S_FørOgNu_1918

Berg. Hans Kone hed Anna.# Ved Siden af Gæstgiveriet drev det udmærkede og vindskibelige Par en lille Nebengeschaft, som sikkert har kastet godt af sig, saa længe den gik. Men det var nu ikke længer end til 1725. Peder Sørensen Berg og hans Kone havde opdaget, at selv studerede Folk som Præster og teo­ logiske Kandidater var lige saa lette at tage ved Næsen, naar de havde gaaet en Tid ude paa Landet, som saa mange andre brave, men ustuderede Landmænd. De havde derfor fundet paa at drive en lille stille Forretning med at skaffe teologiske Kan­ didater Præsteembede og Præster, som sad i smaa Kald et større og bedre. Det synes særlig at have været Madame Anna, der bar staaet for Forretningen, utvivlsomt ved kløgtig og snildt an­ bragte Meddelelser om hendes udmærkede Forbindelser i de Ivrese, hvor Præsteembeder hang paa Træer. Og det gik stry­

stod paa. Han synes at have udnyttet det nederste Del af Mur­ værket af den tidligere Bygning og beholdt Fundamentet af dens fremspringende Midterparti som Underbygning for Dom­ husets skønne Søjleportal. Inden den store Brand 1728 var Vestergade Gammel Torvs eneste direkte Forbindelse med Vestervoldgade, og for Enden af den stod indtil 1667 Vesterport. Men ad Omveje (se foran S. 303) kunde man fra Torvet komme herud, nemlig baade gennem den krumme Vognbastuestræde, der mundede ud til lorvet over en Del af den Grund, der nu optages af Nr. 22 tæt ved Siden af Hjørnehuset til Vestergade, og gennem Lille St. Clemensstræde og dets Fortsættelse Helligkorsstræde. Dette stødte ligesom Vognbadstuestræde til

gende. Kandidaterne send­ te Ansøgninger om Embe­ der til hende og hun gik frem efter en bestemt Takst. For et Kald af den og den Størrelse be­ regnede hun sig saa og saa mange hundrede Da­ ler, som maatte depone­ res samtidig med at Par­ terne underskrev et i de højtideligste Former opsat Retsdokument. Hun skulde naturligvis have noget for sin Umage, men største Parten af Pengene gik, efter hendes Fremstilling, med til at bestikke højere Vedkommende. Det gik dog ikke i Læng­ den. Og da der først var gaaet Hul, kom alt snart for Dagen. Den forret­ ningsdygtige Kone blev dømt til Spindehuset og Manden til Forvisning fra Byen. Naar — stadig i „Den 11. Juni“ — Studenstrup har et Brev til Niels Christensen „abzugeben in Knapnæring“ uden Opgi­ velse af Gaden, bliver man glad ved at finde et Par Linier i Holbergs tredie Satire, hvor man tilsyne­ ladende faar Oplysning derom. Der staar nemlig: „saa jeg min Potte 01 kan drikke udi Ro paa Vestergade i Knap­ næring, Nr. 2.“

Mikkel Bryggersgade, der dengang ikke gik længere mod Nord end til Vogn­ badstuestræde, og fra denne i ret Vinkel gen­ nem Store St. Clemen- stræde ud til Volden. Fre- deriksberggades Anlæg ef­ ter Branden kan i Virke­ ligheden betragtes som en Udvidelse af Lille St. Cle- mensstræde og en Fort­ sættelse af dette i lige Linie. Vestergade har som faa andre af Byens Gader be­ holdt sit oprindelige Pra>g. Her findes endnu de For­ retninger og de Holde- steder og Gæstgivergaarde, somLandmanden, der kom­ mer ude fra det aabne Bondeland, særlig har Brug for. Om der end kun i Middelalderen nævnes et Herberg eller en Gæste- gaard paa Vestergade, har der sikkert været flere, da de officielle Lister kun anfører de mest ansete. Men af de Gaarde, der nævnes som Gæstegaarde i 1684 har endnu et Par beholdt Navnet og en en­ kelt er stadig i Flor, nem­ lig Nr. 12, hvor Søren Ras­ mussen residerede. Det er den berømte Gæstgiver- gaard „Tre Hjorter“, om hvilken Holberg synger:

1

U dsigt fra Slotsholm en (Thorvaldsens Musæum) over Kanalen til K nabrostræ de, tilvenstre den gamle Hjørneejendom, vist paa Billedet paa Side S, og tilhøjre den gamle Ejen­ dom, vist paa Billedet paa foregaaende Side; i Baggrunden tilvenstre Petri Kirke, tilhøjre Yor Frue Kirke; i Forgrunden ses Pæreskuderne, som har LiggepladB her.

Je ej beskrive kan, mod 11. Juni Tide, hvad jeg for eders Skyld maa i „Tre Hjorter“ lide.

Men da den rigtige Niels Christensen meddeler, at der findes kun en Knapnæring i København, og der logerede ingen, maa man formode at „Knapnæring“ er en spøgefuld Omskrivning for en eller anden offentlig Institution. Og Nr. 2 i ovenanførte Vers behøver ikke at henføres til Vestergade, det kan betyde og be­ tyder vel rettest Værelse Nr. 2 i „Knapnæring“. Nuværende Nr. 2 paa Vestergade var længe før Holbergs lid en Gæstgivergaard, der 1655 dreves af Bartholomæus Pedersen, som endnu langt ned i Tiden har bevaret sit gamle Navn „Sæ­ land“. Men det var et saa fint Sted, saa selve den Spanske Ge­ sandt boede her i 1684. Ligeledes har Nr. 4, der hed „Rosen hvor Skøgen i „Det lykkelige Skibbrud“ skal bo, naar hun er bleven gift, længe bevaret sit Navn. I Nr. 6 boede i Frederik IIIs Tid den gamle Tysk-01-V rager Mads Pedersen. Han var — som den selvglade unge Monrad fortæller „en meget fornemme Mand og Inspektør og Tolder over alt det fremmede 01, som blev indført. Han var gammel og uden Børn, men meget lystig og høflig og holdt intet Ølsalg i sit Hus, men solgte til Vinhandlere alene i Fade fremmed 01, °S

Det er sikkert det stærke Ryk-ind med den deraf følgende Uro og Spektakel, der ved Terminstiden naar sit Højdepunkt, som volder Lidelserne, ti ogsaa Henrik finder i „Den 11. Juni“, at det er altfor uroligt et Sted at tage ind for hans kære Svoger Studenstrup, for hvem han har et ganske anderledes hyggeligt og roligt Sted henne i „Paradis“, hvorom mere siden. I samme Skuespil giver Holberg et morsomt Udtryk for hvor vildfarne Landmænd kunde føle sig i den mylrende Hovedstad, naar han tillægger de to Fremmede, som logerer i „Tre Hjorter“, saa meget Mod og Mands Hjærte, at de mutters ene vover sig paa den lange og vildsomme Færd helt ud paa Toldboden, „Tre Hjorter“ har til sene Tider været et Sted, hvor særlig Præster tog ind, naar de kom til Byen. Og det viser sig af en gammel Retssag, at der allerede paa Holbergs Tid var en for Teologer ejendommelig magnetisk Kraft ved Stedet. Værten eller som han hed i Tidens Sprog: Herbergereren i „Tre Hjorter“ var i 1725 en Mand ved Navn Peder Sørensen