S_FørOgNu_Supplement2

Lidt bedre Besked ved man om de paa Rügen tagne Trofæer, som i 1718 førtes til København. Efter at Kongen af Prøjsen havde faaet sin Part af Byttet, oversendte Kommitteret Ahren- skjold til Tøjhuset: et Par holstenske Kobberpauker, tre holsten­ ske Standarter og fyrretyve svenske og holstenske Faner samt fem Officersespontons. Paa den anden Side begyndte man i 1721, da Krigen var slut­ tet, at rydde op i Beholdningerne af gamle og „udygtige“ Sager. Selv om saadanne Udrensninger naturligvis er nødvendige, er der desværre paa denne Maade gaaet adskilligt tabt, som nu vilde have været af uhyre Værdi for Kendskabet til Datidens Bevæb­ ning og Udrustning. Der bortsolgtes ved denne Lejlighed ikke mindre end 1800 svenske 12-lødige Flintelaasgeværer, der var blevet erobret ved Wismar og Marstrand, samt Læderkøllerter og „stive Støvler“, som vort eget Rytteri havde været udrustet med i det foregaaende Aarhundrede. Ogsaa en Række gamle

husgaard, hvor de blev lagt paa Strøer, ofte i baade to og tre Lag oven paa hinanden. Det maa dog bemærkes, at man sam­ tidig havde rømmet Felttøjhuset under Det kongelige Bibliotek til Fordel for Pontonekvipagen. Alt hvad der hed Køretøjer og Affutager maatte jo bringes under Tag, og alt hvad der blot kunde bringes til Vejrs, blev magasineret paa Tøjhusets Lofter, medens Resten kørtes ind i det hvælvede Underrum eller i Træ­ magasinet Syd for Blikhuset, som opfyldte sin Bestemmelse et godt Stykke ind i 1800erne. Beholdningen af Kugler lagdes i store Stabler i det smalle Gaardrum mellem Tøjhuset og det gamle Pontonhus, K u g le g a a r d e n . Hvor fortvivlende Forholdene havde været, før Søværnet bragtes til at forlade Tøjhusets Grund, ses bedst af, at end ikke Enebe­ siddelsen af alle Bygningerne var tilstrækkelig til at skaffe Rum for alle Landartilleriets Beholdninger. Allerede i 1766 maatte man paa Laboratoriepladsen paa Christianshavn begynde Opførelsen af en

Inventioner (Opfindelser) rydde­ des væk, saa at vi nu til Dags ved temmelig lidt om, hvilke Tanker til Vaabenes Forbedrin­ ger, der gærede i Opfindernes Hjerner i 1600’erne, medens vi er en Del bedre underrettet, hvad det næste Aarhundrede angaar, navnlig paa Artilleriets Omraa- der, hvorfra en Række Inventioner til „gesvindtskydende“ Kanoner har faaet Plads i den historiske Vaabensamling og viser de mange interessante Forsøg, der gjordes bl. a. med at skabe Baglademeka- nismer (se Billedet Side 366). Grev Saint Germains gennem­ gribende Omordning af den dan­ ske Hær satte sig naturligvis stærke Spor i Artilleriet og der­ med ogsaa paa Tøjhuset. De tre hidtil selvstændige Artillerikorps — i Kongeriget, i Norge og i Holsten — underlagdes nu en fæl­ les Artillerichef. Den tekniske Virksomhed havde ofte tidligere haft et ret tilfældigt Præg, baade hvad Kanonstøbningen og La­ vetbygningen angik. Nu lagdes denne Virksomhed ind under den fælles Artillerichef, og navnlig General Huth, der overtog Chef­ stillingen i 1771, indlagde sig stor

