S_FørOgNu_1916_2

1. MARTS 1916

FØR OG NU

2. AARGANG N r 5

Da Tiden gik, og Faderens Sygdom bar mod Døden, var hans drengeagtige Angst for de Byrder, Regeringen vilde paalægge ham, vel ikke forsvunden, men den forringedes ved at aabne Ud­ sigt til et Liv, da han ikke længere var underkastet Tvang, men kunde bryde alle Lænker og give sig sine Lyster og Lidenskaber

Struensee. D en notableste Fange, K astellet har havt, er jo uden Spørgs- maal S tr u e n s e e , og det er ikke mere end rimeligt, a t vi lader en indgaaende Skildring af denne mærkelige og frem ra­ gende Personlighed og hans enestaaende Skæbne følge

ivold — som enevældig Monark, der havde uind­ skræ nket Magt, og hvem Loven ikke paatvang Baand af nogen Art. Og saaledes skete det. Neppe var han ble­ ven Konge, før hans umulige Opdragelse viste sine Følger paa den mest skæbne­ svangre Maade, og før han gav sit vild­ ledte Sind de frieste Tøjler. Han hen­ gav sig hensynsløst til de vildeste Or­ gier i det laveste Selskab, deltog i natlige Pøbeloptøjer og Slagsmaal med Byens Vægtere, og samtidig voksede hans Sløvhed overfor alle de aandelige Krav, som hans høje Stil­ ling medførte. Han underskrev i Flæng, hvad der blev ham forelagt, uden at læse det, og mens han blindt fulgte sine Ministre, liaanede han dem bag deres Ryg; han hadede og frygtede dem paa samme Tid, og hans lurende Mistænksomhed og hjerteløse Ondskab blev mere og mere frem trædende Egenskaber i hans K arakter og udviklede en dæmonisk Skade­ fryd ved at ødelægge til en næsten fantastisk Gru­

med det interessante Billedstof, som det er lykke­ des os at kunne præ sentere vore Læsere i næ r­ værende Hefte af „Før og Nu“. Til en retfæ rdig Bedømmelse og Værd­ sæ ttelse af Struensee’s Livsførelse og lige- saa glimrende som korte Løbebane i

Danmarks Historie, er det nødvendigt at kende de Forhold, der danner Bag­ grunden derfor.

F r e d e r i k d e n 5 te var efter en langvarig Sygdom gaaet til sine Fædre den 14de Januar 1766. Trods alle hans Svagheder som Menneske havde han væ ret en folkekær Drot. Men L an­ det var i dyb Vaade og træ ngte paa mangfoldige Omraader til gennemgri­ bende Reformer og til at føres ud af den Stagnation, det aandelige Dødvande, som herskede overalt. Derfor føltes Kon­ gens Bortgang som en Befrielse og man klyngede sine Forhaabninger til hans sytten- aarige Søn og Efterfølger, C h r is ti a n d e n 7 d e. Den unge Konge var fra N aturens Haand ud- rustet med gode Evner, men disse Evner var bleven skammeligt misrøgtede. Og de Rygter, der gik om

Grev j 0 han Friderich Struensee. somhed, saaledes at en bekendt H istoriker med Rette

sammenligner ham med den berygtede Kejser Caligula.

