S_FørOgNu_1920

ningsstederne for Almueklassen i ældre Tid. Allerede dets Ydre fra Alléen var meget plebejisk. Haven var omgivet med et tjæ ­ ret Plank evæ rk med Glughuller i, der skulde forestille Lysthuse­ nes Vinduer. Derfor kaldtes Stedet ogsaa „Blokhuset“. Naar man kom ind i Haven, laa der tilvenstre et lille, lavt Hus, hvor­ fra Varerne, der mest bestod af Punsch, Snaps, 01 og Smørrebrød, blev b ragt ud paa ikke synderlig sirlige B akker af Opvartere, der i Almindelighed hørte til Bondeklassen, og som var udstyrede med tvivlsomt hvide Forklæ der med Smække. Disse Opvartere var en Del forskellige fra Nutidens, thi skøndt vore danske Gar­ çons i Reglen ikke udmæ rker sig ved det vimse Væsen og den Behændighed, der er et Sæ rkende for tyske og franske Opvartere, der synes ligesom at være skabte til deres Kald, er de dog i L et­ hed og Behændighed og tillige i Forekommenhed sande Engle mod de unge Mænd, som dengang i nævnte Egenskab fungerede

melig nøje Kontrol ikke blot med at Betalingen erlagdes prompte, men ogsaa med at Gæsterne, som indfandt sig i Haven, virkelig fortæ rede noget og ikke indskrænkede sig til at holde sig alene til den friske Luft. Det var derfor ikke saa sjældent, at han a ttrapperede en slig Vandbo og spurgte, hvad han skulde opvarte med, eller ogsaa sendte han et „Tak skal De ha,’, det var en svær Fortjeneste, De har undt m ig“, n aar den ubeskedne Gæst luskede ud af Porten. Besøget her hørte saa godt som u d elu k ­ kende til Sam fundets bas-etage, selv jevne Borgerfolk fandt det her for simpelt, man saa sjæ ldent en F ra k k e eller Spidskjole, men desto flere T røje-klæ dte og de københavnske Tjenestepiger, som dengang var en helt anden Race end nu, idetm indste hvad Paaklædningen angaar, hørte til „Ratzeborg“s beau-monde. At de m ilitære Underklassers sam tlige Afskygninger befan d t sig blandt de besøgendes faste Stok, er en Selvfølge, og det hørte

G eheim ekonferensraad Jonas Collins G ravsted paa F rederiksberg Kirkegaard.

heller ikke til Sjældenhederne, a t der opstod temmelig drøje Konflikter mellem disse indbyrdes eller ogsaa med Marinens Mand­ skab, som i Reglen var L andm ilitæ ret en Torn i Øjet. Politiet m aa tte da som oftest blande sig deri, men de gjorde det nødigt, thi hørende til Søndre Birks Personale var det kun lidet m ands­ stærk, og det kunde nok hænde sig, at det havde Grund til at erkende Sandheden i den gamle Vise: „Hvo, som sig blander i andres Tvist, faar Skam til T ak for sin Umag tilsidst“. Dette „Ratzeburg“ forsvandt og det er vanskeligt at ane, at det venlige, livlige „Sommerlyst“ er det gamle „Ratzeborg“, og aller­ mindst vil man kunne genkende det af det Publikum, som især paa en Hverdags Sommeraften senere færdedes her i saa store Masser, at man vanskeligt kunde trænge sig igennem. Det var ikke blot den jævne Middelstand, men ogsaa de mere noble Køben­ havnere, der viste en stor Forkærlighed for „Sommerlyst“, som siden sin første Opkomst, saavidt vides i 1846, ved en dygtig Be­ styrelse og ved gode Varer efterh aan d en i den Grad befæstede sig i Publikums Gunst, at det b e rettig et nævnedes ved Siden af „Tivoli“ og „A lhambra“, naar Talen var om a t gøre en Udflugt i Københavns Nærhed.

i „Ratzeborg“. De var uendeligt langsomme, uendeligt trevne, og de bevægede sig, som om der hang Blylodder af adskillige Punds Vægt ved Fødder og ved Hænder, af hvilke de sidstnævnte aabenbarede en stor Afsky for Vaskevand. De modtog Bestillin­ ger med en Mine, som om der vistes dem den blodigste F ornæ r­ melse, og Udførelsen stod i Harmoni dertil. Det lod næsten til, som om de viste Gæsterne en stor Naade ved at bringe dem én og en halv, hvilket med andre Ord vilde sige: en Snaps og en halv Flaske 01. Endvidere var der i Haven hensat et Orkester, det vil sige en bred Nodepult, omgivet af Bænke, og paa disse sad 6 til 8 Musikanter, der opførte en Musik, hvis skingrende Toner lød vidt ud i Alléen og ubarmhjertigt mishandlede den til bedre Behandling vante Trommehinde. Disse spillede ogsaa op til Dans om Søndag Aften, thi her blev holdt landlige Baller paa en Danseplads i det frie. Henimod Plankevæ rket, som skilte Haven fra Naboens, var der en Keglebane, hvor der pareredes, dog mest om Snapse, og endelig var der hist og her i Haven a n ­ bragt Borde og Bænke for Gæsterne, sam t naar der var meget trav lt en stor Disk foran selve Huset med en utrolig Masse Drikke- og Spisevarer. Bag denne Disk viste sig da i Reglen Værten Hr. Madsen, en k raftig Mand med temmelig barske T ræ k i sit af et ty k t sort Skæg omgivne Ansigt. Samme Hr. Madsen holdt tem ­

69