S_FørOgNu_Supplement2

søgende ikke behøvede at passere andre Dele af Tøjhusbygningen, hvor der fandtes Oplag af gangbare Vaaben. Men der var paa den anden Side paa dette Tidspunkt absolut ikke Tale om at give offentlig Adgang til Samlingen, og det blev der først mange Aar senere. Foreløbig var den kun bestemt for de vordende Officerers Undervisning, selv om C. J. Thomsen maaske nok har haft sine Tanker om Fremtiden.

Aar have været let at finde noget bekvemt Tidspunkt paa Aar og Dag, hvor man med Udbytte kunde bese alt i denne ret omfattende Samling. Det havde været adskillig bedre, om man havde fulgt Lundings Forslag om fritstaaende Geværstativer, saaledes som man ved Omordningen i 1870 bar sig ad. Denne sidste Omord­ ning fjernede ogsaa Lundings mørknende Bræddeinur ud til Rustkammersalen, og i dennes Sted rejstes

løvrigt var Lokalet saa uheldigt som vel mu­ ligt! Det udgjorde et næsten kvadradisk Rum med Sider paa godt 20 Meter. I Østmuren var der kun eet Vindue, og der kunde ikke anbringes flere, da den zuberske Tilbyg­ ning spærrede den øvrige Væg. Mod Tøjhusgade og mod Vest fandtes i hver Væg kun to Vinduer, og den fjerde endnu ikke rejste Væg ud mod den øvrige Del af Rustkammersalen vilde fuldstændig lukke for Tilgang af Lys herfra. Det blev overdraget daværende Kaptajn i Ingeniørkorpset, den senere saa dygtige Kommandant i Frederi­ cia, Lund in g, at udarbejde Planen til Lokalets Indretning, idet der som Grundlag gaves ham Oplysning om, at der langs alle Vægge skulde anbringes et Galleri som det i den militære Høj­ skoles Bibliotek, da man paa denne Maade vilde vinde en Del Plads. Lunding gik ikke med Glæde til dette Arbejde, og da han var færdig med sine Be­ regninger, pegede han først og fremmest paa Lokalets store Mangler. Rustkammerets Gulv og Bjælkeloft var yderst slet! I Forhold til LokaletsStør­ relse burde der være tyve til tredive Vinduer, og der

et Gitter af Officersespontoner og Underofficers- Kortgeværer (se Billedet Side 342). Denne udmærkede Idé skyldtes den senere om­ talte Rustmester Georg Christensen, og den af hjalp paa en fiks Maade en af de største Mangler, der hidtil havde klæbet ved Samlingen udstillingsmæssigt set. Det store Arbejde, der nu i de føl­ gende fem Aar udførtes for at skabe et Museum af alle disse Vaaben, der dels fandtes og dels hjemkaldtes fra Landets øvrige Tøjhuse, skyldtes sikkert helt igennem C. J. Thomsen. Denne Mand, hvis Oldtidsforsknin­ ger paa næsten bar Bund ofte var geniale, maatte nu specialisere sig paa noget fra hans daglige Studier saa fjerntliggende som de militære Vaabens Udvikling fra c. Aar 1500 op til hans egen Tid. Saa meget mere ærefuldt er det da, at Resultatet blev saa smukt, som „Inventaret af 1838“ viser det. At han ikke kom sovende til det, viser hans Anmodninger til det kongelige Bibliotek om at fremskaffe fra Udlandet den yderst sparsomme Litteratur, der paa den Tid fandtes om dette Emne. Den historiske Vaabensamlings Devise blev: at op­ lyse de europæiske Vaabens historiske Udvikling fra

Krudtets Opfindelse. Paa dette Program afgaves senere alle øster­ landske Vaaben til den etnografiske Del af Oldnordisk Museum; men desudenudskiltes en Række andre Genstande, som man fandt, hørtebedst hjemme i de danske Kongers Samling paa Rosenborg, medens til Gengæld andre afgaves derfra, naar der fandtes hele

var kun fem ! Omkostningerne vilde blive ca. 6500 Rbd. Sølv. og for det Beløb kunde man lige saa godt opføre en hel ny Bygning, der svarede til sit Formaal. S k u ld e Lokalet anvendes, foreslog han, at der blev anbragt fire Vinduer ud mod Tøjhus­ gade, samt at der blev lagt et Gibsloft, hvad der dog vilde lysne

