S_FørOgNu_1917

hyldingen paa Københavns Slotsplads ser h am blive ført i Bæ re­ stol fra Højtideligheden, som h an selv havde a ab n e t med en „zir- lig O ration“ — havde han dog gerne et godt Humør og i Reglen en Spøg p a a Læben. Alen da han skulde underskrive den sørgelige Roskildefred i 1658, hvor han havde m a a tte døje den Ydmygelse a t underhandle med Corfitz Ulfeld som Sejrherrens R epræ sentant,

tak k e d e Gud, at jeg tje n te Kgl. Majestæt, da hun sagde, a t hun, om hun vilde, kunde tage ti af hans Folk. Jeg svarede, a t det m a a tte først siges oppe p aa Tøjhuset, hvilket hun lovede, og spurgte, hvem vor Befalingsmand var. Jeg sagde: Adolph Fred erik Grabow. „Han skal re tte sig efte r vor Villie“, svarede hun. Derpaa fulgte hun m ig ned i det Kammer, hvor Alanden laa, hvilket var nede i Gaarden. Han var

havde han k a stet P e n ­ nen med de Ord paa Latin: Gud give jeg ikke kunde skrive! Det var i hans, den mæglende og freds- stiftende R igshofme­ sters Gaard p a a Hj ør­ n e t af Østergade, at d et raadvilde, og i V irkeligheden døds­ døm te Rigsraad, — i Hund red er af Aar den gamle danske Adels Blomst og ledende Alagt, — forsamledes og forhandlede om F o rfa tn in g sfo ran ­ dringen 1660. Og her underskrev den Resolutionen om A r­ verettens Overdragel­ se til den enevæ l­ dige Konge, — det er vel fa a Huse i Kø­ benhavns Gader, der h ar væ ret Skueplads for Begivenheder af lignende B etydning for Land og Rige. Niels Trolle ejede

nylig falden i Søvn, da jeg var p a a Vejen derhen, og hun sag­ de, at jeg bragte Held med mig. Da det var bleven Tid til at spise til Aften, bad hun sine Folk tage mig med op i Spisesalen, og t r a k ­ tere mig godt og satte imidlertid to Arbejdsfolk til at passe paa ham. Dis­ se Hoffolk havde ef­ ter Sædvane gode D rikkevarer, men jeg listede mig bort til min Patien t, vaagede den N a t alene hos h am og læste i en Bog, som hedder: „Den aandelige H e r­ re d ag “. Han vaag- nede ikke før den ly ­ se Dag, hvorpaa h an b egyndte a t fantasere og tale vildt. Jeg gik hen til ham og

Ejendommen Nr. 13 paa Østergade er bygget af H ofarkitekt K ir k e r u p ; den næstsidste Ejer, Kommerceraad J. W . H e y m a n n , indrettede Ejendommen som den nu er. Nu ejes den sf Sagfører C. H e r f o r t h . I Kælderen, som er indrettet som en Tunnel, havde den bekendte Restauratør R y d b e r g sine Lokaler, alm indelig kaldet „Rydbergs Kælder“.

bad ham p a ak alde Gud, men h a n svarede mig næppe og faldt igen i Søvn, vaagnede d erefter og spurgte, hvor h an var. Jeg for­ talte ham det, og h an spurgte derpaa, om han havde gjort nogen

Gaarden efter Joakim Gersdorfs Død 1661. Og det var denne Gaard, der bræn d te i 1666 og ikke — som O. Nielsen og efter ham flere h ar frem sat — Niels Trolles anden Gaard p a a Østergade, Nr. 52.

Jaco b s e n ;^ ;fct

IVM l «teis,

Ejendommen Nr. 15 ejedes i 1660’erne af kgl. Hofmaler Carl van Mandern, der døde 1672. I 1770’erne tilliørte Gaarden A hlefeldterne; i 1776 holdt en lille Kreds af Venner et Møde i Ejendommen for at danne et Selskab, som i 1782 fik T illadelse til at føre N avnet: „Kongens K lub“ og som havde Lokaler i Ejendommen indtil Begyndelsen af 1870’erne. I 1802 ejedes den af Isenkræmmer P. G. K lein, som boede der. Hnset ejedes senere i en lang Aarrække af Erøknerne J. C. og V. Eeyerschou og Organist C. V. de Meza, indtil det i 1916 solgtes til Aktieselskabet „Østergade Nr. 15“ for 720,000 Kr. Ejendommen skal foreløbig ikke nedrives, da den forrenter sig godt til Trods for den enorme Pris.

noget Ondt. Jeg svarede nej. Derpåa kom Folk til, ligeledes H e r­ remandens Frue, der med megen Glæde ønskede mig og ham Goddag og frydede sig over sin Tjeners Helbredelse. Hun og hendes Mand, Manderup, forærede mig en Rigsdaler og takkede mig h jæ rtelig for min Ulejlighed. Jeg var der i to N æ t­ ter og nød god Omgang og megen Agtelse. De bad mig besøge dem igen, n aar de næste Gang kom til Staden, i Fald det af Skæbnen var bestemt, a t vi skulde mødes igen. Stegevenderen gav mig halvanden Rigsdaler, hvorpaa jeg gik hjem. Da jeg næste Dag kom for at monstres, spurgte Grabow mig, hvor jeg havde væ ret i de to Dage. Jeg fortalte ham det, og han vovede ikke a t skænde p a a mig derfor. I 1660 ejedes Gaarden af Joakim Gersdorf, Corfits Ulfelds E f­ term an d som Rigshofmester. Skønt n edbrudt af Sten og Podagra — hvorfor man ogsaa paa W olfgang Haimbachs store Maleri af Arve-

Branden fandt Sted omkr. 1. November, en Aften da det blæste en Storm af Syd-Syd-Ost, saa der var stor Ængstelse i Byen for a t Ilden skulde gribe videre om sig. Ovre p aa det an d et Hjørne af Kongeus Nytorv, hos Niels Juel, var der Assemblée, som beæ- redes med Majestætens Nærværelse, men ved U nderretning om Branden indfandt han sig straks p a a Brandstedet, hvilket efter de artige Gesandters Indberetning bidrog ikke lidet til, at Ilden blev dæmpet. F aa Aar senere ejedes Gaarden af den tapre, lange og magre Niels Rosenkrantz. Sammen med U lrik Christian Gyldenløve havde han kæm pet i den spanske Hær og var herhjemme gaaet paa som en gammelnordisk Kæmpe i det store Udfald uden for Vesterport under Belejringen (23. August 1658), hvorfra han blev b a a re t hjem mere død end levende og med saa mange Saar, at det vilde havde gjort det af med enhver anden.

216