S_FørOgNu_1920

Grund. Han mente nem lig, at man burde bevare Pavillonen med dens skinnende Lamper som et frelsende Fyrtaarn for den Vejfarende, som uden en Lygte i Haanden vovede sig ind i Alléeris Bælgmørke, og som ved hvert Trin stod Fare for at løbe mod et Træ eller, hvad der var langt værre, at styrte ned i en Grøft og begraves i Mudderet. Men det hjalp ik k e : Fiat Ju stitia pereat mundus, og en skøn Dag var der et tom t Rum dér, hvor Monigattis Pavillon havde staaet. En af de skønneste Ejendomme, som laa paa højre Side af Alléen, var Mægler Gersons Lyststed, den hvidmalede firkantede Bygning, som ved Runddelen stødte um iddelbart op til „Alhambra“; det viste sig endnu i 1860’erne i sin gamle Skikkelse og udmær­ kede sig ikke i architektonisk Henseende. Men det var heller ikke ved selve Vaaningshuset, at denne Ejendom havde sit egent­ lige Værd; det skønneste var dens Have, hvorpaa Ejeren, som i sin Tid hørte til den københavnske Handelsstands rigeste Med-

gaa, som han havde tæ nkt sig. E fterat han forgæves havde for­ søgt igen at komme til at bestyre Tivoli, ja efter at han, da han ikke blev behandlet paa en videre forekommende Maade, havde forsøgt at faa Etablissementet lukket, fordi han præ ten­ derede at være den egentlige Privilegiehaver, besluttede han at tilføje sit eget Værk Dødsstødet ved at oprette en farlig Kon­ kurrent. Han fik kgl. Bevilling paa at anlægge en Lysthave, og for at Konkurrencen kunde blive endnu farligere, forsøgte han at faa et Terræn ligeoverfor Tivoli paa det saalcaldte Glacisholm. Men Betingelserne var for høje, og der viste sig tillige andre Omstændigheder, som var til Hinder for Afhændelsen. Ligeledes glippede det at erholde andet passende Terræn i Stadens um id­ delbare Nærhed, og omsider m aatte han finde sig i a t tage ti l­ takke med den om talte Gersonske Ejendom i Frederiksberg Allé, der nogle Aar i Forvejen var gaaet over til Musikhandler Emil Hornemann. Denne Ejendom havde tilvisse et meget betydeligt

„Schweizer Pavillonen“, set fra indgangen fra Frederiksberg Alle, ca. Aar 1865.

I B ag g ru n d en V æ rnedam svej N r. 13, S chnekloths Skole (Sidefacade). B ag P a v illo n e n V æ rnedam svej 5, det tid lig e re „R o sen lu n ds“ H oved b y g n in g . „Schw eizer P a v illo n e n “, som v a r belig g end e p a a det gam le „R osenlunds“ G rund, v a r en i 1860’erne og 70’erne m eget søgt S an g erin d ekn ejp e, h vo r i Tidens L øb ad sk illig e af D atid en s S tjern er gjorde H o vedet k ru se t p aa den køb en h avn sk e U ngdom . D en egen tlig e G lansperiode fa ld t i A arene 1861—65 da „D et V alen- tin sk e S elsk ab “ og n av n lig Jo m fru Sophie V a le n tin A ften e fter A ften tra k P u b lik u m i tæ tte S k arer til d et lille L o kale. P a v illo n en blev n e d b ru d t ca. A a r 1880.

og et meget smukt Terræn, men dens temmelig store Afstand fra København gjorde det dog meget betænkeligt her a t anlægge et Forlystelsesetablissement, hvis Existens skulde bero paa et talrigt Besøg fra Staden. Im idlertid gik dog Tilliden til Hr. Carstensens store Navn som skabende Geni og til den med glim­ rende Løfter udstyrede Indbydelse til en Aktietegning af med Sejren over alle Betænkeligheder, af hvilke den der knyttede sig til den Forkærlighed, som Tivoli allerede havde opnaaet, ikke var den mindste. Vi gengiver her Bevilling og Indbydelse in extenso: af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Her­ tug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, G jø r v i t t e r l i g t : At vi efter herom allerunderdanigst gjort Ansøgning og Begjæring samt de os i den Anledning foredragne Omstændigheder, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og 39 P R I V I L E G I U M . Vi F r e d e r ik d e n S y v e n d e ,

lemmer, havde anvendt meget betydelige Summer. Egentlig var det mere en Park end en H av e; thi det omfattede Alhambras senere betydelige Terræn, og dertil hørte tillige det Areal, som senere blev henlagt til Ejendommen Nr. 12 i Frederiksberg Allé’s Runddel og gik ud til GI. Kongevej. Der var her udmærket smukke Blomsterpartier, Græsplæner, Drivhuse, og der fandtes en Samling af de sjældneste Træer og exotiske Væxter, som man aldrig tra f i private Haver. De, som jævnlig havde besøgt denne Have og glædet sig over de pragtfulde Anlæg, de høje Løvtræer, de sydlandske Væxter, saa’ ogsaa med tungt Sind alle disse Herligheder forsvinde, da Haven blev ryddet, da de præg­ tige Træer blev omhuggede og da Drivhusene bortførtes, a lt­ sammen for at gøre Plads for en anden langt kostbarere Driv­ husplante, for Alhambra. Det var i Aaret 1855 at Georg Carstensen, Tivolis og Casinos Fader og de københavnske Forlystelsers Regenerator, vendte til­ bage hertil fra Amerika., fattig paa Penge, men endnu rig paa Forhaabninger om a tte r at indtage sin tidligere Plads som For- lystelsesraad hos Københavnerne. Men det vilde ikke ganske