hans Aandfuldhed, hans vittige Tunge og levende Fantasi, var i høj Grad overdrevne og hasarderede. Allerede som en lille Dreng havde han m istet sin Moder, og hans Opdragelse var bleven ganske overladt til hans Lærer og Guvernør, D i t l e v R e v e n tlo w , en Mand, hvis Egenskaber gjorde ham slet skikket til at være Pædagog. Han var pedan­ tisk, strengt ortodox paa samme Tid som han var ubehersket, b ru tal og umæ ttelig i sin Æ rgæ r­ righed. For kun at nævne et Exempel blandt mange, kan det anføres, at den stakkels Prins kommanderedes i Kirke flere Gange hver Søndag, og hvis han efter endt K irkegang ikke formaaede a t gengive Prædikenens Indhold med minutiøs Nøjagtighed, gik det ham ilde. Det kunde da hænde, at Reventlow, ovenikøbet i Tjenerskabets Nærvæ­ relse, tildelte ham korporlige Rev­ selser. Ligesaa upraktisk gik P rin ­ sens egentlige Informator frem. Al­ lerede da Drengen kun var en halv Snes Aar gammel blev han indøvet i filosofiske Systemer og andre Discip­ liner, der nødvendigvis m aatte for­ kvakle og pine hans uudviklede H jerne. Det nyttede under disse fortvivlede For­ hold kun lidt, at Christians tredje Lærer, den aandfulde og ædle R e v e r d il , søgte at modarbejde denne taabelige Undervisnings- methode, der indjog Eleven Angst og Had til al aandelig Sysselsættelse. Og det var sam tidigmed stor Sorg, at Reverdil opdagede ulykkelige Griller og Vrang- forestillinger hos den unge Prins. Øjensynlig m aatte der være en medfødt Sygelighed i hele hans aandelige Organisation, der f. Ex. gav sig Udtryk i hans Frygt for hans kommende Kon­ geværdighed. Han betroede Reverdil, at han ansaa. sig selv for et forbyttet Barn, og a t han misundte Københavns Gadedrenge deres Lod, — de havde jo deres Frihed og bandtes ikke af nogen Tvang! Værst af Alt var det dog, at hans Barnesind lidt efter lidt blev orm stukket som en Følge af slet Selskab. Hans Sjæl forgif­ tedes især ved Omgangen med Kammerpagen S p e r l in g , en ud­ svævende og skinhellig K rabat, der læ rte ham at lyve og for­ stille sig, og som lagde Grunden til hans hele moralske Defekt.

De blandt hans Raadgivere, der mente ham og Landet det godt, saa med Forfærdelse hans voxende Fordærvelse, og kunde kun tænke en Redning mulig, hvis en ædel Kvinde blev hans Hustru. Den engelske Prinsesse, C a r o li n e M a t h il d e , hvis Ulykke det blev at m aatte række sin Haand til denne elendige Person, havde

allerede i flere Aar væ ret forlovet med ham. Forbin­ delsen var indgaaet udelukkende af politiske Hen­ syn, og uagtet hun kun var sexten Aar gam­ mel, paaskyndede man G ifterm aalet med

den knap attenaarige Konge, og Formæ­ lingen fandt Sted i Eftersommeren 1766. E fter alle Udsagn a t dømme var denne

Barnedronning yndefuld og indta­ gende, ju st ikke nogen regelmæssig Skønhed, men henrivende ved sin medfødte N aturlighed og uskyldige Livsglæde. Hun var desuden langt­ fra uden Aand, og tiltrods for hen­ des unge Alder, syntes hun i alle Henseender a t være en fuldt ud­ viklet Kvinde, med en selvstændig Vilje og udmæ rket Dømmekraft. Hun ejede rig Følelse, var af Na­ turen højsindet og elskværdig og syn­ tes saaledes at have havt alle Betin­ gelser for at gøre baade sin Husbond og det danske Folk lykkelige. Hun havde Trangen til selv at elske og til at vide sig elsket. Og underligt er det ikke, at hun vandt Alles H jerter, da hun første Gang viste sig offentligt. Og var hun ikke bleven knyttet til en sløv Vellystning, i hvem de bedste menneskelige Fø- i e }ser forlængst var udbrændt, havde hun vel ogsaa selv fundet Lykken i det fremmede Land. Men saaledes skulde det nu ikke være. Har hun mon anet sin Frem tids mørke Skæbne ? Saa ofte hun før sin Afrejse fra sit Fædreland havde tæ nkt paa den forestaaende Formæling, faldt hun i Graad, og det siges, at det ogsaa var med den største Bekymring, at de engelske Mini­ stre, der havde ordnet dette Ægteskab, saa den unge Prinsesse bytte sit gamle Hjem med det ny, hvor hun m aatte føle sig ene og forladt. Det varede ikke længe, inden hun mærkede sin kongelige Ge­ mals Ligegyldighed. Hun var ham for blond, som han selv sagde, til hvem der vilde høre det. Desuden ønskede han at være Ægte-

Grev

Er>evoid Brandt.