S_FørOgNu_1920

Alligevel — rigere og skønnere Minder end disse fra Skoletiden k ny tter dog Oehlenschlagers berøm te Navn til den uanselige Degnebolig i Pilealléen. En Menneskealder senere, i sin modne Manddomsalder’, da han forlængst havde vundet Ry som Nordens største D igter bl. a. som F o rfatter af „A laddin“ og de første her­ lige Tragedier, tyede han paany ud til det gamle, elskede Frede­ riksberg og søgte i den lave Skolelænge den Fred, han saa haardt trængte til. Den Baggesen’ske Fejde var begyndt og tog bestan­ dig til i B itterhed og blindt P artikæ vleri. Og skøndt han ikke selv tog stæ rk personlig Del i Striden, paavirkede den dog hans Sind og fyldte ham mod saa megen Angst og Bekymring, at In­ spirationen til digterisk Arbejde m aatte udeblive. Han genfandt den herude i Egnen omkring sit kære Barndomshjem. Han følte og erkendte det selv, at han trængte til indre Fornyelse, og at hans Fjender havde Ret i Paastanden om, at hans D igtergenius i

Skolevæsnet, der h erefter gaar lysere Tider imøde, baade hvad Undervisning og Adm inistrationsforhold angaar. Men under den bestandig tiltagende Bebyggelse og under den let forklarlige Paavirkning fra Skoleforholdene i København, blev alligevel Opretholdelsen af Skolelærer- og K irkesangerembedet paa Frederiksberg mindre og mindre tidssvarende. Den sidste Skolelærer og K irkesanger i Pile-Alléen var den dygtige og an­ sete J ø r g e n H o lm , efter hvis Død i 1874 den endelige Adskil­ lelse mellem de til Embedet knyttede Virksomheder som Lærer og kirkelig Embedsmand foregik. Nr. 3 i Pile-Alléen blev Bolig for Kirkens Klokker, medens Skolevæsnet stadig fik Tilladelse til at benytte Skolestuen. Men med Aaret 1880 ophørte Skolevæsnets Benyttelse af det gamle Lokale ganske, ifølge J o a k im L a r s e n ’s lille Skrift „Skolen i Pile-Alléen, der i 1908 udkom som Sæ rtryk af „Fra Arkiv og

.1/' ’■

Frederik VI’s Sarkofag paa Castrum d oloris.

Museum“, og hvorfra vi har h en tet Størstedelen af de faktiske Oplysninger i ovenstaaende Skildring. — — — Til den gamle, nu nedrevne Skolelænge k ny tter sig, som sagt, dyrebare Minder fra Oehlenschlagers tidlige Drengeaar. I E rindrin­ gen om de fjerne Dage synger han senere hen som Mand disse naive, trohjertede Vers: F ra Pogeskolen Drengen avancerte, studerte, Hos Degnens lærde Substitut. Med Grammatikken da i læ rde Klassen Hr. L a s s e n Mig vilde sæ tte absolut. Hr. V ib e selv var vel belæst og tapper,

de sidste Aar ikke havde skabt Værker af den Lødighed som hans tidligere. Og saa lejede han da i sin gamle Skole et Værelse og skrev herude i de stille, skønne Omgivelser sin udødelige „Helge“. „For re t uforstyrret a t overlade mig til min Begejstring lejede jeg mig etV æ relse paa Frederiksberg i Degneboligen“, skriver han selv, „og her sad jeg, hvor en Væg kun skilte mig fra den Skole, hvor jeg havde nydt min første, nødtørftige Børnelærdom og skrev „Helge“. Om dette D igt har der hos danske Læsere kun væ ret een Mening, og Baggesen vovede ikke at angribe d e t; han tav bom­ stille derom.“ Sikkert nok har Oehlenschlåger, medens han begejstret digtede herinde i den lavloftede Stue, der ved den hellige Muses Besøg omskabtes til en kongelig Søjlehal, mangen Gang drømt sig til­ bage til sin lykkelige Barndomstid deroppe paa Slottet, hvor han levede et kæ rligt Samliv med Forældrene og sin Søster Sophie. Han har i Tankerne set sig selv som en sorgløs Dreng slentre omkring herude og leve Sommerens muntre Liv paa den høje Bakke, naar Søndermarken og Frederiksberg Have stod i deres fejre Pragt, naar Kongen og Kronprinsen holdt Hofstat paa Slot­ tet, naar Luften genlød af den flotte Janitscharmusik, naar Karos­ serne med de skrammererede Kuske og Lakajer kørte ud og ind gennem den høje Slotsport, og de skønne Hofdamer med Pudder-

I gule Kjole bar han sorte Knapper. Kun K irkesangen b rag te ham i Knibe. Som Vibe Da ynkelig han ofte skreg. Dog lod Hr. B r u u n sig ej af sligt anfægte, Med ægte Begejstring han paa Prækestolen steg, Og naar han tolked Jesu Død og Smerte, Da smelted han det barnlig-ømme H jerte. —

110