S_FørOgNu_1918

har intet at skaffe med Borgmester og Raad! Jeg vil ud at tale med Kongen, og Borgmester og Raad og jer, I Prakkere og Dan­ ske Forræddere, giver jeg syv tusind Djævle! Og Hr. Sten satte Sporene i Siden paa sin Hest, trængte ind paa Vagten og brugte mange unyttige Skældsord. Da nu Vagten ikke kendte Hr. Sten synderligen for en anden, holdt de Værgerne frem. Hr. Sten greb da et Fyrrør, slog Hanen for og vilde skyde paa den Vægter, Kristen Jensen, der stod ret for ham, hvorpaa denne slog hans Hest over Næsen med sit Spyd. Da blev Hr. Sten vred og sagde: I Danske Forræddere, I skal faa syv tusind Djævle! Der skal blive blodige Pander for dette Stykke, I nu haver gjort! Alle er enige om, at Hr. Sten med Magt vilde have trængt igennem Porten, hvis ikke Vægteren havde slaaet Hesten, saa at den blev sky og kastede sig om, hvorved Vagten fik Tid til at slaa Porten i, hvorpaa Hr. Sten vendte tilbage til sit Herberg. Det hele var gaaet saa hurtigt for sig, at Hr. Sten paa Gammel

Porten var prydet med en Buste af Sten, forestillende Chri­ stian IV, som stod over den yderste Hvælving, ud mod Landet. Det var med en vis Glæde og Stolthed, at Københavnerne hver Dag kunde overbevise sig om, at den gamle Konges Kontrafej stadig stod urokket og uskadt paa sin Plads, hvor mange Kugler af store og smaa Kalibre Fjenden saa sendte imod den. Det var dem ligesom et Symbol paa, at de blot skulde holde ud og holde deres Post. Og de gjorde det, og de gjorde mere end det. De forlod deres Poster bag de dog nogenlunde dækkende Volde, men kun for at gaa Fjenden nærmere paa Livet og feje ham væk fra deres Dør. Og Døren var Vesterport. Det var gennem den, at københavnske Borgere, Haandværkere, Svende og Læredrenge med en Del af Garnisonen den 23. August stormede ud, ført af den lange, lys- haarede Niels Rosenkrans, for at mødes i aaben Mark med Euro­ pas bedste Soldater, Carl X Gustavs sejrvante Tropper. Og de gik ikke ind igen, før de havde fejet dem bort, — Niels Rosen-

Nr. Hartvig. Torv mødte de andre Herrer af Gesandtskabet, som boede omkring i Byen og som nu havde tænkt at støde til ham uden for Porten. Svenskerne var rasende. Ti nu, da det attraaede Pas kom fra Sorø, hvor Kongen opholdt sig, vilde Kansleren, paa Grund af det forefaldne, ikke lade dem rejse. Og da Kongen straks efter kom ind til Byen, lod han optage Forhør og sendte Érik d. XIV af Sverige Underretning om, hvad der var foregaaet. De svenske Herrers Stilling blev ikke bedre ved, at Vagten et Par Dage senere standsede to Mænd af Følget, som prøvede paa at slippe ud sam­ men med nogle Lybækkere, og da Hr. Sten senere søgte at sende Bud hjem til Sverige, blev han og hans Ledsagere i April ført som Fanger til Kalundborg og Dragsholm. Den gamle Vesterport kunde fortælle noget. Den havde staaet for Skud som intet andet af Byens Fæstningsværker. Ti det var mod den, at Svenskerne væsentlig rettede deres Angreb imod Staden i Belejringens første Afsnit, inden den hollandske Hjælpe- flaade kom i Oktober Maaned. Hele Terrainet mellem Friheds­ støtten og Vestervold var gennemskaaret af Løbegrave, i hvilke Fjenden sneg sig nærmere og nærmere ind mod Byen, og fra hans Skanser uden for Frihedsstøtten tordnede Kanonerne stadig mod Byen, stadig besvaret af det danske Skyts paa Volden. Sær­ lig Ilden fra „Katten“, den stærkt forhøjede Vold ved Vesterport, gjorde lyst mellem Svenskernes Rækker. „Før og N u“. 4de Aarg. Nr. 2.

U dsigt fra T horvaldsens Musæum over Kanalen, Højbro o g Højbroplads 1 1860erne.

krans baaret paa Skuldrene af sine Folk, blødende af sine Saar, med det ene Øje halvt revet ud af Hovedet, ukendelig af Krudt­ slam, Blod og Støv. Et stoltere Optog er aldrig draget ind gen­ nem nogen belejret Bys Porte, og en større Jubel har aldrig drønet hjemvendende Krigere imøde fra en belejret Bys Volde og Huse. I Slutningen af Middelalderen var den rigelige Mængde af fersk Vand, der gennem Aaen — senere kaldet Ladegaardsaaen — blev tilført Peblingesøen, atter bleven afledet fra denne gen­ nem en Kanal herfra til Stadsgraven omtrent ud for Hjørnet af Nørre- og Vestervold, hvor man senere finder Jarmers Taarnet. Igennem Stadsgraven førtes det herfra forbi Vesterport med dens Vindebro ned til Fæstningstaarnet „Køge Barfred“ paa den østlige Del af Vartovs Grund og bøjede — tvunget af en Dæmning, der hindrede det i at løbe ud i Kalvebodstrand — af i ret Vinkel og løb mod Øst mellem nuværende Løngangsstræde og Farvergade hen til „Vandkunsten“, der netop har faaet sit Navn af, at Vandet her blev stemmet op til en Sø eller en Mølledam, hvor­ fra en Del af det ved Hjælp af en „Vandkunst“, d. v. s. et Tryk­ værk, der dreves med Heste eller Okser, pumpedes op og førtes i Render over til Slottet paa Holmen udenfor, medens en større Del af det drev en Mølle. Denne var anbragt i den nederste Del af det gamle Fæstningstaarn, der laa for Enden af det Plankeværk