S_FørOgNu_1920

det skønne i Naturen, i Henseende til det botaniske Studiums Udvikling, soin det Udbytte, akadem iske Lærestole og L andbo­ højskoler formaaede at bringe. Og det var som om de i Alléen liggende Ejendomme nød godt af den nævnte Haves Nærhed og beflittede sig paa ved smukke og sirlige gartneriske Anlæg at træ de i Konkurrence med deres Forbillede. Vi nævnede før Mægler Gersons Ejendom, men og- saa de Haver, der hørte til Grosserer Gottschalcks Ejendom (senere Brygger Scheibels), til Grevinde Rosencrones (senere In ­ struktør Nielsens og senere igen E ta tsraa d Müllers), til Grosserer Arboes (senere Grosserer Egholms) Ejendom, var alle vel vedligeholdte og frembød en rig Samling af Floras skønne og straalende Børn. Ved disse Ejendomme er der forøvrigt ikke meget at omtale,

R estauration og Beværtning i Hovedbygningén til det nuvæ rende „Allénberg“ ; den havde ved temmelig høje Priser gard eret sig mod blandet Besøg, men Varerne var, som R ygtet alm indelig gik, udmærkede. Om Md. Lynge egnede sig til Genstand for sligeE fterstræbelser som dem,der antydes i Verset ved det yndede Ord „Plade“, skal vi ikke kunne sige; men saa meget er sikkert, at med eller uden Plader var Besøget i Reglen meget anseligt og Md. Lynge meget yndet for god og reel Behandling. Den Ejendom, hvor denne R estauration b e fan d t sig, blev op­ ført i Slutningen af det 18. Aarhundrede af en Mand, der har erhvervet sig en vis Berømthed og hvis Navn endnu ikke sjæ l­ dent nævnes og citeres. Om denne Mand fortælles der en stor Hoben Anekdoter, som med R ette eller U rette tillægges ham,

som kan henregnes til de gamle Minder. Kun til Gros­ serer Egholms Ejendom „Sans Souci“ k n y tte r sig en tragisk Historie: En ung Pige, D atter af en rig, paa GI. Kongevej boende, Mand, havde fa tte t Kærlighed til et un g t f a ttig t Menneske, der var Huslærer i Familien. De turde ikke lade den strenge, pengestolte Mand erfare deres Følelser, og de mødtes ofte i H emme­ lighed i et til den nævnte Ejendom hørende Skovparti i de klare Sommernætter, naar den unge Pige kunde liste sig bort fra sit Værelse. Her vandrede de Arm i Arm, her betroede de hinanden deres Sorger og Glæder, her dvæ­ lede de i de Illusioner, som det unge Sind saa let h e n ­ giver sig til. Men deres Sam ­ menkomster kunde ikke hol­ des saa hemmelige, som Nød­ vendigheden b ø d ; de over- raskedes en Sommernat af Fad eren , som forbandede sin Datter og gik saa vidt i sit Raseri, at han lagde voldsom Haand paa det unge Menne­ ske. Pigen blev indespærret i sit Værelse og strengt b e ­ vogtet. Men en Morgenstund fandt man det tom t og h e n ­ des Leje u r ø r t ; et Vindue stod aab e n t ud til Haven. Man søgte overalt efter hende, indtil man, dreven af de skrækkeligste Anelser, ilede

og n aar vi m inder om Anek­ doten med Kanariefuglen og det bekendte: „Det skulde jeg have g jo rt“, saa véd man saa temmeligt, hvem der sigtes til. Han var en højst god­ modig Mand, men tillige en Særling, som blandt andre Egenskaber roste sig af at besidde stor Smag og Indsigt i det Architektoniske. Han skal derfor ogsaa have ladet Hovedbygningen paa Alléen- berg opføre ganske efter sin egen Plan, og man fortæller, a t han faldt paa den sn u r­ rige Idé at lade alle Døre i Bygningen gaa indad, for ikke, som han sagde, a t ge­ nere de Fremmede, der kom for at besøge ham, idet han mente, at de let kunde faa, Døren lige paa Næsen, naar der blev lu k k et op for dem. Hans E fterfølgere m aa for­ modentlig have fundet denne Forekommenhed altfor gene­ rende for dem selv, thi de har senere forandret Dørene til at gaa udad. Ved Stedets Opførelse vilde han lade H a ­ ven indhegne, men var i Be- raad med, hvilken Maade der var den bedste. „Lader jeg opføre et G ittervæ rk, sagde han til Tømrermesteren, som han konfererede med, saa kan jeg rigtignok se Folk spadsere i Alléen, men saa kan Folk ogsaa se ind til mig, og det er saa genert. Faar jeg d er­

Overlæge Halks Samling.

Frederiksberg Kirke efter et gammelt Stik.

imod et Plankeværk, saa, kan Folk rigtignok ikke se ind til mig, og det er godt, men saa kan jeg heller ikke se ud til dem, og det er slemt. Hvad skal jeg nu g ø r e ? “ „Det skal jeg sige Dem, Hr. Agent,“ svarede Haandvæ rkeren. „De skal lade gøre et P la n k e ­ værk og male et S takit udenpaa.“ „De har saagu Ret, raabte han fornøjet, saa h ar jeg baade et Plankevau-k og et G itter­ væ rk “. Og virkelig saa man i flere Aar et gult Plankevæ rk med et paam alet sort Stak it udenfor Stedet, indtil en af de paafølgende Ejere lod det tage bort. E fter den nævnte Mands Død gik Ejendommen over til en Hr. Carlsen og derefter til Md. Lynge, som efter at have tru k k e t sig tilbage fra Forretningerne, afhændede den til en af M a ta ­ dorerne b landt Københavns Øltappere, Jørgensen i K ronprinsens­ gade. Under Md. Lynge var den til Alléenberg hørende Have hverken synderlig smuk eller tiltræ k k e n d e ; den var beplantet med F ru g ttræ er og Køkkenurter, og kun et P a r kølige Lysthuse tjen te Gæsterne til Tilflugtssted i de varme Sommermaaneder. Jørgensen var den første, der fandt paa at drage større Nytte af Haven, og det var ham, som her opførte den Pavillon, der senere efter at være forandret og ombygget, udgjorde Alléenbergs væ­ sentligste Prydelse. Den var en blot og bar Træbygning, uden

hen til det Sted, hvor de unge Mennesker tidligere havde haft deres Sammenkomster. Her fandtes det unge Par tæ t sammen­ slyngede, begge med et dybt Skudsaar i B rystet og de afskudte Pistoler ved Siden. En Uge efter bragtes Moderen som vanvittig paa D aareanstalten; men Faderen var lamge en af Børsens stolte Matadorer. Til de gamle Minder hører en Vise, som blev sungen i 1840’erne. til en Melodi af „Elverhøj“ og hvis første Vers var sa a ly d e n d e :

„Herligt en Aftenstund Tae til Charlottenlund, Spise en god Carbonade, Bedre i Sommervejr Tage til Frederiksber', Slaae Madam Lynge en P la d e “

N aar et Navn er indført i en Vise, der er i alle Folks Mund — og det var dengang denne Vise — saa kan man være aldeles forvisset om, at hvad enten d ette Navn har en god eller en slet Klang, er det i ethvert Tilfælde populært og bekendt for Alle og enhver. Og det var i god Forstand Tilfældet med den nævnte Md. Lynge, som omtales i Visen. Denne Md. Lynge havde en

65