S_FørOgNu_1917

1 7 8 9 beroede paa indre tragisk Følsomhed. Den komiske Frem ­ stillerinde af Bønderpiger skildrede uden Talens Brug N i­ nas Vanvid med psykologisk Gætteevne. Hun rørte T il­ skuerne til T aarer — den Evne er nu forsvunden fra vor Ballet. Fordi Mad. Schalls Stilling mere hvilede paa Ori­ ginalitet og T alent end paa Skønhed og Ungdom, virkede hun i 40 Aar, indtil hun i 1827 tog Afsked, 52 Aar gi. Hun bevarede til sin Død d. 22/n 1852 levende Interesse for rl h e atret og dyb P ie te t for sin gamle Lærer, Galeottis Minde. Hendes Grav findes endnu paa Assistents Kirke- gaard. 1 7 9 1 2Vio o ptraadte Carl Dahlén første Gang. Han havde en smuk Skikkelse, men hans lette og ynde­ fulde Dans vidnede mere om Flid end om betydelige An- heg. 21 Aar gammel kom han som Flygtning hertil fra Sverrig, hvor han blev tvunget til at afbryde sin Karriere, fordi han paa selve Gustav d. IIFs T heater havde slaaet en af Kongens Kammerherrer, der gjorde ham Forslag om Deltagelse i en blandt Hofkavalererne udbredt Last. Som

1 7 9 1 Sprog maa Danseren lære, ligeledes er Kendskab til Musik uundgaaelig nødvendig; Dansen skal udtrykke Musikken og Musikken Dansen; i alle K arak terer bliver det en Man­ gel, naar Danseren ikke har Musikkundskab, en d annet Sjæl og fin Følelse“. 1828 fik Dahlén Afsked og døde d. V 12 1851, 81 Aar gi. 1792 var han blevet gift med Skuespillerinden J o h a n n e E l i s a b e t h D a h l é n , f. M o r t h o r s t . Han var som udmæ rket fransk Danser og Elev af No- rerre kaldt til Stockholm, hvor han som Balletmester le­ vede ti lykkelige Aar, indtil Theatrets Protektor, Gustav d. III, blev myrdet. Saa drog Bournonville til Kjøbenhavn, hvor hans Apolloskønhed og Virtuositet hurtigt gjorde ham til Ballettens Førstekraft. Han regnedes med re tte blandt de ypperste Dansere i Datidens Europa, fordi han ejede den sjeldne Forening af fortrinlige ydre Egenskaber, te k ­ nisk Kunnen og udtryksfuldt Minespil. Men var han sin Søn, A u g u s t B o u r n o n v i l l e , overlegen som Danser og 1 7 9 2 I7A optra adte Antoine Bournonville første Gang.

Balletten „Valdemar“ af Aug. Bournonville, c. 1875. Scene af 1ste Akt.

Sveml Eriksøn“, „ D itleif’, Walbom. 1 7 9 1 indtagende Danser af halvalvorlige eller idylliske Partier gjorde han straks saa stor Lykke, at Direktionen ombyt­ tede hans løse Engagement med Ansættelse paa Livstid. Men hans gode Dage havde Fedme til Følge, og derfor blev hans Virksomhed som Solodanser ikke langvarig. 1 Perioden mellem Galeottis Død og den yngre Bournonvilles Fremkomst forsøgte Dahlén sig som Balletforfatter, men hans „Arm ida“ havde ikke Heldet med sig og erindres nu kun, fordi den lille Johanne Luise Patges (Fru Heiberg) og den purunge H. C. Andersen deri agerede Trolde, feom Danselærer paa og udenfor T h ea tre t havde Dahlén størst Betydning. Da han var Sam tidig med og Konkurrent til den ældre Bournonville, om taler August Bournonville ham stæ rk t „ovenfra og ned efter“ i sine Livserindringer (HI, 48 f.), men i en Skrivelse af 1813 til Direktionen gør Dah­ lén Rede for Metoden i sin Undervisning, der ingenlunde var ringere end Bournonvilles. Dahlén skriver bl. a.: „Alle m aa begynde med de sædvanlige Skolepas, der er det samme for Dansen, som Skalaen for Musikken; senere faar de Be­ greb om at skabe, sig selv Attituder, Pas og Bevægelser, thi uden selvskabende Evne anser jeg Danseren for en Maskine, der er indskrænket til en vis Bevægelse og udenfor sin mekaniske Bevægelse ikke kan komme videre. Historie, Geografi, Mytologi, det tyske og det franske „Astrid“, L. Gade. Frk. Westberg.

„Axel H vide“, Carl Priec.

„Knud Mapnussøn“, P. JerndorfT.

„Valdemar Knudsøn“, Vald. Price.

1 7 9 2 Mimer, var han ham tiJ Gengæld underlegen som Skribent. Hans Opfindelsesevne indskrænkede sig til Enkeltheder, hvor­ med han udstyrede de Galeottiske Balletter. E fter den gamle Mesters Død blev Antoine Bournonville i 1816 Dansedirek­ tør, men han var da en aldrende Mand, som ikke egnede sig til at bringe nyt Liv i den Etat, der var ham under­ lagt i syv Aar. Som Lærer var han utaalmodig og hensyns­ løs, ret en ilter Franskmand; i T h eaterarkivet findes ofte Klager fra Elever, som han har slaaet eller udskældt paa sit daarlige Dansk. I intellektuel Dannelse var han ogsaa sin Søn underlegen. Da hans første Hustru, den Pag. 108 om talte Danserinde og Skuespillerinde M a r i a n e B o u r ­ n o n v i l l e , f. J e n s e n , var død, skrev han i Adresseavisen (1797 Nr. 226) disse Linjer, som er karakteristiske ved deres pudsige Sammenblanding af Sorg, naiv Bekendelse og Forretningssans: „Ægtemandens gla:deligste Forventning opfyldte min el­ skelige Hustru afvigte 6. ds., da hun skjenkede mig en velskabt Søn. Men det behagede Livets og Dødens Herre, at denne Barnefødsel skulde blive Aarsag til hendes Over­ gang fra Tiden til Evigheden, som til uopretteligt Tab for mig og to Børn paafulgte forgangen Nat. Idet jeg sørgeligst bekjendtgjør denne kjærlige, hulde Kones og Moders M a r i a n e B o u r n o n v i l l e , født Jensen, hendes dødelige Afgang i en • 91