Rækker af samme Type. Vaabnene ordnedes i Afsnit efter de danske Kongers Regeringstid — et Sy­ stem, der stadig er blevet bibeholdt — fra Christian III’s til Frederik VI’s Tid, med

lidt. løvrigt foreslog han en Tredeling af Lokalet, saa at der fremkom et Forværelse nærmest Taarntrap- pen og bag dette et Kabinet med Galleri paa de tre Sider til Opbevaring af de kostbareste

Sondring mellem danske og fremmede Luk­ sus- og Soldatervaaben. Desuden var der paa denne Tid kun Tale om Haand vaaben. Ulykkeligvis gik man ogsaa ved denne Ordning med til at sælge en Del Vaa­ ben, der opfattedes som Dubletter og Tribletter. Ved Auktioner i 1836 og 1837 bortsolgtes over 300 Haand- skydevaaben og Kaarder, og de ret udførlige Beskrivelser i de endnu bevarede Kataloger viser, at der ikke alene var Pragtstykker imel­ lem, der havde tilhørt navngivne danske Adelsmænd, men ogsaa sig­ nerede Vaaben, hvis Bøssemager­ navne og Klingesmedenavne vilde have forøget den historiske Vaaben­ samlings høje Standard endnu mere, om de nu havde været i Samlingen.

Vaaben. I det tiloversblevne største Rum skulde der være Galleri paa. alle fire Sider, baaret af joniske Søjler og med Opgang til Galleriet paa den Væg, der vendte ud mod det kongelige Bibliotek. Rum­ met under Gallerierne tænkte han sig omdannet til Montrer ved An­ bringelse af Glasdøre mellem Søj­ lerne. Hvad disse dybe Montrer vilde have været værd i det i For­ vejen mørke Lokale, kan enhver nu begribe, men Datiden var ikke ind­ stillet paa museumsmæssige Krav til Lysforhold.

Adskillig bedre var hans Tanke om Udnyttelsen af det øvrige Rum i Salen, idet han her vilde anbringe fritstaa- ende Geværstativer. løvrigt endte han sin Skrivelse med at misrekommandere sit eget Forslag og anbefalede, at man i Stedet for ganske simpelt skilte det omtalte Lokale fra Rustkammersalens øvrige Del ved et almin­ deligt Træskillerum. I saa Fald kunde det hele gøres for 300 Rbd.! Naturligvis bremsede Hauch op mod den store Ud­

Der var f. Eks. blandt disse Geværer en Del, der betegnedes som indrettede til at lade bagfra. Ganske vist ejer den historiske V aabensamling en Del Bøsser, der visér i hvor høj Grad dette Spørgsmaal beskæftigede Datiden; men det større Antal til Studiegrundlag havde sikkert

gjort det muligt for en moderne Forsker at naa til større Klar­ hed over Spørgsmaalet og maaske ogsaa til Forstaaelse af Paa- virkninger fra Udlandet, idet adskillige af disse tabtgaaede Bøsser bar franske Bøssemagernavne og -mærker. Samtidig med at den historiske Vaabensamling forberedtes, lød der en Røst fra Artilleristernes Lejr, der hævdede, at man dog

gift paa 6500 Rbd. Det kunde der slet ikke være Tale om! Han henstillede til den øvrige Kommission, at der blev tilvejebragt et Forslag til en Udgift paa c. 1000 Rbd. Dette fremskaffedes ogsaa, men det strakte jo kun til til kalkede Mure og nogle tar­ velige perlemalede spanske Vægge, hvorpaa Vaabnene hængtes. Disse Vægge tog naturligvis meget Lys, og det maa ikke i disse