S_FørOgNu_1920

Europæerne den Vej, de skulde slaa ind paa for at smykke Por- cellænet: Farven m aatte paasæ ttes før Glasuren og smelte sammen med denne til et for Øjet organisk Hele ved Brænding i Ovnen. Udfra disse Principper komponeredes H ej re s t e l l e t , som indtil den Dag i Dag maa betegnes som Fabrikkens Hovedværk. Der ryddes efterhaanden stæ rkt op blandt de Mænd, som stod Fabrikken nær. I 1889 døde H e in r ic h H a n s e n ; han havde ifølge Sagens N atur holdt sig stæ rkt tilbage i de senere Aar; den alt beherskende Smag for Japan og dets Gerninger stod han fremmed for; det fjerne Østen var ikke det Sted, hvor han hentede sine Inspirationer. E t sjældendt og interessant Arbejde lod han i sine sidste Leveaar udføre hos B in g & G rø n d a h l; det bestod i en Række Glasmalerier med bibelske Motiver. Disse kolorerede Glas indfattedes i Bly til en sam let Rude, der findes i Gavlen paa Christian IV. Bedestol i Frederiksborg Slotskirke. Ogsaa S c h je ltv e d mistede Fabrikken omtrent samtidig; ved

Ved et Bestyrelsesmøde i Oktober 1897 foreslog den adm inistre­ rende D irektør at knytte J. F. W illu m s e n til Fabrikken som den kunstneriske Leder, et Forslag som vakte Bestyrtelse og som kun ved, at Krohn støttede det, blev gennemført. Hans Ansættelse blev en Begivenhed, han blev stillet overfor den Opgave, at skabe Fabrikken en Stil, der ubetinget kunde siges at være deres egen. — Og det lykkedes. Udfaldet af Eksamen, som afholdtes i Paris 1900, overtraf al Forventning. Med eet Slag var B in g & G rø n d a h l „ a r r i v é “, som det kaldes i franske Kunstnerkredse. Fra nu af regnedes Fabrikken til de tonsangivende, hvis Produkter søgtes af Kendere, hvis Arbejder indlemmedes i Musæer og Samlinger. Hvor Tiderne skifter! Forhen sendte Fabrikken unge Folk sydpaa, forat skaffe Impulser og lære, hvad der foregik ude i Europa af nyt paa deres Felt. Nu er Fabrikken et Sted, hvor de ledende udenlandske Keramikere søger hen, naar de er paa Studierejse. Om det saa

Bing og Grøndahls Porcellænsfabrik, Vesterbrogade 149, i Slutningen af 1850’erne.

var de smaa videbegærlige Japanere har de inddraget deres køben­ havnske Kollega under deres Observationsfelt.

Efterretningen om Dødsfaldet samlede Fabrikkens Ejer den Afdødes Kolleger paa en af Arbeidsstuerne og mindede dem om, hvad S c h e ltv e d havde været for dem alle. Han savnedes haardt i lang Tid, indtil det i 1896 lykkedes at finde en talentfuld E fter­ følger. I April 1895 blev Firm aet B in g & G rø n d a h l omdannet til A k tie s e ls k a b e t B in g & G rø n d a h ls P o r c e l læ n s f a b r ik med en A ktiekapital paa 400.000 Kr. Dets Bestyrelse kom til at bestaa af Overretssagfører (Etatsraad) L u d v ig S im o n se n , For­ mand, Professor, Museumsdirektør P ie t r o K ro h n , Fabrikejer, Grosserer H o lg e r P e t e r s e n o g a f Fabrikkens hidtilværende Chef. En Generalforsamlingsbeslutning af Marts 1900 tilførte Selskabet et femte Medlem, Bankdirektør (Konferensraad) A. H e id e. Umiddelbart efter Regeringsforandringen foregik der en Re­ organisation af Fabrikkens indre Habitus. Gamle Arbejdsmaader afløstes af nye, Maskindrift indførtes, hvor man hidtil havde be­ n y ttet H a a n d k ra ft; fremfor alt sluttede sig en Skare af unge og fremadstræbende K ræ fter sig til den Stab af flinke og prøvede Kunstnere og Kunstnerinder, der var uddannet under K ro h n . Denne havde kort i Forvejen overtaget Stillingen som Direktør for det d a n s k e K u n s tin d u s tr im u s e u m , og denne Gerning op­ tog ham saa stæ rkt, at han opgav den umiddelbare Indflydelse, han hidtil havde øvet paa Forholdenes Udvikling.

Yi betræde nu Frederiksberg Allé. Denne anlagdes samtidig med Slottet og udgør en betydelig Strækning, der under Christian den syvende skal være bleven benyttet til Hestevæddeløb af Cavalerer ved Hoffet, ligesom den i 1830’erne ogsaa var Skue­ pladsen for den bekendte E rnst’s Væddeløb, idet han i Over­ værelse af en uhyre Mængde Mennesker, tilbagelagde den hver Gang i den korte Tid af 2 V 2 Minut. Alléen er jo nu en alfar Vej i Modsætning til hvad den var tidligere. Allerede i 1860’erne gennemfares den af Omnibusser, Droscher, Herskabsvogne, Spor­ vogne ; kun Arbejds- og Bøndervogne, forsaavidt de in tet havde at bestille i Alléen var det forbudt at køre herigennem, og den paa Overtrædelse af Forbudet satte Mulkt blev inddrevet med Strenghed. De høje gamle skyggefulde Lindetræer, der af og til fornyedes med yngre staar der endnu; endnu i - 1866 var der nok af Dynd paa Kørebanen naar det havde regnet, og under­ tiden var det ligesaa vanskeligt at finde Fodfæste her som i gamle Dage, med mindre man med heroisk Mod fra en Vogn eller en Omnibus ikke skyede at vade igennem de paa Siderne 29