S_FørOgNu_1916_2
2. AARGANG N r . 7
FØR OG NU
1. APRIL 1916
en Vold, den sidste, der havde væ ret Genstand for Englændernes Angreb. E fter Bernt Nielsens Villagrund fulgte altsaa Carocs, derpaa det stilfulde A g g e rs b o rg (opkaldt efter Ejeren, Mægler A.), der ved V intertid ofte havde Besøg af de højeste Herskaber. Mægler A g g e rs b o rg var nemlig den lykkelige Indehaver af den efter Forholdene store Sø, der strakte sig fra Grænseskellet ved Bernt Nielsens Ejendom, forbi Carocs og H a lk ie r s Villagrunde helt hen til det nuværende Rosenvænge. Og paa denne Sø løb hyp pigt det daværende Kongepars yngre Børn — navnlig Prinsesse T h y r a og Prins V a ld e m a r — paa Skøjter, af og til under Kong C h r i s t i a n s og Dronning L o u is e s eget Opsyn. Om Søens Størrelse kan man gøre sig et Begreb, naar man hører, at den omsluttede to Øer, af hvilke den ene havde saa
Enhver sin Smag! Den Smag, som foretrækker, hvad vi f ik , for det vi h a v d e , bliver sikkert nok i forsvindende M inoritet. Skulde Idyllen med Djævlens Vold og Magt endelig ødelægges, kunde man i det mindste have faret lempeligere frem og ialfald afkræ vet Opkøberne af disse værdifulde Grunde en Forpligtelse til at bygge stilfuldt. Strandpromenaden i sin nuværende Skikkelse — en Samling Huse i de mest uensartede og oftest hæslige S tilarter og Farver — er sandelig en køn Gave a t give det éfterfølgende Slægtled i Arv! Fru S u z e tt e H o lte n , født Skovgaard, en D atter af vor be røm te Landskabsmaler, har forleden i Berlingske Tidende skildret et lille Enklave af de Steder, vi her har beskrevet. Vi kan ikke nægte os den Glæde at gengive hendes veltalende Ord. Hun skriver: „I de Aar (i Firserne) boede min Broder Niels og jeg paa en
Udsigt over „Aggersborg Sø“ med Øen, hvorpaa Villaen laa (se Teksten). Efter Tegning af Frantz Sedivy, tilhørende Hr. Etatsraad Jakob Hegel. rigelige Dimensioner, at Aggersborgs Hovedbygning med omlig gende Haveanlæg var opført paa dens Grund. Havens største Se værdighed var en Samling skønne Bævreaspe, der stod i en Rund kreds og betegnedes som Begravelsesplads for engelske Officerer, der var faldne under Bombardementet. E fter den Aggersborgske Villa fulgte Grosserer H a lk ie r s som den sidste i Rækken. 0 i Rosenvænget. Det lyder mæ rkeligt i Nutidsøren, men der laa virkelig den Gang bag Rosenvænget et herligt, gammelt Hus med A ltaner og Nischer paa en Plet Jord med dejlig gammel Have, og udenom det altsammen en Sø. Huset tilhørte en gam mel Onkel af mig, der brugte det som Landsted. Søen fik T il løb fra Sortedamssøen, men i Tidernes Løb blev den ene Led ning efter den anden skaaret over, og Søen tørredes ud. Saa brød min Onkel sig ikke længere om at bo der og gav det til Niels og mig, der kom til at bo i Eventyrhuset midt i et gult Hav af Mælkebøtter paa den Plads, hvor Søen havde været. Dér boede jeg som gift i flere Aar, og dér er min eneste Søn født“. Det er, som om disse simple, jævne Ord maner alle Fortidens Minder frem for os om Steder, hvis egenartede Poesi og u erstat telige Skønhedsværdier en uforstaaende og snusfornuftig Tid uden Barmhjertighed har ødslet bort. Resten af Classens Have, som herfra strak te sig mod Nord, ud stykkedes i Tidens Løb i de Parceller, der førte og endnu tildels fører Navn af R o se n v æ n g e t og udmærkede sig ved deres land lige Skønhed. Mange af Datidens kendte Personligheder — f. Eks. Fru H e ib e rg , W. M a r s tr a n d , F o n n e s b e c h , Øjenlægen L e h m a n n — opslog her deres idylliske Boliger. Hele det mindeværdige og skønne Terræn, hvorpaa Classens Have laa, er forlængst raseret og omkalfatret til den hæslige Strandboulevard, af hvilken vi bringer et Fotografi fra de aller sidste Dage. Vi beder venligst vore Læsere betragte dette Bil lede og anstille en Sammenligning mellem dens arkitektoniske Uhyrligheder og de Billeder, vi har fremskaffet af de Fortidens Idyller, som vi har beskrevet, og da at afgive deres upartiske Votum. De guslibus non clisputandum est, — paa godt, gammelt Dansk: Og n aar vi i et af „Før og Nu“s foregaaende Numre har ud ta lt vor dybe Harme over, at man — for at imødekomme Tidens Krav — jævnede vore herlige Volde med Jorden og derved be røvede København en stor og ejendommelig Skønhed, hvortil ingen anden By i Verden kunde opvise Magen, paa samme Tid, som man gjorde os et stolt og opløftende Minde fattigere, da kan vi ved Tanken om, hvad der gik tabt, da man uskaansomt rase-
8 1
Made with FlippingBook