S_FørOgNu_1917

Gjøe og Tyge Brahe fulgte Hr. Hak videre gennem Østergade til hans Gaard; Eiler Krafse og et Par andre Gæster gik en anden Vej, men var desværre ikke kommet længere bort, end at de løb i Armene paa Mogens Gjøe og Tyge Brahe paa Hjørnet af Køb- magergade.

mindelig Herredag paa Kobenhavns Slot, hvor hele Danmarks Raad og Adel samledes. Der kunde man se mangen fornem Herremand tillige med deres Fruer og Døtre og Tjenere, som følger dem. Enhver af de ældste har sin egen Gaard, hvor de logerer, medens de opholder sig i Byen. Blandt andre Rigsraader var der en ved

Og det var en U lyk­ ke. Ti Hr. Eiler var bleven noget voldsom af al den Drik og sy­ nes at have ment sig foraarsaget til at være gal i Hovedet paa sin Søstersøn. For da den unge Mand i Gensynets Glæde gav sig til at klappe sin Morbror paa Skulderen, blev Hr. Ei­ ler ude af sig selv af Raseri, skældte og bandte og trak med et sin Daggert af Bæl­ tet og „slog“ saarede Tyge Brahe med den. „Ak h jæ rte Morbror, hvi slaar I mig s a a ? “ udbrød den saarede, som ikke var sig noget ondt bevidst. Og saa kommer det k a r a k te r i­ stiske Svar, som viser, hvor ubetænksom selv en 57aarig Mand kunde træ k k e fra Læderet i hine Tider: „Ak hjærte Søstersøn, — er det Dig? Aa Gud

Navn Manderup P a rs­ berg, en ypperlig og fornem Mand, skønt dengang noget tilaars. Han holdt daglig 7 T je ­ nere, hvoraf fire var Vaabendragere, det vil sige, de bar Værger og Vaaben ved deres ven­ stre Side, tre af dem bar deres Værger u n ­ der Armen. Denne Mand havde en Herre- gaard i Jylland og et stort Len. Men sin Gaard i Kjøbenhavn havde han ved Byens Østerport. Det skete, at hans Stegevender, et ungt Menneske ved Navn Herman, en Dag blev syg, da han gik ud af Østerport til den For­ stad, som var der lige­ som andre Steder uden om Byen. Da han gik ud, var han klædt i sort, men kom tilbage i rød Klædning og var bleven gal. 11an løb op paa Herresalen, som

Svaneapotheket med Indgangsporten til „Peder Madsens Gang“, nedrevet 1S72 sammen med Ejendommen ved Siden af (Nr. 20) for at give Plads til Ny Østergade, som anlagdes i Stedet for Peder Madsens Gang.

bedre mig arme, fattige M an d!“ hvorpaa han kyssede den saa­ rede to Gange paa Kinden. Men saa m aa tte h a n tæ n k e p aa sig selv, ti de andre unge H errer tr a k straks blank og søgte ind paa Hr. Eiler, saa Mogens Gjøe havde stor Møje med at hindre yderligere Blods­ udgydelse. Tyge Brahe „ravede“ hjem og døde næste Morgen. Men da var Eiler Krafse alt langt borte. Og han blev borte med det samme og døde i L and­ flygtighed i 1599. Ti Braherne var uforsonlige, afviste e n ­ hver Tale om Forlig og erk læ ­ rede D rabet for a t være sket „skændeligen og skelmisker- vis“. I 1618 boede Manderup Parsberg, hvem vi kender fra hans Uheld med Tyge Brahes Niece, i Gaarden, muligvis og sandsynligvis som dens Ejer. Vi er i det heldige og sjæld­ ne Tilfælde at kunne sted­ fæste en sam tidig Mands Be­ retning om sit Ophold i denne Gaard, der fører os et Stykke gammelt København lysleven­ de for Øje. Det er Islænderen Jon Oluf- sen, som tje n te Christian IV som Bøsseskytte, der i sine Erindringer om Ungdomsda­ gene i København fortæller: „Næste Sommer (1618) blev der efter Sædvane .holdt al­

ogsaa kaldtes Spisesalen, og angreb sin Herre og sin ædle Frue med draget Værge, men til Guds Lykke gjorde han ingen Skade. De blev allige­ vel angst og bange og sendte den Kone, som passede deres Lintøj, ud efter en Mand, som baade var paalidelig og stærk, der skulde paatage sig at vaage over ham en eller flere Nætter, i Fald det gjor­ des nødigt. Denne Kone, som hed Elisabeth, gik hen til min Bolig (Jon boede selv paa Østergade, men hvor, siger han ikke) og bad mig, som hun kendte lidt, om at gaa med sig derhen og for Penge og god Betaling at vaage en Nat over denne Mand. Dette føjede jeg hende e n ­ delig i, skønt ikke gerne. Da vi kom derhen, gik hun til Fruen og sagde, at hun h av­ de skaffet den om talte Mand. Fruen kom strax fra Spise­ salen og efter venlig at have hilst paa mig, bad hun mig holde nøje Vagt over hendes kære Tjener, Herman. Hun spurgte mig venlig om min Familie og m it Navn, og hvem jeg tjente. Da jeg havde svaret hende bød hun mig Mad og Drikke. Jeg svarede hende, saa godt jeg kunde, og sagde, at jeg ikke var min egen Herre. Hun

Østergade Nr. 18. opført efter N y Østergades Anlæggelse, hvor Svaneapotheket paany installeredes i 1877. 215