Bygning til Magasinering af La­ vetter og Vogne. Det blev et ganske imponerende Hus paa 161 Meters Længde og i to Etager. Senere hen blev denne Bygnings Underrum benyttet som Eksercer- og Gymnastiklokale for Artille­ riet, medens der i Etagen oven­ over indrettedes Magasiner for Laboratoriets brandfarlige Pro­ dukter. Det var sikkert ogsaa dette Jag efter at skaffe Plads, der be­ virkede, at Saint Germain faldt over det oldenborgske Rustkam­ mer, der hidtil havde sovet Torne­ rosesøvn i Rustkammersalen. Selv om man ved, at det var Oberst Lehman, der indledede Aktionen for at faa Fællesska­ bet med Søetaten endelig hævet, udpeges Saint Germain som den, der personlig indledede de Skridt, der blev gjort for at faa det gamle oldenborgske Rust­ kammer fjernet fra Rustkam­ mersalen. Der har altid været Mennesker, der i saadanne Samlinger ikke har kunnet se andet end noget „gammelt Skidt“, der blot fylder op, og i dette Tilfælde oven i Købet ikke kunde bruges til at forsvare Landet med! Men paa

l ot' ”Fø1 °g Kl.1CV

*

6

Dør i Staldmestergaardcns

lan ge Fløj m od Tøjhusgade.

Fortjeneste ved at gennemføre, at alt Artillerimateriel udførtes efter de af ham approberede Tegninger. Det følger af sig selv, at Tøjhuset derved blev Central for hele Landartilleriets tekniske Virksomhed og tillige Hovedoplagsstedet for hele Hærens Krigsforraad. Den tekniske Centralisering paa dette Sted kendtes jo allerede i Christian IV’s Tid, men der var nu sket den betydelige Forandring, at det nu udelukkende var Hæ ren s Materiel det drejede sig om. Selve Landartilleriets tek­ niske Tjeneste blev lagt under tre Stabsofficerer, Provincialkom- missærerne, der stod direkte under Artillerichefen. Kanonerne og Artillerimateriellet fremstilledes paa Frederiksværk, Haandvaab- nene paa Hammermøllen ved Kronborg. Naturligvis maatte der ved selve Tøjhuset være en Række Værksteder: Smedier, Tømrer-, Hjulmager- og Malerværksteder, foruden selvfølgelig omfattende Bøssemagerværksteder. Det paa­ tænktes da ogsaa nu at opføre en Værkstedsbygning i tre Etager paa Blikhusets Plads, altsaa mellem Bryghuset og Tøjhusets syd­ lige Ende. Dette opgav man imidlertid og ombyggede i Stedet for den ældre Værkstedsbygning i lange Tøjhusgaard. Den blev 49 Meter lang og 13 Meter bred, opførtes i to Stokværk, og over Hovedindgangen sattes en Frontespice med Christian VII’s kro­ nede Navneciffer, omgivet af Krigsattributer, samt Aarstallet 1769 (Billederne Side 368 og 369). Hvor stærkt Artilleriet i disse Aar forøgedes, kan blandt andet ses af, at Størsteparten af Kanonerne nu anbragtes i lange Tøj-

den anden Side var netop Rustkammersalen det eneste Sted paa hele Tøjhuset, hvor der ikke var overfyldt, og særlig stor Plads optog Samlingen heller ikke, da den jo ikke var udstillet, men kun opstillet i Magasin. Ogsaa det tætpakkede Underrum maatte jo afgive Plads for „historiske“ Kanoner, som ikke var Krigspjecer! Samtidig med det oldenborgske Rustkammer havde Christian V nemlig ogsaa ladet hjemføre fra Grevskabet en Række Kanoner, hvoraf ganske vist de fleste paa hans Tid endnu var gængse Krigspjecer; men der var andre, der mere var en Øjets Lyst end skabt til Krigsbrug. Der tænkes her paa K a n o n e rn e med d et o ld e n b o r g s k e S tam træ . Disse havde Christian IV i 1633 ladet sin københavnske Stykkestøber Felix Fuchs fremstille som Gave til Grev Anton Giinther af Oldenborg (Billedet Side 370). Hvem der har givet Tegningen til deres Udsmykning, og hvem der har udarbejdet den omfattende Stamtavle og sat dens An­ bringelse paa Kanonerne i System, vides ikke; men endnu den Dag i Dag, naar de Besøgende træder ind i den historiske Vaaben- samlings Kanonafdeling, er det første deres Øje falder paa, disse Pragtværker af Støbekunst. De ligger i de oprindelige høje Lavetter, som tydeligt viser, at de var beregnet til at være Salutkanoner. Rundt om „Druerne“ snor sig Trærødder, og op ad Kanonrøret ligger den tregrenede Stamme, med Grene, Kviste og Blade. Paa hvert „Blad“ er ind- slaaet med latinske Bogstaver Navn og Data for et af Slægtens

357