S_FørOgNu_1917

sn a rt jeg faar en Vin paa min Tunge, k an jeg ungefæ r sige, om den er fra Abbestee, Bech, Soel, F abritius eller Bielil“. Biehls Vinstue i Fortu n stræd e Nr. 1 og senere Nr. 3 er bleven berøm t ved det Billede, Fader Holberg opruller af en bestem t Side af Livet. En Del S tudenter og lystige Brødre, som samledes hos Klaus Bietil, havde d ann et en Klub, der kaldtes „Det pavelige Kolle­ gium “ . Møderne kaldtes „Konklaver“, Formanden, en Mand ved

I friskende. Man morede sig ved Moderne med a t uddele Embeder og Værdigheder, a ltsaa udnævne eller vælge Embedsmænd i K lub­ ben, fordømme Kæ ttere, kritisere og forkaste Bøger, kanonisere Helgener o. s. v., alt med den største Højtidelighed. Holberg var selv bleven opfordret til a t træ d e ind i Klubben og vidste god Besked med hvad der foregik. Kardinalerne, for­ tæ ller han tra k te re d e dette Skuespil med saadan Æ rb a rh e d (d. v. s. Højtidelighed), at det omsider blev til Alvor. Ti der rejste sig

,Før og Nu“ ved E lfelt. August 1917. Udsigt fra 4de Sal i Ejendommen Niels Hemmingsensgade Nr. 8 over Heiligaandskirkens Terræn; til venstre Gitret ud til Amagertorv. Kaadhus-Taarnet. Frue Kirke. St. Petri Kirke,

Splid og Uenighed b lan dt dem, som faldt ud til aabenb ar Fjen d­ skab, hvorudi hele Fam ilier interesserede sig. Der rejste sig og- saa en Proces imellem tvende a f Kardinalerne, hvilken varede et helt Aar og blev ført med samme Hidsighed som en virkelig Æressag. Og eftersom hver af P arterne havde en anselig Hoben Tilhængere, blev der Anledning til et Skisma, som omsider gjorde en Ende paa Societetet. Med hvilken Alvor disse oprindelige Løjer blev drevet, ser man

Navn Niels Viborg, b ar Titel af Pave, nogle Tiilidsmænd i K lub­ ben hed Kardinaler, andre havde T itel e fter høje pavelige Em ­ bedsmænd, og ved Møderne gik det hele ud paa en E fterligning af Ceremonier m. m. ved det pavelige Hof. Selv efter a t mange af Medlemmerne var kommet i Embede og var blevet satte og alvorlige Mænd, vedblev de dog a t møde i denne Klub. Og der synes a t have h ersket en Blanding af Skæm t og Alvor, som nok i hine Tider kunde virke ganske for-

267