i 1858. Hans militære Tjeneste lagde imidlertid i en Række Aar Beslag paa alle hans Kræfter, og først i 80'erne og 90’erne fik han udsendt en Række Studier over Vaaben og Vaabenfabrikation, ligesom han skrev Tøjhusets Bygningshistorie. Hans Hovedværk blev en Studie til en utvivlsom planlagt Ar­ tilleriets Historie, omhandlende Christian IV’s Artilleri, og han synes her at have været i en ret inderlig Kontakt med sin Kam­ merat og Studiefælle P. C. B an g , ja man kan ikke fri sig for den Tanke, at Røsten er Bangs, men Haanden er Bioms. Bang havde nemlig gennem mange Aar flittig uddraget af alle trykte og utrykte Kilder et uhyre Materiale til Grundlag for en

Situationsplan af Tøjhusgaarden 1906. Se T eksten Side 385. (E fter Iiist. M eddelelser om K bhvn. III).

af Frederik VII’s Interesser for Historien og for historiske Gen­ stande, og det siger i denne Forbindelse kun lidt, at Grevinde Danner i sine Breve til Konferensraad Thomsen stadig fremhæver den Kærlighed, hvormed allerhøjstsamme hang ved sine historiske Samlinger, for hvilke hun mente, at han ikke havde skyet noget Offer. Ved Frederiksborgs Brand i 1859 havde Kongen mistet de der opstillede Samlinger, som han i de foregaaende Aar havde skabt sig. Det tyder dog paa, at han virkelig med Glæde omgikkes saavel Oldtidsminderne som Vaabnene, at han straks tog fat paa ny med at samle, saa at han ved sin Død efterlod sig en ret omfattende Vaabensamling, der stod opstillet i de Værelser Vest for den saakaldte Dronningens Trappe paa Christiansborg, hvor Oldsagssamlingen havde haft til Huse, indtil den i 1853 flyttedes til Prinsens Palæ. Frederik VII havde dog samme Fejl som saa mange andre Samlere, nemlig den, at han ikke grundigt studerede Vaabnene og deres Udviklingshistorie, før han købte ind. Derfor blev Tilgangen af Vaaben yderst tilfældig og Forfalskningernes Antal legio.

Supplement til „Før og N u“. 1920.

389