S_FørOgNu_1921
Og saa blev da endelig Theen budt om, denne mærkelige Drik, der var tilsat dels med Citronskal og dels med Vanille i en saa- dan Grad, at Duften af denne sn art fyldte hele Stuen og fuld
meget langt borte, saafrem t man da ikke kunde træffe en venska belig Overenskomst med den nærmeste Nabo eller Genbo, der var saa heldigt stillet at være E jer af en Brønd i sin Gaard.
stændig tog Pippet fra Ofen- laldugten. E fter det eg en t lige Aftensbord blev man n a turligvis ikke saa længe sam men som nu, idet det for Byens Beboere gjaldt om a t komme tidsnok ind ad Nørre port, hvor Bommen sænkedes Klokken tolv, og kun aåbne des mod Erlæggelsen af en Toskilling, men denne vilde man sp a re ; man var mere nøjeregnende med sine Skil linger den Gang end nu. Og saa blev da Overtøjet ta g e t paa, de store, strik kede U ldtørklæder bundne forsvarligt flere Gange om Halsen uden paa Frakken og Kaaben, og efter at den stadige Kamp for a t faa de haarde Lædergalocher fil at sidde fast var endt, begyndte den samlede Vandring ned ad Trappen, ved hvis Fod vi Drenge ventede for a t give Gæsterne det sidste Lejde, og for udenfor Gadedøren endnu at sende en sidste Hilsen ud i den stille Aften, der om V interen jo ikke for styrredes af den i Somme rens N æ tter saa vidflydende Støj fra Signalhornene, som Blegdammens Vægtere fra Tid fil anden tudede i, for at avertere om. at de var paa deres Post som Vogtere
Var nu alt i Orden, saa tøm tes snart, det usle lille Vandkar af de da brugelige Sluffer; det var smaa Slæ der, forspændte med een Hest og paa deres Kælker bærende en ganske lille Tønde, vel saa stor som en Fjerding, der fyldtes og til- proppedes, dog ikke altfor omhyggeligt. Og saa spræng te det lille Køretøj afsted til B randstedet. Men under den ne ilsomme Kørsel slingrede Slæden saa stæ rkt fra den ene Side af Gaden til den anden, a t V andet i Tønden, uafladeligt sprøjtede op over Spundshullet. Hvor meget af den oprindelige Beholdning, der endelig er n aaet ind i det store B randkar med Pumpe værket, der var op stillet foran B randstedet, kan man jo let tænke sig. Her var im idlertid de høje Brandofficerer i en ret p rag t fuld, men til Øjemedet meget uhensigtsmæssig LTniform med tre k a n te t Hat, prydet med hvide og gule Fjerbuske, i tra v l Virksomhed med a t lade de faa Spande Vand, der nu var sam let ved fæ lles Be stræbelser, udgyde over Hu set, der da ogsaa i Reglen brændte fuldstændig ned til Grunden, n aar Ilden havde
G eh ejm eraad A. G. C a rsten s, f 1795.
for alt Stadens V asketøj“ . . . — Morsomt fortæ ller Sehorn ogsaa om, hvorledes det gik til i Ildebrandstilfæ lde paa Nørrebro:
faaet godt fat., for A llarmeringen fandt Sted“. — — Forinden vi gaar over til en nærmere topografisk Beskrivelse
„ . . . Hvad en Ilde brand vilde sige i gamle Dage, det fore stiller man sig ikke le t nu til Dags, hvor det hele i Regelen gaar saa hu rtig t og stilfæ r digt af. Og navnlig var vi Beboere paa Broerne uheldigt stil lede, idet ikke ret mange af Ejendom mene derude var i Be siddelse af en Brønd. Derimod hvilede der ret tunge Forpligtel ser paa hver enkelt Husejer, idet han, saa- snart Tegnet lød gen nem Vægterens Piben og Allarmfrommens Buldren, var forplig te t til at udsæ tte udenfor sit Hus et Kar fuldt afV and med der til hørende rødmalet Spand, der skulde have
af Nørrebro, skal vi endnu meddele nogle karakteristiske, kul turhistoriske Træk af københavnske T ilstan de paa dette og et noget tidligere Tids punkt, Tilstande og Forhold, der viser den store Forskel mellem før og nu paa alle sociale Omraader, og som ikke mindst gav sig til Kende i en For stad som det gamle Nørrebro med dets da værende Befolkning. Vi begynder med at gøre Uddrag af en Skildring, der skyldes efterladte Optegnelser af Konferensraad, Prof. Dr. E. C. W er- l a u f f , ved Prof. Dr. F .S c h ie r n .o g findes i „Historisk T idsskrift“, 4de Række (1873—74).
Student J o h a n n es W asserfa ld , f 1806.
Husets Nummer paamalet.; dertil hørte saa, a t der over hele dette lille Arrangement ophængtes en Lygte med en tæ ndt Tælle- praas. Havde man nu altsaa in te t Vand i Gaarden, ja, saa m aatte man mangen Gang m idt om N atten lade det hente fra den næ rme ste Gadepost, der ofte — og det netop for vort Vedkommende — laa.
W erlauff fortæ ller: „Blandt Københavns Fornødenheder paa den Tid, som baade før og senere, kan ogsaa henregnes de offent lige Steder, hvor man dagligen kunde erholde Middagsmad og Af tensmad. De kaldtes den Gang endnu ikke „R estaurationer“, men med et beskednere Navn „Spisekvarterer“ ; de bedste af dem
192
Made with FlippingBook