S_FørOgNu_1920

del a f B idragene (regnet e fte r A n tal, ikke e fte r Størrelse) kom fra den Stand, som var næ rm est til a t lyse en saadan In stitu tio n i Kuld og Køn, nem lig P ræ sterne. Men heller ikke indenfor deres Kreds fa n d t Sagen fra først af synderlig Varm e og Forstaaelse.

m ende F o rstan d erin d e, forinden hun gav sig ud p aa sin S tu d ie­ rejse, men hun vilde h ellere have h a ft S tiftelsen la g t ud ad Ø sterkanten for B adenes og S tra n d lu fte n s Skyld, og ikke saa lan g t borte fra Byen. K am m erherre Classen, der strak s var bleven

En senere o ffentlig gjort B rev­ veksling m ellem B iskopperne M artensen og L aub giver Op­ lysning derom . Biskop Laub i V iborg spørger sin n a v n k u n ­ dige Em bedsbroder i K øben­ havn til R aads i A nledning af den tilse n d te Opfordring, som han h a r m egen B etæ n ­ kelighed ved a t tag e sig af, og skønt Biskop M artensen har lan g t stø rre K endskab til den ansete S tillin g , D ia­ konissesagen liar vun d et i T yskland, ser han dog m eget køligt p a a dens Indførelse i D a nm ark : „Jeg for m in Del har foreløbig ganske la g t In d ­ bydelsen h e n ; jeg in d ta g e r ingen polem isk, m en en a f­ ventende S tillin g . . . Der foreligger h e r til L ands a lt to Aar e fte r selv skulde in d ­ træ de og blive til sin Død i den unge D iako nissestiftelses B esty­ relse, som hans væ gtige N avn m angen Gang h a r b id rag e t m eget til a t sty rk e T illid en til.“ Der v ar dog en a f B iskopperne, som stra k s og m ed sto r Varm e gav Sagen sin T ilslu tning , nem lig Biskop B ramm er i Aarhus. Han udgav en „P ræ d ik en p aa S kæ r­ torsdag 1868 over Joh. (Fodtvæ tningen) m ed e t Forord om D iakonissesagen“ og m ed P a a ­ skrift: „Hvad In d tæ g t d e tte lille S krift m a a tte bringe, er bestem t for D anm arks første D iakonisse­ stifte lse .“ F oro rdet slu tte r med følgende Ord: „A llerede i næ ste M aaned a g te r en dansk D ia­ konissestiftelse a t m odtage sine levende V idnesbyrd for D anm ark Land, hvor E vangelium baade i Ord og ved G erning præ dikes for de fa t­ tige ! . . .“ I al A lm indelighed var der dog ingen S tem ning for Sagen hverken hos G ejstligheden eller hos den store A lm enhed, m en til Gengæld var Interessen saa m eget desto varm ere, Iveren saa m eget større hos de faa, der sa tte Sagen i Gang. Der blev dan net en B estyrelse, i hvilken man straks, e fte r Forbillede fra K aiser- w erth, slog fast, a t K irken skulde være rep ræ sen teret, ogPrinsesse(den senere D ronning) Louises S k rifte ­ fader, Konfessionarius, S tiftsprovst J. H. P a u l i i, in d tra a d te deri og blev der til sin Død, I l t e Juni 1865.

B estyrelsens Form and, havde im idlertid ikk e k u n n et finde noget passende Sted dér, og m an tog saa til T akke med Sm allegade, en B eliggenhed, som jo ogsaa havde sine F or­ trin . F red erik sb erg Have laa næ r ved, og Om givelserne var i d e t hele lan dlige og v en ­ lige: stra a tæ k te Huse, et G adekæ r, hvori Æ nderne svømmede og H estene blev vandede, og ru n d t om H aver og K ornm arker. P a a den om ­ tre n t en halv Mil lange Vej ad GI. Kongevej ind til V e­ ste rp o rt var der i de T ider kun m eget fa a B ygninger. Der var næppe nogen, der tæ n k te sig, a t H ovedstaden 25 A ar senere skulde væ re ry k k e t saa lan g t ud m ed sine F a b rik k er og Den E jendom , der fra først af husede den danske D iakonisse­ stiftelse, b a r N avnet „T eglgaar- d en “. D et a n tag es, a t den hed saaledes, fordi det h a r væ ret den første G aard derude med te g l­ hæ n gt Stuelam ge. Nu var kun Stuelæ ngen tilbage, men fo rtil havde den senere fa ae t en fri Sidefløj, bereg n et p aa en m indre Fam ilie, der vilde ligge paa L an­ det; det var den, D iakonissestif­ telsen tog i Brug. H avestuen, med to V induer mod Øst og en H avedør mod Syd, v ar d et b e d ­ ste Rum ; d et var en halv Snes A len lan g t og syv—o tte Alen Saaledes var den beskedne L ejlig ­ hed, hvor „Den danske D iakonisse­ stifte lse “ først kom til Huse, og her skulde væ re baade Moderhus, H ospital og a lt øvrigt. Ude fra V ejen saa Bygningen m indst tilta ­ lende ud. Den gule Nordgavl havde en stor, m ørk P let, der fo rta lte en kedelig H istorie om Fugtighed, der allerm in d st skulde høres om i et Sygehus. Men indenfor, hvor a lt var blevet istan d sat og oliem alet,saae der hyg geligtu d. H avestuen, med til­ stødende Rum, var som de bedste for­ Kongevej fik deres Sporvejslinier, der letted e F orbindelsen med København.

Børnehjemmet „Ilias Minde“.

for lid t, til a t m an k an ville træ de op til Fordel for den.“ — B eretningen fortsæ tter": „L idet tæ n k te han da paa, a t han kun

kasern eagtig e Huse. Foreløbig var A fstanden den væ rste Ulempe, men det varede jo ikke m ange Aar, før F rederik sberg Allé og GI.

Børnehospitalet paa Dronningensvej.

bredt. andre

E tnogenlunderum m eligt Væ relse ven dte mod V est; de treVæ relser var ganske sm aa, næ sten kun til a t stille en Seng i. Ovenpaa var der flere K am ­ m ere i tre Gavle, m en i in te t af dem var der fu ld t tre Alen h ø jt til L oftet.

Døtre. M aatte den vorde et som e t i Sandhed evangelisk

Diakonissestiftelsens Menighedspleje, Vodroffsvej 20.

beholdt de Syge. Væ relset mod Vest skulde gøre T jeneste som D aglig­ stue, og K am rene ovenpaa, forøgede med nogle flere T agkamm ere i M idtbygningen, var Søstrenes. F orstanderinden havde sit Værelse, hvor to sm aa V induer kiggede ud over den vaade Mur. Syge­ sengene, med d et le tte Jern stel og med lyst Omhæng, og lig e­ ledes d et øvrige Bohave gav Væ relserne e t h jem lig t og ik k e -h o - sp italsa g tig t Præg, som den Gang endnu var u k en d t herhjemm e.

Det blev ligeledes erken dt, a t H uset fra først af m aatte have sin egen P ræ st, hvis Løn E nkedronning Caroline Amalie lovede a t udrede. D ernæ st skred m an til det vigtige S kridt at skaffe sig det nød­ vendige Husrum , og under saa sm aa og beskedne Forhold be- gyndtes der, a t m an m aa tte nøjes med a t leje en L ejlighed i F red eriksb erg Sm allegade (Nr. 43). Den var tilb u d t den tilk om ­

181