S_FørOgNu_1920

opkastede Bunker; thi Alléens Røgt vilde ingen vedkende sig, hverken Domainebestyrelsen eller Frederiksberg Kommunalbesty­ relse, og den var saaledes næsten alene prisgivet til Menneskenes Medlidenhed og Guds Naade og Barmhjertighed. Man kunde en varm Sommerdag se Støvskyer hvirvle op og følge deres Flugt mod det høje, naar Vandingens Draaber var fortærede af Sol­ heden eller tilin tetg jo rte af de talrige Vognhjul og den stærke Færdsel. 1 saa Henseende var der ikke synderlig Forandring mellem før og nu, det skulde maaske være til det værre, thi medens Alléen i 1860’erne som sagt var altfor Vej, var den det ikke i gamle Dage. Frederiksberg Allé hørte da til Slottet, og ingen vanhellig Vogn m aatte betræde den. Den var ved begge Ender spæ rret med Jernporte, som af dertil ansatte Schweizere, der havde Ophold i Portnerhuse, blev oplukkede for de Kongelige og Herskabsvogne. Schweizerne forsvandt og gav Plads for Portner­ koner, der ved Siden af denne Beskæftigelse drev en indbringende Handel med Kager, blandt hvilke især „de røde Grise“ var meget

kert opsendte en Takkebøn for sit Livs Frelse. De Vandrende saa man ogsaa jævnlig her med Haandlygter, og disse var derfor et uundværligt Husgeraad for de indfødte i Alléen og paa Fre­ deriksberg. Efterhaanden som Alléen og Frederiksberg By blev mere og mere bebygget og Færdselen som en Følge heraf mere og mere tiltog, blev dette Ragnarok i den Grad utaaleligt, at Kommunalbestyrelsen endelig tog Mands Mod og H jerte til sig og besluttede at lade Alléen og Frederiksberg By belyse med T ranlygter. Disse var ikke mange og Belysningen som en Følge heraf utilstrækkelig, men derved var dog vundet ikke saa lid et; idetm indste kunde man nu lede sig frem ved det m atte Skær uden at gaa, som det kaldes, med Livet i Hænderne. Det skete, saavidt mindes i 1854. Dermed fulgte tillige, at Vægternes An­ tal, som hidtil havde indskrænket sig til 1, siger og skriver een, lydende Navnet Lars Petersen, blev forøget til hele 4. Nogle Aar efter foregik der atte r en heldig Forandring. Frederiksberg hk sit eget Gasværk, og nu spillede Straalerne fra de høje Gas-

Bryggeriet i Rahbeks Alle, opført 1860—61 af cand. pharm P. A. Vogelius. Overgaaet til „De forenede Bryggerier“ 1891.

lygter paa de rige V andpytter eller paa den spejlblanke Jord, naar Frosten havde forvandlet Alléen til en eneste stor Glidebane. Men den Forandring, der i Aarenes Løb er foregaaet med Fre­ deriksberg Allé og dens Omgivelser, frem træder dog særligt i Bebyggelsen. I 1885 fandtes der paa højre Side kun 9 Ejen­ domme og paa venstre Side endog kun 3. — Naar man i Midten af 1840’erne eller endnu længere tilbage traad te ind i Alléen, hørte man strax tilhøjre en stærk Klokke­ klang. Den kom fra Møllers Voxkabinet, og traad te man næ r­ mere, saa man under Verandaen tvende Figurer, hvoraf den ene var en Klokker, den anden en Portner. Klokkeren røgtede sin Forretning med beundringsværdig Udholdenhed; uden at be­ kymre sig om Udenverdenen haandterede han sit Instrument, som om det var en Bestanddel af hans eget Jeg, hvad det sag­ tens ogsaa var. Han ringede, for at kalde Folk til Voxkabinettet, og det lykkedes ogsaa, th i der var store R ariteter a t se for en billig Penge. Masker af store Afdøde: Frederik den Store og Carl den Tolvte i LegemsBgur, som de gik og stod, Automater, leende og grædende Børn, en Amagerpige, som kunde danse, naar Spilleværket blev trukk et op og andet lignende. Men og­ saa disse Sjældenheder og Kuriositeter m aatte yde deres T ribut til Forgængeligheden, de forsvandt, og dér hvor Voxkabinettet var, kom til at ligge et Beværtningssted. 31

søgte af Ungdommen, med Frugt og Cigarer med Penneposer. Denne Forandring bragte im idlertid ikke nogen Forandring i det væsentlige, endnu m aatte Portene aabnes, hvergang der viste sig en Herskabsvogn, men „Tabu“ overholdtes dog ikke saa strengt som i forrige Tider. Saa kom Droscherne, saa kom Omnibusserne, de lange og de runde („Jordkloden“, „Nordstjernen“, „Solen“), saa gjorde den friere Aand sig gældende; Alléen burde være „Folkets“ Ejendom, Jernportene aabnedes paa vid Gab, Portnerkonerne forsvandt som unyttige Stykker Møbler, og omkring 1860 fejrede Friheden sin største Triumf i Jernportenes og de uforklarlige Bommes Bortrydning. Hvorledes var Forholdene i ældre Tid i A lléen? I Begyn­ delsen af 1850’erne hvilede der, naar Aftenen indtraadte om E fteraaret eller om Vinteren, et uhyggeligt Mørke over den og alle dens Omgivelser. Der var ikke en Lygte paa den hele Vej, man m aatte lede sig frem langs Træerne, man m aatte raabe hinanden an for ikke at løbe Panden imod hinanden, kort sagt, man m aatte anvende alle sikrende Midler, for ikke at times en Ulykke. Især frembød det korte Stykke Vej fra Jernporten til den daværende Monigattis Pavillon paa Grund af Fodstiens Smal­ hed saamegen Fare for at styrte over Træernes Rødder eller falde i Grøften, hvor man nok kom til a t hvile blødt, men næppe sødt, at mangen En, naar han var kommen til Enden deraf, sik-