S_FørOgNu_1920

Man døver det med Orgelspil. Forsigtig, bryd den ikke, spæd er Staven, Kort Vejen er fra Daaben og til Graven. Du kære Orgel med metalne Piber! End griber Din Lyd m it Bryst med sælsom Fryd. Ak! Mindes Du, da hver en Søndag Morgen Fra Borgen Jeg kom a t sjunge til Din Lyd? Din Stjerne klang ved Paaske-Morgenrøde Som Tremulanten skælved for den Døde.“ —

som Slotsforvalter paa Frederiksberg, var Onkel til Voigt, der efter sin Hjemkomst fra Udlandet, hvor han med Begejstring havde studeret alle A rter af Havekunst, forstod at vinde hans H jerte for de nye Planer, den unge, ærgerrige Gartner gik svanger med. E fterat Schmidt havde ta lt med Kronprins Frederik derom og ogsaa vundet ham for Sagen, udnævntes Voigt en smuk Dag til Slotsforvalter med udtrykkelig Forpligtelse til at skabe Sønder­ marken om fra fransk til engelsk Stil. Og da dette Arbejde i høj Grad vilde komme til at optage Voigts Tid, blev Adam Oehlen­ schlagers Fader, der fungerede som S l o t s f u l d m æ g t i g , konsti­ tueret som Slotsforvalter med særligt Henblik paa Slottets Byg­ ningsvæsen. Og da Søndermarkens og Frederiksberghaves Forvand­ ling i 1815 var en fuldbyrdet Kendsgerning, indtraadte gamle Oehlenschlager efter den mangeaarige Konstitution i Embedet som virkelig Slotsforvalter. Samarbejdet mellem den koleriske, men muntre og hjertens­ gode Oehlenschlager og den stille, ordknappe Voigt var udmærket, og i det berømte Frederiksberg-Digt fra 1817 satte Slotsforvalte­ rens Søn til Tak sin Faders Ven et uforgængeligt Minde. Af Dig­ tets poetiske Vendinger faar man et godt Ind­ tryk af, hvad den udmærkede Gartner Voigt praktisk udrettede. „Du, som med Trylleseglen i Haand, med den blinkende Spade Ellemosen har skabt til paradisiske Lund, —

Vi bevæger os nu videre ad Pile-Alléen ned imod Foden af den høje Frederiksberg Bakke. Vi standser paa Vejen foran de snur­ rige, smaa Beværtningshaver, hvoraf desværre nu kun en enkelt er tilbage, men som for ikke ret mange Aar siden laa her Side om Side ved hverandre, — venlige Tilflugtssteder for brave Borger folk, der kun havde d aarligt Raad til at søge de finere Restaura­ tioner og Konditorierne, men som her vidste sig inderligt vel­ komne, selvom de medbragte den Mad, de vilde spise, naar bare de bestilte sig en Flaske 01 eller en Kop Kaffe og „Vand paa Maskine“. Hvor var de dog hyggelige, disse smaa Huse med Tag­ skæg saa lave, at man kunde naa

dem med H aan­ den! Og hvor var der dog ikke hjem ligt i disse Lilleput- Haver, med Gange saa snævre og

Som bortskar det forviklede K rat og i bugtede Flodseng Tvang fra Sum­ penes Dynd

langsomt ris­ lende Vand,— Gennembrød med en male­ risk Busk Allé­

langstrakte, at de fik Navn af

„Pusterør“! Man forstaar godt, at den altfor tidlig afdøde S o p h u s B a u - d itz netop paa saadan

ernes Strækning, Sønligt skannende dog Fædres æ rvæ r­

dige Spor: U rtegaardsm and! Fred­ salige V o ig t! Mig møder et

V

et Sted kunde hente Stof til en af sine fine, smaa No- veletter. Det var jo Aanden fra det ægte, gode, gammeldags København, som herskede her, — København fra Vol­ denes Tid. Lad kun den Poesi, som dette Sted og

■Aftryk, Hvor jeg gaar, af Din Aand, enten i

Skyggernes Krog Tæt indslynget af Espens Kvist, eller her, hvor en Udsigt Aabner sig solbestraalt over den græsgrønne Vang.

