S_FørOgNu_1921

køretøjer fik et ædlere Snit, forsynede med Forlæder og Kalcsche og fremfor alt med „Dum lingen“ i H ju­ lene, som ingen men­ neskelig Sjæl re t vid­ ste, hvad var, men som efter hans Sigen­ de var noget ganske fortrinligt. — — Meget k a ra k te ri­ stisk for Datiden er ogsaa, hvad Forf. for­ tæ ller om Tyendefor­ holdet: „Der var T je­ nestefolk nok a t faa, og frem for alt i Kø­ benhavn. Baade Hus­ mands- og Gaard- mandsdøtre fra Sjæ l­ land og alle Provin­ serne havde nok Lyst til at se Hovedstaden og tjene der e t P ar Aar for en efter Om­ stændighederne ret god Løn [efter Da­ tidens Forhold]; man fiksede sig saa med det samme lidt op og var nok saa anset, naar man vendte til­ bage til det landlige Hjem. København vrimlede derfor af T jenestepiger af Bon­ destanden, baade i Skikkelse af Kokke­ piger og Stuepiger og Ammer, alle i kom­ p let eller kun lidet modificeret N ational­ dragt med den brode­ rede Hue og de lange, røde Nakkebaand. De var i Reglen jævne, flittige, ordentlige, tarvelige og meget nøjsomme. Ja, nøjsom maa man vistnok k al­ de den voksne Pige, som er tilfreds med ca. 80 Rdl. aarlig Løn, O; 8 Skilling om Da­ gen for ca. 16 Timers Arbejde. Og dog kom de re t godt ud af det og kunde klæde sig re t tæ kkeligt uden at have nødig a t skaffe sig B iindtægter paa Herskabets Bekost­ ning . . . Forholdet mellem Herskab og Tyende var dengang endnu ret godt. Man kan kortelig betegne hin Tids Ejendomme­ lighed i denne Hen­ seende ved at sige, at man dengang fæstede sine T jenestefolk i halvaarsvis og skrev dem et Skudsmaal i

for Moderen a t an­ tage en Amme for sit spæde Barn, og hvis der var flere Børn, kunde hun jo ogsaa nok ønske sig en Bar­ nepige til Hjælp, men den egentlige Opam- ning af Børnene og Omsorgen for dem i deres første Aar hvi­ lede dog paa Moderen. Børnene sov ved hen­ des Side i Familie- Sovekammeret, og hun lod sig ikke be­ røve den Glæde at klæde dem af og paa; de holdt hende ved Forklædet, naar hun gik ud i Køkkenet, og var utaalmodige efter a t faa hende ind med igen i Dagligstuen at lege med sig. Hun syede selv Tøjet til sine Smaa eller re t­ tere omsyede det fra de større til de min­ dre, da man købte saa lid t nyt Stof som muligt til Børnene. Faders gamle Som­ m erfrakke kunde la ­ ves til Trøje og Buk­ ser til den ældre P e­ te r og senere vendes og gøres mindre til lille Christian, og Mi­ ne kunde godt nøjes med den Kjole, som Marie havde slidt paa i to V intre! Det gjaldt om, at Børnene altid var rene og ordentlige, men paa Stadsen øde­ des ikke meget, og det gjordes heller ikke nødig, da Børnene kun viste sig lid t ude at Huset, paa Gaden eller i Selskaber. Det kneb ofte a t faa de Smaa ud i den friske Luft, især naar man ikke holdt en regulæ r Am­ me, da det saa m aatte bero paa Enepigens Tid og Lejlighed. Man kendte ikke dengang de smaa sirlige Barne­ vogne til baade at skyde og trække. Den Tids Barnevogne var smaa grønmalede P in­ devogne med en lille Madkasse bagpaa, hvilke man kunde købe for nogle faa Mark. Det var den i hin Tids Adresseavis stadig averterende Vognfabrikant Knud­ sen, man kan takke for, at disse Smaa-

D ig teren P oul M. M øller, t 1838.

K gl. S k u esp iller F. L. V . L in d g reen ,

1842.

K gl. S k u esp iller A. G. S ta g e , f 1845.

202