S_FørOgNu_1921

Og saa blev da endelig Theen budt om, denne mærkelige Drik, der var tilsat dels med Citronskal og dels med Vanille i en saa- dan Grad, at Duften af denne sn art fyldte hele Stuen og fuld­

meget langt borte, saafrem t man da ikke kunde træffe en venska­ belig Overenskomst med den nærmeste Nabo eller Genbo, der var saa heldigt stillet at være E jer af en Brønd i sin Gaard.

stændig tog Pippet fra Ofen- laldugten. E fter det eg en t­ lige Aftensbord blev man n a­ turligvis ikke saa længe sam­ men som nu, idet det for Byens Beboere gjaldt om a t komme tidsnok ind ad Nørre­ port, hvor Bommen sænkedes Klokken tolv, og kun aåbne­ des mod Erlæggelsen af en Toskilling, men denne vilde man sp a re ; man var mere nøjeregnende med sine Skil­ linger den Gang end nu. Og saa blev da Overtøjet ta g e t paa, de store, strik ­ kede U ldtørklæder bundne forsvarligt flere Gange om Halsen uden paa Frakken og Kaaben, og efter at den stadige Kamp for a t faa de haarde Lædergalocher fil at sidde fast var endt, begyndte den samlede Vandring ned ad Trappen, ved hvis Fod vi Drenge ventede for a t give Gæsterne det sidste Lejde, og for udenfor Gadedøren endnu at sende en sidste Hilsen ud i den stille Aften, der om V interen jo ikke for­ styrredes af den i Somme­ rens N æ tter saa vidflydende Støj fra Signalhornene, som Blegdammens Vægtere fra Tid fil anden tudede i, for at avertere om. at de var paa deres Post som Vogtere

Var nu alt i Orden, saa tøm tes snart, det usle lille Vandkar af de da brugelige Sluffer; det var smaa Slæ­ der, forspændte med een Hest og paa deres Kælker bærende en ganske lille Tønde, vel saa stor som en Fjerding, der fyldtes og til- proppedes, dog ikke altfor omhyggeligt. Og saa spræng­ te det lille Køretøj afsted til B randstedet. Men under den­ ne ilsomme Kørsel slingrede Slæden saa stæ rkt fra den ene Side af Gaden til den anden, a t V andet i Tønden, uafladeligt sprøjtede op over Spundshullet. Hvor meget af den oprindelige Beholdning, der endelig er n aaet ind i det store B randkar med Pumpe værket, der var op­ stillet foran B randstedet, kan man jo let tænke sig. Her var im idlertid de høje Brandofficerer i en ret p rag t­ fuld, men til Øjemedet meget uhensigtsmæssig LTniform med tre k a n te t Hat, prydet med hvide og gule Fjerbuske, i tra v l Virksomhed med a t lade de faa Spande Vand, der nu var sam let ved fæ lles Be­ stræbelser, udgyde over Hu­ set, der da ogsaa i Reglen brændte fuldstændig ned til Grunden, n aar Ilden havde

G eh ejm eraad A. G. C a rsten s, f 1795.

for alt Stadens V asketøj“ . . . — Morsomt fortæ ller Sehorn ogsaa om, hvorledes det gik til i Ildebrandstilfæ lde paa Nørrebro:

faaet godt fat., for A llarmeringen fandt Sted“. — — Forinden vi gaar over til en nærmere topografisk Beskrivelse

„ . . . Hvad en Ilde­ brand vilde sige i gamle Dage, det fore­ stiller man sig ikke le t nu til Dags, hvor det hele i Regelen gaar saa hu rtig t og stilfæ r­ digt af. Og navnlig var vi Beboere paa Broerne uheldigt stil­ lede, idet ikke ret mange af Ejendom­ mene derude var i Be­ siddelse af en Brønd. Derimod hvilede der ret tunge Forpligtel­ ser paa hver enkelt Husejer, idet han, saa- snart Tegnet lød gen­ nem Vægterens Piben og Allarmfrommens Buldren, var forplig­ te t til at udsæ tte udenfor sit Hus et Kar fuldt afV and med der­ til hørende rødmalet Spand, der skulde have

af Nørrebro, skal vi endnu meddele nogle karakteristiske, kul­ turhistoriske Træk af københavnske T ilstan­ de paa dette og et noget tidligere Tids­ punkt, Tilstande og Forhold, der viser den store Forskel mellem før og nu paa alle sociale Omraader, og som ikke mindst gav sig til Kende i en For­ stad som det gamle Nørrebro med dets da­ værende Befolkning. Vi begynder med at gøre Uddrag af en Skildring, der skyldes efterladte Optegnelser af Konferensraad, Prof. Dr. E. C. W er- l a u f f , ved Prof. Dr. F .S c h ie r n .o g findes i „Historisk T idsskrift“, 4de Række (1873—74).

Student J o h a n n es W asserfa ld , f 1806.

Husets Nummer paamalet.; dertil hørte saa, a t der over hele dette lille Arrangement ophængtes en Lygte med en tæ ndt Tælle- praas. Havde man nu altsaa in te t Vand i Gaarden, ja, saa m aatte man mangen Gang m idt om N atten lade det hente fra den næ rme­ ste Gadepost, der ofte — og det netop for vort Vedkommende — laa.

W erlauff fortæ ller: „Blandt Københavns Fornødenheder paa den Tid, som baade før og senere, kan ogsaa henregnes de offent­ lige Steder, hvor man dagligen kunde erholde Middagsmad og Af­ tensmad. De kaldtes den Gang endnu ikke „R estaurationer“, men med et beskednere Navn „Spisekvarterer“ ; de bedste af dem

192