S_FørOgNu_1920

underkastet Forvandlingens og Omskiftelsernes evige Love. Lige­ som Indgangen til Frederiksberg Allé fra Vesterbrogade — og det for ikke saa forskrækkelig længe sid e n ! — var spæ rret af en solid Jernport, der nu henlever en mere up aaag tet Tilværelse ved Pile-Aléens Indgang til Søndermarken, var saamænd ogsaa Adgangen til den fredelige Bunddel i gamle Dage flankeret af en Port, som en skramm ereret Schweizer havde den ansvarsfulde Bestilling a t vogte og lukke op og i for Vogne — i lang Tid særlig de kongelige Karosser. Og heller ikke var Adgangen til Runddelen fra de to Fodstier for Gaaende i Frederiksberg Allé fri for Enhver. Den var lukk et ved Bomme. Kom man saa indenfor i Forgaarden til det A llerhelligste, laa den store, runde Plads forholdsvis tom og stille hen. Man kunde maaske nu og da se en enkelt Herskabsvogn holde udenfor den tred je og sidste Jernport, der førte ind til Haven, eller af og til se en læsset Arbejdsvogn eller en alm indelig Bondekærre skrumple afsted

navnlig er Erindringen fra vore Barndoms- og Ungdomsaar, der gør os disse Steder saa særlig kæ re? Har vi ikke Hver og En, som Drenge og Piger, leget derude i den store, stille Haves snirklede Gange, beundret S lottet deroppe i Højden og givet de hvide Svaner i K analerne Brød ? Og har vi ikke Alle som Unge sværmet paa de samme S teder? Det var ikke ju st de støjende G læder, man søgte og fandt derude, — snarere Fred og Ensom­ hed. Den Trang til stille E ftertanke og mild Følsomhed, maa- ske blandet med e.t Stænk af Sentim entalitet, der hos os Danske ligger jævnsides med aaben Virkelighedssans og livsglad M unter­ hed, fandt her en ypperlig Jordbund. Og vi fandt tillige vor Trang til Poesi i Hverdagslivets tørre Prosa mæ ttet, — Poesien fra Guldaldertiden, fra højsalig Kong Frederik den Sjettes naive Enevældsdage og Oehlenschlagers sorgløse A laddinsaar. Det var kort sagt Barnet, det Bedste i vor Natur, som vi følte beslægtet med disse Steder, og derfor svigtede vi dem ikke, da vi blev

Kildegrotten i Søndermarken Aar 1865. Personerne er: Stifteren af clet N . F. Høffdingske Hus med Hustru, Datter og Svigerdatter. K ildegrotten er anlagt i Aarene 178C—87, sam tidig med, at Søndermarken blev omdannet fra den oprindelige stive franske Stil til en fuldstændig engelsk Park, en Forandring som, efter de sam tidige offentlige Ud­ talelser synes at have vakt alm indelig Paaskønnelse.

over Pladsen mellem Pile-Alléen og Frederiksberg By. Men som Regel var der over Stedet udbredt en fornem Ro baade paa de søgne og de hellige Dage. Kun en enkelt Hverdag — paa Fastelavnsm andag — var den ærværdige Runddel næsten ikke til at kende igen. Da var den opfyldt af en tæ t og lystig Folkestimmels L atter og Støj og Skueplads for den barnlige Nationalforlystelse, der endnu lever sit fortsatte Liv paa Amager, i Dragør og Store Magleby. Man slog K atten af Tønden. Midt paa Pladsen var rejst to høje Stolper, og mellem dem hang paa en Tvæ rstang Fastelavnstønden, malet i alle Regnbuens straalende Farver. En Tidlang tog man Legens Navn bogstave­ lig t og indelukkede i Tønden en levende Kat, der saaledes gen­ nemgik de skrækkeligste Pinsler, og som, naar den ikke allerede var skam slaaet, før Tønden var splintret helt, undertiden hæv­ nede sig paa sine ubarm hjertige Bødler ved i Smerte og Raseri at fare ind paa én af dem og bide sig fast i ham med Tænderne og flænge ham i Kødet med de skarpe Kløer. Omsider blev der dog af P olitiet nedlagt Forbud mod dette hæslige Barbari, og 100

gamle og mere end nogensinde tæ rede paa Mindernes Skat. Gik man herude omkring i de stille Gange, hvor det var, som om man var m ilevidt borte fra Byens Travlhed og Tummel, eller stod man paa Bakken udenfor S lottet og saa udover København, der laa som i drømmeagtig Taage for Ens Fod, var det jo, som om man levede sin Ungdomstid op paany. Derfor blev Frede­ riksberg ogsaa de Gamles By, H jemstedet for de Hundreder af velærværdige pastores emeriti og veltjente Pensionister, der hyg­ gede sig saa lunt og godt i disse Omgivelser, som de havde kendt og elsket et h elt Liv igennem. Jovist, — Københavnerne og „Fredsberre “ var dybt i Familie med hinanden, og nævnede vi Ordet „Runddelen“, klang det for Øret som Navnet paa en kær, gammel Onkel, der tog os venligt i Haanden for at vise os Vejen ind til alle de Herligheder, vi kendte saa godt, men som vi alligevel aldrig blev træ tte af at gæste paany. R unddelen! Den gamle, skikkelige Runddel, der synes os det mest konservative Stykke Jord i den ganske Verden, — ogsaa den har sit Før og Nu, ogsaa den har i Tidens lange Løb væ ret