T ilh. Fru! W inding. Bro over Kanalen i Frederiksberg Have, 1830.

hine Tider rummede, synes os moderne Dan­ skere sm aastilet og spinkel, — den var æ g te , og den ejede den milde, kryddrede Duft af Lavendler, der gjorde Sindet godt og let fandt Vej til H jerterne. — Vi staar nu ved Foden af Frederiksberg Bakke, hvor man for faa Aar siden ved Søndermarks-Indgangen nu har anbragt den gamle, ærværdige Jernport, der i sin Tid havde Plads for Enden af Frederiksberg Allé ud imod Vesterbrogade. I 1850’erne fjer­ nedes den herfra, og magazineredes, indtil den altsaa skulde komme til ny Ære og Værdighed som Indgangsport til den stille, fornemme Park, Søndermarken, saaledes kaldet, fordi den dannede den syd­ lige Del af den store, skovagtige Have, som man anlagde, samtidig med at man rejste Kongeslottet paa Bakken. Oprindelig laa Søndermarken um iddelbart op mod Slottet. Men i 1776, da den nuværende Roskilde Landevej blev anlagt, kom denne til a t løbe forbi Slottet, saa at dette og Søndermarken ad­ skiltes. Ligesom Frederiksberghave var Søndermarken fra Begyndelsen anlagt efter den franske ]Havestil, der passer saa slet, som det overhovedet er muligt, til dansk Natur. Den franske Havekunst krævede N aturen lagt i Spændetrøje — med andre Ord: gjort til Unatur. Snorlige Alléer, kunstigt klippede Hække, Ufrihed og Stiv­ hed og fornem Kedsommelighed var Parolen. Ta.kket være Slotsforvalter M. F. V o ig t, der var en genial og berejst Gartner, fik Søndermarken ikke Lov til at ligge altfor længe hen i den franske Spændetrøje. Generalinspektør S c h m id t, der omkring Midten af det 18de Aarhundrede beklædte Embedet

Storken klaprer Din Pris i Dit Træs kunstfærdige Rede! Du, med opfinderisk Kunst begavet, har plantet os Granen Paa Sandbanken. Du tvang Fyrren paa Skrinten at g ro !“ De sidste Linier hentyder til P artiet omkring det norske Hus, hvor Voigt frem tryllede et Stykke Norge, saa skønt og naturligt, at det giver os Forstaaelse af hans geniale Evne, — thi Pladsen her var kun lille og Midlerne ringe. Stedet fik sin fortjente, poetiske Indvielse hin Dag, da Filosofen F ic h te ved det norske Hus brød en Kvist af en Gran og bad sin skønne, aandfulde Led­ sagerske S o p h ie Ø r s te d om deraf at flette en Krans til sin Broder, den unge Digterkonge Adam. Det er baade vittigt og rigtigt set af Forfatteren K n u d B ok- k e n h e u s e r , naar han i sin Bog om „Frederiksberg“, hvorfra vi har hentet gode Oplysninger, gør gældende, at der er et vist Slægtskab mellem Oehlenschlagers Digt til Voigt, hvoraf vi oven­ for citerede et lille Uddrag — og den Maade, paa hvilken Voigt omskabte Søndermarken. Ligesom Oehlenschlagers Digt trykkes af hele det mythologiske Apparat, hvormed han som en T ribut til Tidens Smag har udstyret sin ellers saa naturlige og smukke Lovprisning af den udmærkede Gartner, — akku rat saaledes m aatte ogsaa Voigt bringe s i t Offer paa Tidens Alter. Han søger æ rligt og redeligt at sprænge alle de Lænker og taabelige For­ domme, der binder ham, al den daarlige Smag, som endnu ligger et højsteeret Publikum i Blodet, for ved sin Kunst at skaffe Na-

1 1 5