S_FørOgNu_1920

havde m aattet deltage i Salmesangen til Faderens Orgelspil sam­ men med de andre Frederiksberg’ske Børn. Med Andagten har det ofte væ ret sk ralt nok bevendt. Lad os høre, hvad han selv fortæ l­ ler om den Ting og om hans øvrige E rindringer fra det Gudshus, til hvilket han Livet igennem følte sig bundet med de stærkeste Baand, fordi det fra hans allertidligste Barndom var blevet lige­ som hans andet Hjem. „Om Somren kun i T rinitatis-T iden Med liden Opmærksomhed jeg hørte til. Bag Orglet med de andre Byens Poge I Kroge A ftalte jeg det kære Spil. Og mens de sang derinde L itaniet,

parykkerne nikkede m ildt til ham gennem Vognruderne. — Og alle Erindringer fra V interen i det hyggelige Hjem inden Døre!

»Hør, hvor den fyger, den vældige S n e! Lidet han mærker, at Stormene brage, Læser om Reineke Foss og Rolf Krage. Ho’det til Armen han stø tter paa Bordet, Medens paa Brikken hans Moder saa kær Smører ham Brødet og Pølsen ham skæ r’. Fader i Slobrok i Lænestolskrogen Højt for os læste saa mangen en Gang, Medens i Barmen den lille „Present“ T it ham forstyrred og slikkede Bogen. Klokken nu brummer, Talen forstummer. Nu er det Tid, man sig føjer i Seng, Fader og Moder og D atter og Dreng. Af man sig klæder. Naar Lyset ej brænder, Aftenbøn læses med foldede Hænder.“

Jeg spilte Klink med Bernt i Sakristiet. Tilgiv, Du ædle Præ st, som hisset hviler! Du smiler,

Parti af F rederiksberg Have, i Baggrunden G rotten.

fec. S. H . Petersen.

T ilh. Overlæge H alks Sam ling.

Hvor levende er dog ikke dette smukke Fam iliebillede m a le t! Ikke m indst ser man gamle F a tte r Oehlenschlager klart for sig, som han sidder i den lune Krog med Hunden skjult under Slo- broken, mens han læser i en af de Bøger, som Adam hver Uge hentede inde i Byen i V e n n in g h a u s e n s Lejebibliothek i Frede- riksberggade Nr. 227. Og har ikke D igteren, da han sad derude i den gamle Degne­ bolig, med Vemod dvælet i Erindringen om det muntre Samliv med Kammeraterne i Barndomstiden, — med B e r n t W in c k le r, den senere Reservekirurg ved Frederiks Hospital, og med F r id e - r ik T h u e s e n g , der avancerede til Kontorchef ved Fonden ad usus publicos og var Søn af Christian den 7des Kammerlakaj? Sommer og V inter var de tre Drenge uadskilleligt sammen, og selv om vi i Oelilenschlagers Dagbøger fra Skoletiden hører om deres idelige Stridigheder, der ofte medførte, at de dagevis und­ gik hverandre, endte det altid med varme Forsoningsbreve, og saa gik Venskabet i Orden, indtil de med deres varmblodige Gemytter paany kom i Klammeri. Tilsidst er Oelilenschlagers Tanker om hensvundne Tider standset ved den nærliggende Kirke, hvor han, fra han var en lille Dreng,

Du saa i Drengens unge Bryst. Du hørte ham med svag, med uvant Tunge At sjunge Sin Salme med begejstret Røst. Igennem K irken kunde Du fornemme F ra Orgelet den spæde Digterstemme. O, hvilken Fryd om Julen! Lysekronen Til Tonen Da brændte med sin Messingglans. O, hvilken Pragt, naar hist for Konfirmanden I Kanten Af Stolen p lan tet blev en Krans! Det grønne Løv med røde Baand var siret, Og Bladguld flagrede fra Voxpapiret. Endnu jeg hører Barnets spæde Raaben Ved Daaben. Forgæves man det tysse vil. F ra lille, nøgne Hoved Huen viger; Det skriger.

1 1 4